outsite vandre og friluftsliv                                                               Paa tur med outsiteOutsite frisk luft paa nettetOm Outsite frisk luft paa nettetoutsite tv outdoor youtube kanal

Nyhedsbrev

Outdoor forum

Flere emner »

Nogle oplevelser sætter spor. Brænder sig fast. Vokser og sætter spirer og ændrer måske på hvem man er. Nogle gange er verden så smuk, at jeg næsten ikke kan rumme det. Nogle gange rør personer man lige har mødt noget dybt inde i en. Sådan en oplevelse havde jeg sidste vinter, da jeg brugte en uge i Sahara i Marokko.

friluftsliv i sahara

 

Vinden blæste sand mod huden, så det føltes som hundredevis af små nålestik. Mine bare fødder var hvide af kulde. Udsigten blev sløret af tørklædet, der holdt sandkornene ude af øjnene. Hjemme i januartriste Danmark havde mine forestillinger om Sahara handlet om sol og afslapning i varme klitter – men sådan blev det ikke kun. Det er en tretten timers bustur fra Marrakesh ud til landsbyen Hassalbied, hvor vores eventyr begyndte, og de sidste mange timer af turen faldt regnen støt. Da vi trådte ud af bussen, var jorden pløret og en blæst slog om os – næste dag skulle det vise sig, at vinden havde revet vores lejr med sig.

Jeg er vant til at rejse alene. Mig, mit telt, og en alt for stor rygsæk. Vandre, alene. Opleve, alene. At være afsted med en gruppe – og en gruppe mennesker, hvor jeg aldrig havde mødt størstedelen før – føles mere ukendt. På mange måder adskilte mit ørkeneventyr sig fra mine tidligere friluftsture i fjeldet – der var andre, der tilberedte maden, andre, der havde sørget for sirupssød myntete og jeg faldt i søvn hver nat på en rigtig madras. Der var (frivillige) workshops i ting som meditation og at slippe sin stemme fri. Men så alligevel. For jeg brugte hvert eneste sekund udendørs. Jeg sov under fuldmånen hver nat. Jeg vandrede og kravlede og kæmpede mig op på toppen af sandklitter, til jeg stod som en lille bøje på en bølgetop i størknet hav af sand. Jeg løb ned igen så hurtigt, at jeg næsten fløj. Til tider følte jeg mig mere alene, end jeg har gjort længe, og samtidig følte jeg, at jeg kom tættere på nogle af mine nye venner, end folk jeg har kendt i årevis derhjemme. Det er noget af det friluftsliv – og det, at være afsted med andre – kan for mig; det åbner mulighed for at være sammen på en anden måde. For en anden type relationer. For at komme tættere på. Det giver rum – og det giver tid.

Vi havde tre store telte i vores lejr i klitterne som vores gruppe på ca. tredive personer kunne sove i. Men da mørket var faldet på, aftensmaden spist, de sidste samtaler ebbede ud og de sidste sange forstummede, greb jeg stædigt madras, sovepose og et ekstra tæppe og hev det ud på toppen af en nærliggende klit. Jeg havde glædet mig som et barn til at sove under åben himmel, og det skulle en let sandstorm ikke ødelægge! Lunt i min sovepose med tæppet helt oppe over hovedet i et optimistisk forsøg på at mindske mængden af sand, jeg fik i øjnene, faldt jeg i søvn.

”MORNING MEDITATION,” råbte vi næste morgen og med tæpperne om skuldrene samlede en lille flok sig. Her var ingen ure, ingen mobiler, ingen faste tidspunkter. Vi begyndte, når folk vågnede og Durward følte, det var tid. Om aftenen fulgtes dem af os, der havde lyst, op på en høj sandklit og så solen forsvinde ned bag Atlasbjergene i det fjerne. Nogle mediterede, andre talte. Fra Danmark er jeg vant til, at jeg oftest først snakker om, hvad folk arbejder med eller studerer, når jeg møder nye mennesker. Jeg ved stadigvæk ikke, hvad de fleste fra gruppen bruger deres hverdag på derhjemme. Til gengæld kender jeg nogle af deres drømme og håb for fremtiden. Vi talte om svære familieforhold, om ideer, og om smerte og frygt. Vi sad i tavshed.

Vi dansede under eftermiddagssolen, og vi sang. Sang, mens vi ventede på at frokosten blev færdig, før aftensmaden, og mens vi slappede af i lejren. Sang med trænede stemmer og med rustne og falske. Det mindede mig om at være 10 år igen og på spejderlejr. Violintoner rakte ud i mørket, mens vi sad tæt om bålet en aften. Musikken er en af de ting mange ting, der var specielle ved at være afsted med andre i stedet for alene.

En nat havde vi lejrbål og Tom, der var den, der arrangerede turen, fortalte historier om rejsende troldmænd og et land lavet af chokolade. Jeg sad og holdte om og blev holdt om af en ny ven imens. En anden aften var der ’sharing circle.’ Vi sad i en cirkel og sendte et lys rundt. Kun den, der holdt lyset måtte tale – eller tie, hvis de ønskede. Folk talte om ting, der fyldte hos dem. Om sorg. Frygt. Taknemmelighed. Usikkerhed. Kærlighed. Det var meget stærkt og helt sårbart. Jeg håber alle vil få en chance for at opleve det en dag. Jeg tror, det ville gøre verden til et bedre sted. Senere krammede vi, og så legede vi; grinede og fjollede.

Så selvom ørkenen var ubeskriveligt smukt, er det ikke den, der gjorde det største indtryk. Det var oplevelserne, vi skabte med hinanden. Jeg lægger ikke soloturene på hylden, men turen har mindet mig om, at det at være afsted med andre kan give en masse, man ikke finder ellers.

Til sidst var dagene gået. Da vi vandrede ud af lejren og tilbage til elektricitet og kolde bade, viskede vinden vores fodspor ud igen, så man til sidst ikke kunne se, vi havde været der.

Det virkede passende.

Billedetekst til coverbilledet: Min seng. Ligegyldig hvor lidt morgenmenneske jeg er, kan dagen ikke starte dårligt med sådan en udsigt. Man skulle dog passe lidt på - en af de andre i gruppen oplevede at madras, tæpper og sovepose var blæst væk om aftenen, og det tog lang tid at finde igen i mørket.

meditation i sahara

Morgenmediation. Jeg vidste altid, at jeg var tæt på lejren, når fodsporene blev mange.

sandklitter

Jeg stopper nok aldrig med at blive fascineret af hvordan klitterne skiftede udseende an på lyset, skyggerne og vejret.

sand i sahara

Vores lejr da vi ankom første dag. Det er ikke tåget, selvom det måske kan se sådan ud. Sigtbarheden er i stedet nedsat på grund af vinden, der hvirvler sandet op. Sandet er stadigvæk fugtigt efter nattens regn, hvilket heldigvis holder det meste på jorden.

morgenmad i oerkenen

Morgenmad i lejren.

Konkurrence

Artiklen er med i vores sommerkonkurrence om vintergrej. Konkurrencen sponseres af: Fjeld & Fritid og EXPED.

vind outdoorudstyr

Brugervurdering: 5 / 5

Stjerne aktivStjerne aktivStjerne aktivStjerne aktivStjerne aktiv
 
Log-på for at kommentere


mearleth's profilbillede
mearleth svaret på emne: #2 2 måneder 6 dage siden
Fed beretning! Jeg har selv vældig lyst til at længere tur i ørkenen, efter at have prøvet overnatning i ørkenen både i Marokko og Oman. Dybt fascinerende landskaber. Hvem havde arrangeret den tur du var med på?

Hovedsponsorer

Friluftsland b wild EventyrsportStor fjeld & fritid
pro-outdoor holbæk bjergkaeden rabat friliv.dk rabat spejdergear banner
vandregrej dk outdoor45 rabat    

Samarbejdspartnere

msr logo teva logo lille Jetboil logo sea to summit logo lille
montane logo Tentipi ExpedAnnonce AclimaAnnonce
Yeti Nordisk fjallraven logo 283px Primus
Hilleberg the tent maker osprey rygsaek Trangia mountain equiptment
summit to eat logo ab camping og outdoor udstr STMNy odex
immeln kanotcenter logo lille robens GrowersCup logo waternlife logo

Outsite.org - Frisk luft på nettet - © 1995-2019 - Betingelser - Kontakt os - Foreningen Outsite - Medie info

Outsite er drevet af frivillige og du kan støtte vores arbejde her... - Ingen tests, anmeldelser o.l. er økonomisk støttet, men baseret på godt samarbejde med producenter, importører og butikker.