outsite vandre og friluftsliv                                                               Paa tur med outsiteOutsite frisk luft paa nettetOm Outsite frisk luft paa nettetoutsite tv outdoor youtube kanal

Outdoor forum

Flere emner »

Hvem er online

Vi har 342 gæster og et medlem online

Log ind

Brugervurdering: 5 / 5

Stjerne aktivStjerne aktivStjerne aktivStjerne aktivStjerne aktiv
 

West Highland Way

Efter flere år med Laplandsture stod en vandretur på West Highland Way på programmet i foråret 2016. Min kæreste Helle og jeg havde en en fantastisk tur, som vi vil anbefale til alle og enhver. I artiklen her kan du læse om vores planlægning, vandreturen og dens højdepunkter. vandretur west highland way

Hvorfor nu Skotland, når alle ta’r til Lapland?

En artikel i et magasin gav mig den oprindelige inspiration til turen West Highland Way. WHW går fra Milngavie, en bette landsby-agtig forstad til Glasgow, og som ender nordpå i byen Fort William. En inspirationskilde for os begge er det skotske band Runrig, hvis meget kendte sang “Loch Lomond” omhandler den sø, vi skal bruge ca. to dage på at passere.

WHW er på i alt 96 engelske miles - ca. 154-56 km. De deles typisk op i 7-8 vandredage, hvor de fleste har en overliggerdag undervejs. Gennemsnitligt går man altså ca. 22 km/dag, men det dækker over udsving fra 15 til 32 km.

kort over West Highland WayPrimitiv luksustur

Kæresten og jeg bestemte os for at gå turen med start sidst i april 2016. Kristi Himmelfarts fridagene først i maj ville gøre turen “billigere” i fridagssammenhæng. Vigtigst af alt var imidlertid to helt andre ting, nemlig for det første at vejret i Skotland er relativt mere tørt tidligt på sæsonen, og for det andet fordi det skotske højlands blogsugende midges forhåbentlig endnu ikke var vågnet op til dåd.

Vi valgte at gøre turen til en slags primitiv luksustur. Hvor mange medlemmer her på Outsite sværger til teltture, tilvalgte vi andre luksuriøse aspekter af friluftslivet. De mange kilometre ville vi gå, men vi bestemte os for at overnatte på hostels, B&B, kroer og måske også et hotel. Netop WHW lægger op til det, fordi der undervejs er mange muligheder. Vi ville have det hele med, også mødet med “the locals” i krostuerne, og dét gjorde vi.

The Drovers Inn i Inverarnan

Flere danske tur- og rejseudbydere arrangerer ture til WHW, hvor alt er tilrettelagt, og man blandt andet kan få kørt ens bagage. Vi så på vores første overnatningssted nogle store kufferter, der skulle køres, og hvor vandrerne så kun skulle gå med en dagsturssæk. Senere så vi de flere af biler, en fremragende måde at se muligheder i turismen. Jeg ved jo, at Marlon Cramers, mangeårigt medlem af Outsite, har etableret Møns Budservice, der tilbyder samme mulighed, når vi skal opleve Camønoen, den nye vandrerute på Møn.

På en eller anden måde oplevede jeg det på samme måde, som når jeg på cykelstierne møder el-cyklisterne med høj cigarføring og lav puls, og hvor jeg bekræfter mig selv i, at min 7-gears cykel-natural er ‘the real thing’. Men da både el-cyklerne og de bilbaserede skotske sherpaer får flere ud i naturen, nøjes jeg med at glæde mig over det;

Ved at planlægge det hele selv kom vi af med under det halve af, hvad andre turudbydere tager for turen Hvor meget vil du sikkert tænke..? Faktisk kun lidt over 5000 kr. for os hver især for fly, bus- og togtransport i Skotland samt 9 overnatninger i dobbeltværelse og morgenmad hver dag, plus aftensmad og frokost et sted. 6500 kr. blev den samlede udgift, når alt er indregnet. Billigt for en sådan tur i mine øjne.

En god tur skal planlægges tidligt

Det kræver ikke meget kortlæsning at planlægge selve turen ad The West Highland Way. Jeg havde i forvejen købt et par bøger om ruten, der viste sig at være godt afmærket. Den officielle og ret så gode WHW-bog med kort fandt jeg til 250 kr. hos Nordisk Korthandel i København, mens jeg købte en fysisk mindre direkte fra et engelsk forlag. Vi tog begge med på turen trods vægten på 450 gram. Det kan ikke svare sig at købe andre og meget detaljerede kort. Til gengæld giver det god mening at købe et kort i vejrbestandigt materiale.

Allerede i efteråret blev flybilletterne til Edinburgh købt. 1200 kr. med EasyJet. Resten måtte så komme til i vinterens løb ud fra en forventning om, at vi sagtens kunne vente…. for så mange ville vel ikke tage afsted på det tidspunkt. Hmmm…

Da vi tog fat på detailplanlægningen i februar-marts, viste det sig imidlertid, at ganske mange steder allerede var godt booket. Det vakte nogen undren, så vi skulle helt klart være startet tidligere med planlægning af overnatningerne.

Da vi gik turen, fandt vi ud af hvorfor…. Ikke kun fordi der var en del tyskere (de har også fri Kr. Himmelfart), men også fordi skotterne selv var trukket i vandretøjet (nej, vi så ikke nogen i kilt på ruten men flere på kroer og barer). I Skotland var der May Day (deres 1. maj) om mandagen, og da der om torsdagen var valg til det skotske parlament, gav også det flere vandrere i sporet. Også i Skotland afvikles valget mange steder på folkeskoler.

I og med at det typisk tager 7-8 vandredage at gå WHW, vil de fleste vælge at starte om fredagen eller om lørdagen. Det betyder, at der er et slags “færgetræk” af vandrere, hvor mange når de samme pitstops undervejs. Har man mulighed for at starte forskudt, vil det klart være nemmere at finde overnatningssteder.

WHW har en officiel hjemmeside med adskillige “overnatnings”links, men jeg blev nødt til at benytte både Google og Google Street View for at finde alternative B&B’s, når nogle steder viste sig at være optaget. En af dagene var vi nødsaget til at tage en bus til et hostel i Glencoe, altså væk fra ruten. At dét så var en fantastisk bustur på ½ time, er noget helt andet. Vi havde i forvejen læst om Glencoes fabelagtigt smukke natur, og beskrivelserne holdt.

Glencoe har også en meget markant plads i den skotske historie og selvforståelse i forhold til England, hvilket vi ikke anede noget om, men det er jo altid rart at blive klogere, som da vi dagen efter kom forbi et mindested for The Massacre of Glencoe.

Jeg kunne flere gange ikke lade være med at tænke over, hvor nemt det ville være bare at slå teltet op i stedet for at skulle nå bussen, men lige præcis den eftermiddag havde vi turens eneste markante regnvejr, så jeg priste mig lykkelig over udsigten til endnu en seng og et varmt bad.

De mange overnatningssteder blev bestilt direkte på stedernes egne hjemmesider, men ellers via Booking.com, Hotels.com, Hostelworld.com og den skotske vandrehjemsorganisation SYHA. Det var omstændeligt med de forskellige tilgange men altså væsentligt billigere end, hvis man køber turen andetsteds.

Det samme gjaldt i øvrigt togturen fra WHW’s målby Fort William til Edinburgh. I forventning om, at vi ville kunne klare vandreturen, købte jeg den 5 timer lange togtur hjemmefra med en ikke-refundérbar billet til £ 38. Besparelsen var til at tage at føle på, nemlig hele £ 60.

Træning og forberedelse er et must

Hvor lommeuld kommer af ingenting, er det ikke på samme måde med en god vandretur. Den slags skal forberedes i god tid, og det gjorde vi ved at gå lange ture gennem hele vinteren.

Jeg tilbyder sammen med en vandreven Bodil Bach fb-gruppen #vandrefolket (hjemmeside af samme navn), og der tilbyder vi folk at deltage i blandt andet dagsture på 15-25 km primært i det østsjællandske og i Sydsverige. Vi har begge brugt de mange ture som træning til vores respektive forårs- og sommerture. Vi har opsøgt bakkerne og hellere gået over dem end rundt om.

De seneste måneder forud for WHW-turen intensiverede vi træningen med fuld vægt i rygsækken. Det at lægge mere vægt i rygsækken og vandre med den kan anbefales, så kroppen vænner sig til belastningen i skuldre, hofter og bentøj.

Vi tog en række ture i Hareskoven, der rummer så mange fede bakker med gode muligheder for at få pulsen i vejret. Andre skovgæster har nok undret sig over vores ture op og ned ad bakkerne igen og igen, men da vi fortalte dem om Skotlands-eventyret, fortalte indtil flere om deres egne ture og bifaldt vores ihærdighed.

Vi brugte vandrestave, kæresten nogle Komperdell Titanium, jeg med et par engelske Pacerpoles. Jeg havde også mine Pacerpoles med på Kungsleden i august 2015 - en rigtig god oplevelse. Kæresten, der ikke før har gået med stave, følte sig under fortræningen flyvende med det samme og oplevede en fantastisk symbiose med stavene; som en naturlig forlængelse af sine arme. Jeg husker mine egne spæde skridt med stave som kluntede - måske fordi jeg tænkte for meget over, hvordan jeg skulle gå i stedet for bare at gøre det.

Ingen af os fik undervejs i Skotland problemer med vores knæ eller ankler, og det vælger vi at tilskrive vores træning, stavene og også for-pleje af fødderne.

Forebyggelse af skader og bid

Man kan bruge en del tid på at kloge sig på nettet om tøj, grej og alskens vidundermidler. Det gør jeg. Producenternes egne beskrivelser øjner jeg igennem, men det er brugervurderinger som nu her på Outsite, i blogs og fb-grupper, som jeg finder mest anvendelige. I år faldt jeg for flere, som jeg måtte investere i forud for turen:

For det første den lækre fodcreme “Gerlachs Gehwol extra”, som er berømmet i flere engelske blogs og sider. Gehwol skriver selv om cremen: Intensiv plejende fodcreme til belastede og krævende fødder: desinficerer huden og virker alsidigt: mod brændende fornemmelse i fødderne, fodsvamp, fodlugt, hård hud, sår og vabler.

Det var herligt at bruge den om aftenen, og jeg kan anbefale den på det varmeste. Selv kæresten, som ellers har sine favoritter, fandt Gerlachs Gehwol mere end god: den er tyktflydende, den bliver opsuget af huden men efterlader også noget udvortes, den virker kølende og lugter endda godt. Hvad mere kan man ønske sig ! 50 kr købt hos firmaet nu3.dk.

Jeg valgte for det andet at gardere mig mod gnavsår ved at købe en stift Body Glide hos Ib og Knut i Outdoor Rødovre. Stiften beskytter huden mod slid- og gnidningssår og bruges af mange løbere. Jeg ville nemlig undgå en gentagelse af sidste års smertefulde oplevelse på Hærvejen, hvor jeg dels med markante vabler fra de første dages asfaltvandring, dels med gnavsår fra underbukserne stavrede rundt i Nørre Snede i min søgen efter lindrende midler. Det lykkedes på apoteket, men da lindringen først kom efter nogle timer, valgte jeg at fortsætte i løsthængende underbukser, da vi igen var ude på ruten på vej mod nord. Det ville jeg gerne undgå en gentagelse af, og da stiften her kun vejer 12,8 gram, var den ekstra vægt ikke noget problem. Jeg tog den aldrig i brug.

Jeg har tidligere omtalt midges. Det er nogle små insekter, der martrer mange vandrere. 1 mm lange er de og med et max vingespænd på 2 mm. Nogle små sataner, der huserer i højlandet og det vestlige Skotland, altså lige præcis der hvor WHW går. Deres primetime er om morgenen og sen eftermiddag og i gråligt vejr, og forskere har fundet ud af, at de foretrækker mørkt tøj. Midges omtales altid som noget, man skal gardere sig imod, så dét gjorde vi. Midges er faktisk så irriterende, at firmaet Beaton's Midge Jackets har lavet en egentlig skjorte / jakke i tætmasket myggenet. De er faktisk så små, at mange traditionelle myggenet nærmest har for stormaskede net. Det skotske mærke Highlander tilbyder et godt net til hovedet.

To myggeprodukter er særligt virksomme, nemlig Smidge og “Avon Skin So Soft”. Det nytter derimod hverken at medbringe de danske myggemidler eller dem med DEET. Både Avon og Smidge fås i mange butikker til henholdsvis £ 5,5 og £ 8.

De planlagte dagsetaper

Som nævnt er West Highland Way 156 km lang. Med 8 dage til at gennemføre turen og en hviledag gav detailplanlægningen sig selv, når vi samtidig ikke skulle overnatte i telt.

KM Mål for etape Overnatningssted Type
19 Milngavie-Drymen The Winnock Hotel Hotel
24 Drymen-Rowardennan Rowardennan Lodge Hostel
22 Rowardennan-Inverarnan Drovers Inn Kro
20 Inverarnan-Tyndrum (til Oban) Corran House Hostel
0 Oban - hviledag Corran House Hostel
32 Tyndrum-Kings House (til Glencoe) Glencoe Youth Hostel Hostel
15 Kings House-Kinlochleven The Tailrace Inn Kro
24 Kinlochleven-Fort William 6 Caberfeidh B&B

I næste uge kommer næste del af serie i 4 dele: Pakkeliste til West Highland Way

Log in to comment


Panie's profilbillede
Panie svaret på emne: #2 1 år 2 uger siden
Spændende læsning, glæder mig til mere.
Hvis nu man vil vælge at telte i stedet ville det så være muligt. Jeg tænker på om man godt må, alá allamandsretten ?
Og blev i helt forskånet for mødet med midges ?
Søgaard's profilbillede
Søgaard svaret på emne: #3 1 år 2 uger siden
Skotland har en Outdoor access code, der i stor udstrækning svarer til den svenske. Der er dog begrænsninger langs Loch Lomond. I en afsluttende del af artiklerne er der en liste med links, men kig nærmere på denne side www.outdooraccess-scotland.com/Practical-guide/public/camping
Vi mødte IKKE EN ENESTE midge undervejs. Jeg tænker, at det kølige vejr har gjort sit til det.
Milho's profilbillede
Milho svaret på emne: #4 1 år 2 uger siden
Tak for artiklen Thomas. Nu har jeg jo snydt lidt i forvejen, da jeg har lagt artiklerne på Outsite. Derfor vil jeg gerne anbefale at holde øje med Outsite de næste 3 lørdage, da der virkelig er god læsning.

Du skriver at turen kostede ca. halvdelen af hvad andre turudbyderede kunne klare. Det er jo ret mange penge at spare. Da mange dog har stressede hverdage og måske ikke så trænet i planlægningen af vandreture, kan du så give et estimat over hvor lang tid du/I har planlagt?
Jeg kan forstå (og ved) at det tager langt tid at planlægge ture, men 10000 kr. for en vandretur, uden guide (?), på en godt afmærket rute lyder i mine ører som meget...
Søgaard's profilbillede
Søgaard svaret på emne: #5 1 år 2 uger siden
God pointe: Hvor meget forberedelsesarbejde skal man lægge, hvis man vil spare de 5-10.000 kr., som andre tager mere, end det kostede os.
Et groft estimat: mindst 4-6 aftener med læsning af andres erfaringer, fremfinden af links til fly, bus, tog og overnatningssteder samt korresponderende transportforbindelser.
Hvis man vil afsted i telt, er det betydeligt hurtigere at planlægge. Jeg vil alligevel anbefale, at man starter tidligt med det, for jo tidligere man køber togbilletter, desto billigere får man dem.
Det er klart, at jeg lagde mange timer i planlægningen, lige som man gør ved de fleste ture. Skulle jeg afsted en anden gang, var det langt nemmere.
Nora's profilbillede
Nora svaret på emne: #6 1 år 2 uger siden
Altid tage masser af myggebalsam , når du går vandreture i Skotland!
Milho's profilbillede
Milho svaret på emne: #7 1 år 2 uger siden
Ok, på mig er det helt klart 5-10.000 kr værd. Det er jo også hyggeligt at planlægge og så får man info meget bedre ind på lystavlen :)

Vi bruger cookies

Jeg forstår.

Hovedsponsorer

Friluftsland b wild EventyrsportStor pro outdoor rabatkode og outdoor udstyr
OutdoorProLogo OutRoedovre stor friliv.dk rabat tentsile connect
Vandregrej stor FNE Outdoor BannerAlphastore tentsile
Kungsleden Abisko Kebnekaise SingleCover UrbanOutdoor

 Guide til Kebnekaise

outsite medlemskab

Sponsorer

Klatregrej stor Fjeld-og-fritid vandfilter net

 

outsite vandre og friluftsliv

Bliv sponsor på Outsite.org

Samarbejdspartnere

fjaellraeven udstyr Nordisk STMNy ab camping og outdoor udstyr
Primus Yeti Tentipi Lifestraw2
All Out GrowersCup logo

The Good Karma

Calazo
ImmelnPartner AnnonceSuunto Odex WXWileyx 2
  CasioProTrek   ExpedAnnonce   AclimaAnnonce  

Outsite.org - Frisk luft på nettet - © 2002-2017 - Betingelser - Kontakt os  - Foreningen Outsite 

Outsite er drevet af frivillige og du kan støtte vores arbejde her... - Alle artikler, tests osv. er ikke økonomisk støttet men baseret på godt samarbejde med producenter, importører og butikker.