outsite vandre og friluftsliv                                                               Paa tur med outsiteOutsite frisk luft paa nettetOm Outsite frisk luft paa nettetoutsite tv outdoor youtube kanal

Nyhedsbrev

Log på / af

Outdoor forum

Flere emner »

Vandretur West Highland Way del 2

Vi fortsætter vores vandretur på West Highland Way fra Kingshouse til målet i Fort William. Vi har stadig spændende etaper at glæde os til. WHW viser sig nu for sin pæne side vejrmæssigt, og landskabet er skotsk og smukt.

vandretur i skotland paa west highland way

 

5. maj Kings House-Kinlochleven

Næstsidste vandredag - kun 15 km vandring. Vi valgte at stå sent op for at nå formiddagsbussen tilbage mod Kings House.
I Skotland og hele Storbritannien var denne dag ganske særlig; der var nemlig valg til det skotske parlament. Det var på INGEN måde noget, lagde mærke til dagene forinden. I havnebyen Oban hang kun ganske få plakater, men dem tænkte vi på ift. EU-valget. I Glencoe så vi kun et par stykker. Vi kunne ikke lade være med at tænke på, hvad fraværet af valgplakaterne betyder.

Undervejs havde vi flere gange mødt tre skotske damer. Jeg spurgte en af dem om fredagen, hvordan valget var gået. Hun fortalte, at hendes mand havde stemt for hende (by proxy), og at de “always have voted Labour”. Man kan åbenbart på de britiske øer få en, man stoler på, til at stemme for en. I Skotland har man stemmeret, fra man er 16 år. Sikke en forskel til Danmark.

frokost ved devils staircase

Nå afsted med os og tilbage til startstedet i Kings House. Kort efter kom vi forbi det flotte hotel. Dagens store udfordring kom 5 km længere fremme i form af the Devil’s Staircase, hvor vi via en zig-zag opstigning på 300 højdemeter kom op. Vi tog det roligt for at nyde den smukke udsigt. Vi havde jo hele eftermiddagen for os til de 15 km. Vi valgte at spise frokost tæt på toppen, hvor vi havde det meste fantastiske udsyn ud over hele dalen.

Jeg husker fra min første Fjällräven Classic i Lapland, at passagen af Tjäkta-passet virkelig var noget, deltagere i tidligere udgaver af eventen snakkede om. Der havde arrangørerne fra Fjällräven opsat en højdeprofil, der viste en meget stejl opstigning. Sådan oplevede jeg det ikke og blev egentlig lidt skuffet over det. Det var lidt det samme med Devil’s Staircase. Vel var den hård, men så’n virkelig hård synes jeg ikke, den var.

efter devils staircase

Vel oppe på plateauet så vi ud over det store Blackwater Reservoir, en over 100 år gammel kæmpe kunstig sø med en max bredde på ca. 900 meter og med en længde på 13 km. Ikke lang tid derefter kunne vi i det fjerne - nede mellem bjergene - se dagens mål Kinlochleven. Nedstigningen var 5-6 km lang og på flere steder med en pæn hældningsprocent. Mere end 500 højdemeter var nedstigningen til de kun 9 moh, som Kinlochleven ligger på.

forladt stenhusVi var så heldige, at vores mål for dagen The Tailrace Inn lå præcis på ruten. Udenfor i solen sad en masse mennesker og nød kolde fadøl og aftensmad. Vi valgte at tage et bad, inden vi handlede ind i den lokale brugs.

Endnu en gang mødte vi flere af vores faste “gå-makkere”, de tre skotske damer, det tyske par Ralf og Elke og to skotske fyre, der havde overhalet os løbende undervejs…. fordi de skulle frem og have et par pints. Vi mødte dem første gang på Winnock Hotel og siden flere gange undervejs. Den ene havde en af dagene fået sig et par blodvabler. Dem havde han tørlagt med en kuglepen - og en ordentlig whisky-brandert havde klaret de smerter, der havde været.

Aftensmaden var steg med dejlig brun sovs, fritter/kartofter og “dagens ært”. Det var stort set dagligt, at vi fik ærter - i mange afskygninger, f.eks. som pure til fish’n chips.

6. maj Kinlochleven - Fort William

Sidste etape på turen…. jeg føler mig lidt vemodig som altid, når en tur nærmer sig sin afslutning. Heldigvis har vi endnu 24 km foran os…

Med Kinlochleven liggende nær havets overflade og med en stejl opstigning til at starte med blev dagen til en af dem med fleste højdemeter (730 m op og 730 m ned), og på dette tidspunkt havde vi altså gået ca. 130 km siden starten i Milngavie. Endnu havde hverken kæresten eller jeg selv fået skader af nogen slags. Ømme ben og lidt ømme knæ et par gange, ja men så heldigvis heller ikke mere. En fantastisk følelse.

Turen op i terrænet gav endnu en gang nogle fantastiske udsigter. Vejret var perfekt med sol, varne og kun lette skypartier. Stadig ingen midges. Vi glædede os, for det ville betyde, at vi ville få udsigt til Ben Nevis, Storbritanniens højeste bjerg på 1344 m.o.h. Og sådan blev det også, dog først at at vi via de gamle militærveje var kommet gennem flere fantastiske dale og endnu flere for længst forladte huse. Frokosten blev indtaget med udsigt til Ben Nevis - en stor fornøjelse.

Endelig nærmede vi os Fort William, hele turens mål. Hvor var det godt, at vejret på denne den sidste dag var så godt, og at vi dermed fik så fremragende udsigter, for afslutningen på WHW blev lidt et antiklimaks. Pludselig kom vi fra skovstierne ud på en bred grusvej tydeligvis anlagt til lastbiler, så nærmede vi os Fort William, blev ledt ud til vejen ind i byen - og vupti stod skiltet der med den officielle afslutning på turen i byens udkant. Vi kunne da nok regne ud, at der ikke var lang vej tilbage, men et skilt a la.. du er nu kun 5 km fra dit mål.. nyd nu de sidste km i skoven. Bare lidt i den dur.

efter kinlochleven

På de sidste km på skovvejen kom der pludselig to yngre kvinder med barnevogne fra den nærliggende campingplads. Det var nærmest surrealistisk efter at have gået oppe i de uvejsomme bjerge. Da vi havde lagt dem bag os, drejede vi af for at følge afmærkede WHW-rute, mens de fortsatte ad vejen mod Braveheart Car Park (kan det hedde andet!!?). Det er derfor noget af en bet, at vi så 1-1½ km længere fremme igen så dem svinge ud fra skovvejen, så de igen var foran os, mens vi kom ad den officielle, men også længere rute. Sådan var det, og vi var jo ikke ude at vandre for at tage genveje.

Nå, sådan var det bare, og det var selvfølgelig med en stor glæde, at vi high-fivede til det selvkomponerede målfoto for en velgennemført tur. Nu skulle vi bare finde det andet afslutningssted inde i Fort William, for sådan et er der også. Siden skulle vi finde vort logi for natten og så ud at få noget at spise. Måske var vi heldige, at der i byen var levende musik. På den sidste mile inden byen, altså efter endnu en passage af de to kvinder med barnevogne, passerede vi i øvrigt sydafrikanske Claudia, en af dem, vi havde snakket med undervejs. Hun havde i den grad ondt i fødderne og kunne ikke følge med i vores tempo.

Jeg vil tro, at byens forretningsfolk måske har haft en finger med i spillet, for vi blev ledt hele vejen igennem byens gågade High Street til en bronceskulptur af The Weary Walker, en glad, men træt vandrer med ømme fødder. I granitstenene på den lille plads foran figuren var en indhugning (fræset) af hele West Highland Way med alle dens markante lokaliteter og byer. Flot - og pyt med at vi lige skulle igennem byen.

På denne plads ligger i øvrigt et yderst velplaceret spisested / bar The Great Glen, som tydeligvis er samlingssted for WHW-vandrere. Stedet var fyldt, og der var høj stemning. Kortet over de mulige slags fadøl så tillokkende ud. Vi endte også derinde, for pludselig kom vores tyske ven Ralf ud derinde fra. Han og konen Elke havde spist derinde inden deres tur tilbage til Edinburgh samme aften. Claudia stødte til os, og vi sad der en rum tid alle fem og hyggede.

Senere på aftenen var det ligesom, at det hele gik op i en højere enhed. Vi mødte på ny de to unge tyskere Maria og Patrick, som vi første gang så på Tyndrum Lower Station og i Oban, og dem spiste vi aftensmad med. Vi mødte også de tre skotske damer og de to friske skotske fyre, og sammen med dem alle fem var vi på Glen Nevis baren, hvor bandet Wonderland spillede. Jeg kunne her godt have ønsket mig noget traditionelt skotsk, men Wonderland spillede alt godt fra havet.. Rigtigt godt var det ikke, eller også skulle vi have haft nogle flere øl. Men pyt for vi fik en god afslutningssnak med vores vandrefæller.

7. maj Fort William - Edinburgh

Vi brugte hele dagen i byen inden vores tur tilbage mod Edinburgh. Det gav os mulighed for at besøge de adskillige og meget veludstyrede outdoorbutikker i byen, hvoraf jeg glædede mig over, at flere af dem var blandt de kædebutikker, jeg så i London i sommeren 2015, og som jeg anmeldte her i Outsite i artiklen Guide til Londons outdoorbutikker, nemlig både Mountain Warehouse, Cotswold Outdoor og ikke mindst Ellis Brigham - Mountain Sports.

Hvis man engang skal afsted på tur med udgangspunkt i Fort William, og kommer med fly til Edinburgh, er der altså ingen grund til at tage ind til byen der for at finde gas, for der er rigelig med muligheder i Fort William. Ellis Brigham og en anden kæde Nevisport, jeg ikke havde set i London, ligger meget tæt ved stationen.

Toget tilbage mod Edinburgh 17.30 viste sig at være aflyst. Heldigvis erstattede Scotrail toget med et par busser, der kørte forbi flere af de steder, vi allerede havde passeret, Glencoe, Devil’s Staircase, Kings House og Tyndrum, inden vi kom på toget i Crianlarich. Herfra gik det sydpå med en smuk, smuk tur forbi blandt andet Drovers Inn og Loch Lomond, inden togsporene fulgte andre søer og dale. Endnu en gang havde vi en fantastisk bus- og togtur.

Vel ankommet til Edinburgh fandt vi vores hostel, Castle Rock Hostel, som ligger kun ca. 100 m fra Edinburgh Castle. Vi fik et dobbeltværelse helt oppe under taget med udsigt over byens tage, dog i den anden retning end slottet. Også her på dette hostel havde værelserne navne, og vores hed Moulin Rouge Suite. Ikke nogen dårlig afslutning på kæresteturen. På hostellet havde man virkelig gjort noget ud af udsmykningen, for overalt var der billeder, rustninger eller andre ting, der bragte ens tanker i retning af det nærliggende slot.

Selv om klokken efterhånden var efter 23, gik vi trods de lavthængende skyer / tåge op til slottet for at ende på pubben Castle Arms 100 m fra vores hostel. Vi ville have en sidste pint. Stemningen her var høj, fordi en del af gæsterne fejrede bryllup. Hele tre mandlige gæster havde kilt på, mens bruden var i hvid kjole med sneakers. Selv om dagen havde været lang med den også 5½ time lange togtur, var vi rigtigt glade for den sidste tur i baren.

Hvad lærte vi af turen på West Highland Way?

Det er helt sikkert IKKE sidste gang, at vi har taget på en primitiv luksustur. At sove i en seng og kunne få et dagligt bad var skønt og godt for helbredet. At kunne gå nedenunder i stedets bar og dér spise ‘bar food’ og få en pint øl er nemt og enkelt og ikke dyrt, og så kan man sagtens overleve på den slags på en ti-dages tur, også selv om det eneste grønne på tallerkenen er dagens ærter.

Det er helt sikkert heller IKKE sidste gang, Skotland har været rejsedestination. Der er så smukt, og skotterne er herlige og gæstfrie. Tidspunktet først i maj 2016 var perfekt: ingen midges og kun lidt regn. Tager man toget, får man den mest fantastiske udsigt, men drik ikke Scotrails kaffe.

Det sociale aspekt af sådan en tur kan ikke undervurderes. Selv om snakken med de andre vandrere var så’n lidt sniksnak, var det hyggeligt, og det var sjovt at mødes undervejs og altså også til en slags afslutningsaften i Fort William.

Det kan svare sig at arrangere turen selv, for man slipper med det halve af, hvad etablerede turudbydere tager for deres service. Til gengæld koster det masser af forberedelsestid, men det hører med til enhver god tur. På en fast rute som WHW skal man til gengæld ikke læse meget kort. Men med de bestilte bookninger skulle vi nå frem. Intet må gå forkert, og det kan godt påvirke en mentalt.

Et medbragt telt ville have givet os en helt anden tur, en tættere-på-naturen-følelse og stillet os friere, men vi var glade for vores valg. At gå med under 10 kg var fantastisk.

Det er nødvendigt med en god, lang fortræning forud for en vandretur på WHW. Det slags afhænger selvfølgelig af den enkeltes evner og form, og selvfølgelig kan de fleste klare det, men oplevelsen af turen spiller helt sikkert sammen med ens form. Ruten er lang, stenet og udfordrende, og dagsetaperne er ganske lange, så træn, træn og træn.

whw traeskilt

Information

Den officielle hjemmeside: West Highland Way www.west-highland-way.co.uk/home.asp
Walkhighlands: Side med kort og højdeprofiler. Udførlige etapebeskrivelser www.walkhighlands.co.uk/west-highland-way.shtml

 

Transport
Tog - Scotrail: www.scotrail.co.uk 
Bus - Citylink: www.citylink.co.uk 

Overnatninger
Hotels.com 
Hostelworld.com 
Booking.com 
Drovers Inn: www.thedroversinn.co.uk 

Grej
Beatons Midge jacket. Forhandler af midgeskjorte og midge-midler: www.midgejacket.co.uk/ 
Outdoorbutikker i Fort William: Mountain Warehouse, Cotswold Outdoor, Ellis Brigham samt Nevisport

Midge- og vejrudsigter
Meteorologisk institutt, Norge: www.yr.no 
Det britiske The Met Office: http://www.metoffice.gov.uk
Smidge-produktet, som “alle” anbefaler. Siden har også en 5 dages “midge-vejrudsigt”: www.smidgeup.com/midge-forecast/ 

Eventuelle kommentarer er meget velkomne. Jeg svarer gerne på konkrete spørgsmål, der kan postes i tråden.

 

Brugervurdering: 5 / 5

Stjerne aktivStjerne aktivStjerne aktivStjerne aktivStjerne aktiv
 
Log-på for at kommentere

Hovedsponsorer

Friluftsland b wild EventyrsportStor fjeld & fritid
pro-outdoor holbæk bjergkaeden rabat friliv.dk rabat spejdergear banner
vandregrej dk outdoor45 rabat    

Samarbejdspartnere

msr logo teva logo lille Jetboil logo sea to summit logo lille
montane logo Tentipi ExpedAnnonce AclimaAnnonce
Yeti Nordisk fjallraven logo 283px Primus
Hilleberg the tent maker osprey rygsaek Trangia mountain equiptment
summit to eat logo ab camping og outdoor udstr STMNy odex
immeln kanotcenter logo lille robens GrowersCup logo waternlife logo

Outsite.org - Frisk luft på nettet - © 1995-2019 - Betingelser - Kontakt os - Foreningen Outsite - Medie info

Outsite er drevet af frivillige og du kan støtte vores arbejde her... - Ingen tests, anmeldelser o.l. er økonomisk støttet, men baseret på godt samarbejde med producenter, importører og butikker.