outsite vandre og friluftsliv                                                               Paa tur med outsiteOutsite frisk luft paa nettetOm Outsite frisk luft paa nettetoutsite tv outdoor youtube kanal

×

Fejl

There was a problem loading image aad4e368bbdc3634ff029229.jpg

Vandring i Peru

Tur i Peru i sommeren 2007 satte jeg for første gang mine fødder på det sydamerikanske kontinent. Rejsen havde været lang og startede med nogle livagtige billeder af de berømte Andesbjerge for mit indre øje. Med vilde gletchere, imponerende toppe og indiansk folklore i afsides farverige landsbyer, hvor der spilledes fortryllende panfløjtemusik. Andesbjergene. Smag blot på ordet! Det klinger af noget eventyrligt. Forestillingen endte med at blive til en plan.

Optakt

Baggrund

Jeg har hovedsageligt vandret i Skandinavien; og selv om jeg for år tilbage, under et ophold i Østafrika, foretog nogle ture der, var det trods alt et spring.

Havde nok først tænkt mig at rejse alene; men lidt tilfældigt var der pludselig en følgesvend. Jeg traf ham på den gruppetur i Jotunheimen, som jeg har beskrevet i en anden artikel her på Outsite. Der var altså ikke noget langt forudgående bekendtskab bag. Men jeg vidste, at Jotunheimturen  var hans første fjeldtur!

Inden afrejse

Og hvor er det så lige, man starter – i en verdensdel, om hvilken man trods alt kun har vage forestillinger. Såmænd startede jeg her på Outsite med et indlæg om Sydamerika. Forespørgslen handlede om Peru og Bolivia, hvor den anbefalede periode til treks er maj-september, hvilket betød noget, da jeg var afhængig af skolernes sommerferie. I vores sommer er det vinter der, så treks i bjergene længere sydpå var ikke ideelt.
Tipsene forekom i første omgang som en ren jungle. Men ved læsning i de foreslåede engelske guidebøger, begyndte der at tegne sig et billede. Begrænsningen var svær. Når man endelig rejser så langt, vil man sørme have det hele med – og helst på samme rejse. Men planen om Peru-Bolivia indskrænkede sig til at hedde Peru. Og efterhånden begrænsede det sig også til to treks, nemlig Salcantay-trekket på 5 dage og Circuito de Huayhuash på 12 dage, foruden et ophold ved Titicacasøen. Forestillingen om selv at arrangere sine treks blev efterhånden også reduceret til at købe treksene færdigarrangerede af lokale selskaber, som der jo er en tryghed i, når forholdene er fremmede. For at være sikre på, at kunne komme på de ønskede treks, blev de booket hjemmefra over nettet.

Jeg fik vist ikke nævnt, at jeg i sæsonen forud for rejsen gik til spansk på begyndertrin.

Entréen i landet

Rejsen kom til at finde sted fra 30. Juni til 30. Juli 2007. Vi landede i Lima sent på aftenen, og som vi var blevet rådet, havde vi booket hotel og aftalt afhentning i lufthavnen med hotellet i den berygtede lufthavn der (p.g.a. uofficielle taxavognmænd med tvivlsomme hensigter).

En slags agent, der kom på hotellet kom os til hjælp, da det offentlige transportsystem er uigennemskueligt, når man lige er faldet ned fra månen. Ingen central busstation - ingen steder, hvor man kan få generelt overblik. P.g.a. stor afstand og meget natkørsel, endte vi med at købe flybillet til Cuzco (den så vi rent fysisk; men et par busbilletter, som vi købte til senere brug, så vi aldrig).

Offentlig transport

Bortset fra uoverskueligheden har jeg dog kun rosende ord til overs for den offentlige transport i Peru. Det fungerede generelt laaangt over al forventning. I modsætning til Østafrika eksisterer der her køreplaner, som også følges rimeligt. Vejene var gennemgående også af god standard. Asfalt næsten overalt. Og der er moderne busser med en service, som man kan kigge langt efter herhjemme! I byområderne kører man i taxa til latterligt små beløb.

Kort-over-Peru

Cuzco

Vi havnede i Cuzco, der ligger i 3400 meters højde i den sydlige del af Peru og måtte her bruge et par akklimatiseringsdage inden det første trek, Salcantay-trekket. Det er en befrielse at lande her i frisk bjergluft, efter godt et døgns tid i den smogfyldte storby, Lima, med over 8 mill. indbyggere. Cuzco er en smuk og venlig folkloristisk by, og den er omgivet af smukke bjerge. Og så er den inkaernes gamle hovedstad. Masser af smukke gamle bygninger. Åbne mennesker, der ser turisterne som en mulighed, også i større perspektiv end ved at være aggressive gadesælgere!

Vi boede på Niños Hotel 2, et sted, der er etableret af et hollandsk par for at skabe overskud til at hjælpe trængende gadebørn. Et varmt og venligt sted, der betjenes af rare unge mennesker, der er blevet hjulpet op fra gaden her. Det blev til 3 dage i ro her.

Og bl.a. en interessant og meget smuk bustur til ”The Sacret valley of the Incas”. Kan absolut anbefales, hvis man har lidt tid her.

Salcantay-trekket

Peru-2007-088

En tidlig morgen, kl. 4.45 blev vi afhentet på hotellet af selskabet, som vi havde booket Salcantaytrekket hos. Sådan gør man med turister her – afhenter dem på deres indkvartering! Efter endnu en utrolig smuk køretur på nogle timer, kunne vi starte trekket fra landsbyen Mollepata.

Hvad er Salcantary-trekket

Dette trek, der går igennem bjergkæden Vilcabamba, er et alternativ til den berømte Incatrail, der er blevet overbelastet af mange menneskers færden på den. Incatrail er derfor blevet pålagt begrænsninger for færden af den peruanske regering. Max. 500 personer pr. dag. Dette betyder ventelister på flere måneder, og at mange derfor opgiver at vandre på Incatrail. Det er kun tilladt at færdes på Incatrail i grupper med guide. Vandring på Incatrail tager 4 dage.
Salcantay-trekket er blevet aktuel som et alternativ. Den slutter som Incatrail ved den velbevarede inca-ruin-by, Macchu Picchu, men starter et helt andet sted og har et noget anderledes forløb. Ikke mange historiske steder, men derimod en udpræget flot naturvandring, der i højder veksler mellem 4600 og 1600 meter, hvilket gør den meget varieret, idet man passerer gennem skiftende naturtyper fra sneen til regnskoven. Varighed fra 3-5 dage, bl.a. afhængig af, hvor meget, man medtager i vandringen, idet der er transportmulighed det sidste stykke. Trekket kan gås i grupper eller på egen hånd. Der er officielle teltpladser undervejs. Som noget nyt nu også et par refugier med mulighed for indendørs overnatning.

Trekket starter i 2800 meters højde, og på 1½ dag stiges til 4600 m (i passet ved Salcantay-bjerget, 6400 m). Herefter går stort set resten af trekket ned ad. Efter overnatning i Aguas Calientes brat opstigning til Macchu Picchu (hvis bussen ikke vælges i stedet).

Vort Salcantay-trek

Første dag mest ad et sandet hjulspor til lejrpladsen Soraypampa, der ligger lige før opstigning til passet mellem Salcantaybjerget (6400 m) og et andet stort bjerg. Langstrakt jævn opstigning hele dagen og høj sol og varme hele dagen. Natten derefter var det nattefrost. Vi lå i 3600 meters højde.

Peru-2007-093
Vi var 6 trekkers på turen, foruden en guide, en hestemand, en kok og en kokkeassistent. Det meste bagage på hesterygge - så vi selv kun skulle bære til dagens fornødenheder, bl.a. rigeligt med vand, som her købes på flasker. Mad om aftenen i spisetelt. Fornemt!

Næste morgen 3-4 timer med opstigning til passet i 4600 meters højde. Her fik Hans Werner alvorlige problemer med luften og måtte hjælpes med ilt (som guiden fra en anden gruppe tilfældigvis havde med) og transport på hesteryg over passet. Herefter fortsatte han på egne ben. På resten af vandringen gik det mest nedad - til Santa Theresa i 1600 meters højde. Men han var udmattet de næste dage.

Peru-2007-098

Efterhånden kom vi ned i skovområder med spredte beskedne quechua-bebyggelser med køer og senere dyrkning af forskellige frugter og kaffe. Overnatning på etablerede lejrpladser, hvor også andre selskaber logerede. Jo længere, vi kom nedad, jo hyppigere blev de beskedne bebyggelser, og ofte havde beboerne oprettet boder med drikkelse og snacks langs stien, som vi benyttede os af. Man lærer at benytte sig af turisterne på en konstruktiv måde.

Peru-2007-109

Dalen, som vi gik igennem blev dybere og dybere og frodigere og frodigere. Vi fik således et særdeles varieret trek.

Det sidste stykke på tredjedagen kom vi dog til vej og blev transporteret ad en smal gruset vej gennem tæt urskov til Santa Theresa, hvor vi overnattede på en simpel campingplads. Her kørte vi gennem floder og måtte bakke for modkørende.

Ved Santa Theresa var der mulighed for at svømme i varme kilder. Herligt!

4. dag via tovbane over en bred flod og herefter gennem et stykke af Urubambadalen til Aguas Calientes, hvor overnatning på hotel. Aguas Calientes, der ligger nedenfor Macchu Picchu, er selvsagt et stort turistmekka med bl.a. den berømte turistbane fra Cuzco til Macchu Picchu. Her lidt luksus med hotelovernatning.

Macchu Picchu

Peru-2007-161

Mødtes om morgenen kl. 4 til morgenmad. Herefter opstigning til Macchu Picchu. Opstigningen ad den lange trappe op ad bjerget skal man have med! Ellers kører de mange busser i pendulfart.
Macchu Picchu er meget opreklameret, men er faktisk også en stor oplevelse, når man er der. Macchu Picchu er et land for sig. I hvert fald får man et stempel i sit pas, når gør sin entré der. Stedet er netop blevet udnævnt som verdens fjerde største arkæologiske under, hvilket pirker til peruanernes nationalitetsfølelse og næsten har skabt en folkefest.

De solide mure, hvor stenene er så nøjagtigt tilhuggede, at det end ikke lader sig gøre at stikke et stykke papir imellem dem, var i stand til at modstå jordskælv, hvad ingen senere bygninger har været. Der er adskillige templer, bl.a. Kondorens Tempel. Forskellige dyr og fugle, som havde betydning i inkaernes verden, har lagt navne til templerne. Nogle teorier går ud på, at Macchu Picchu fungerede som et rekreationssted for overklassen i inkariget.

Peru 2007 172a

Som et af de eneste levn fra inkatiden, blev Macchu Picchu ikke jævnet med jorden, da spanierne gjorde deres indtog. Måske fandt de den ikke – ingen ved. Beliggenheden er utrolig, beliggende et højt sted – man må op ad stejle bjergsider for at komme til den. Der er bygget trapper hele vejen op.

Jeg var også på Waynapicchu, som er den store knold, der ligger bag ruinbyen (ses på de typiske billeder af byen - flot og stejlt!) Selv her oppe var der inkaruiner og en stejl trappe hele vejen op.

Peru 2007 197a
Til sidst med den famøse turistjernbane og senere bus over en umådelig storslået højslette til Cuzco.

Alt i alt et flot og afvekslende trek med store naturoplevelser, men også kulturelt indblik undervejs i et storslået land med store kontraster.

Transportstrejke og demonstrationer

Da vi sluttede Salcantaytrekket, var der blevet transportstrejke i Peru; og transporten tilbage til Cuzco blev afviklet, om end ikke helt efter planen. Dagen efter ankomst til byen, ville vi have været med bus til Puno, der ligger ved Titicacasøen på grænsen mellem Peru og Bolivia, men der var ingen bus de næste par dage. Til gengæld kom vi til at opleve en dag med næsten stilstand i byen, ingen biler på gaden, men derimod en masse gående og demonstrationer med mange mennesker. Det foregik fredeligt og behersket. Ikke tegn på indgriben fra myndigheder. Vi blev dog aldrig helt klar over, hvad der foregik, men det virkede som om, den 11. juli var noget, der var planlagt forud. Utilfredshed med den nyvalgte præsident, som dog vist mest var valgt for at undgå et værre alternativ. Generelt virkede det som om, befolkningen i Peru frit turde udtrykke sig og ikke havde noget at frygte derved.

Ændring af rejseplan

Da busstrejken i Peru udsatte vores rejse til Titicacasøen, forudså vi efterhånden, at det ville blive for knebent med tid til denne tur, hvis vi også skulle nå vort trek i Huayhuash, som vi havde bestilt fra d. 16. juli. Så vi endte altså med at droppe Titicacasøen.

Rejsen fra Cuzco til Huaraz

...gik i to etaper. Først Cuzco-Lima, en køretur på ca. 20 timer, og efter overnatning her en ny bustur på 8 timer inden ankomst til Huaraz. Afstandene er store, idet Peru er større end Spanien og Frankrig til sammen - ud over naturligvis, at kuperet terræn tager tid på køreture.

Busserne i Peru er rimeligt præcise, og vejene på de store stræk er rimeligt gode. På de lange stræk har man store luksusbusser, nogle af dem er dobbeltdækkere. Der er stewardesse om bord til at servicere de rejsende med mad og drikke, toilet samt video til adspredelse undervejs. Der spilles også undervejs en omgang bingo med mulighed for at vinde en gratis returrejse. En udmærket mulighed for at få øvet tallene på spansk.
Peru 2007 211

Bureaukrati: Ved afrejsen tog det en uhyggelig tid at komme afsted p.g.a. en uhyre bureaukratisk form for administration, incheckning af bagage! – og sikkerhedscheck! – som var det et fly, vi skulle med. Men vi kom da afsted og kan herefter ikke klage over servicen.
Vi startede på første bustur kl. ca. 20, og det var næsten igen aften, da vi var fremme i Lima. Undervejs kørte vi ikke blot gennem høje bjerge, men også i timevis gennem ørkener, der lige så godt kunne have ligget i Arizona og forbi frodige oaser, hvor der dyrkedes bananer, kaffe, appelsiner, citroner, sukkerrør, vin og meget mere.
Taxa til Miraflores. Trafikken i Lima er et kapitel helt for sig! Hektisk. Det gælder om at mase sig frem, hvis man ikke selv vil mases. Ofte er det et under, at der ikke sker kollision.

Peru 2007 231a

Fik indkvartering hos en dame i Miraflores, der er den rige bydel, hvor man forskanser sig bag jerngitre med skarpe spidser øverst og elektrisk strøm! De kunstfærdige jerngitre er dygtigt smedehåndværk.

Flot køretur til Huaraz dagen efter. Først sandede områder langs kysten, og senere stigning til en stor flot højslette i 4000 meters højde med udsyn mod den hvide bjergkæde, Cordillera Blanca.

Og så fik vi for resten plads helt i front på dobbeltdækkerens overetage og havde derfor godt udsyn.

Byen Huaraz

Huaraz ligger godt 3100 m.o.h.. 8 timer fra Lima. Vi fandt et lille hyggeligt hostal, Auberge Ishinca, beliggende i en lidt simpelt udseende bydel. Men der var rent og pænt, og vi blev behandlet familiært. Den eneste mangel på værelset var et vindue, hvor man kunne kigge ud. Der var sågar fjernsyn. Pris: 20 dollars pr. nat for et dobbeltværelse. Stedet blev en slags base i Huaraz, når vi ikke var på trek. I det hele taget viste alle i byen sig fantastisk hjælpsomme.

Peru 2007 258a

Huaraz ramt af jordskælv

Huaraz blev i 1971 ramt af et voldsomt jordskælv, der næsten jævnede byen med jorden og dræbte en stor del af dens befolkning (det skal have drejet sig om ca. 70.000 mennesker). Genopbygningsarbejdet har varet næsten alle årene siden. Der er kun en ganske lille smule tilbage af den gamle bydel. Katedralen er endnu ikke fuldt renoveret.

Optakt til “Circuito de Huayhuash”

Peruvian Andes Adventures

Også på "Peruvian Andes Adventure"'s kontor, hvor vi havde bestilt trekket, blev vi hilst velkomne. Man huskede vore navne fra mailkorrespondancen, hvor vi allerede havde fået en del tips inden ankomst. Bureauet drives af familien Morales. Brødrene driver det videre efter deres far; og Anne på kontoret (kommer fra New Zealand) ordner gladeligt de rejsendes problemer, også med ting, der ikke lige vedrører selve trekket. De arbejder professionelt og står ikke på nogen måde tilbage for et dansk selskab, som f.eks. Topas. Efter rejsen sendte de f.eks. et evalueringsskema, helt som efter moderne vestlig kotume. De arrangerer hikes, treks og bestigninger i Huayhuash og Cordillera Blanca.

Transport til startstedet

Vi havde en dag til at få ordnet forskellige løse ærinder; og derefter startede det sidste 12 dages trek så.

Det vil sige: Vi begyndte med at køre en tur på 5-6 timer. Den sidste halvdel af vejen, hvor vi kørte i et meget afsides område, krævede både et robust køretøj og en chauffør med særlige evner. Det var en grus- eller rettere stenvej med dybe huller samt dybe afgrunde uden afskærmning, med spinkle træbroer over vandløb og en enkelt gang kørte vi direkte gennem floden. Til sidst endte vi ved landsbyen Llamac, hvor vi overnattede på sportspladsen. Teltene blev slået op, mens poderne spillede fodbold.

Peru 2007 275a

Selve trekket

Organisering

Her begyndte trekket så næste morgen. Gruppen bestod af 6 trekkers. Et par fra USA, en mand fra Schweiz og en mand fra Italien foruden altså Hans Werner og jeg. Vi havde en guide, Marco, fra ”Peruvian Andes Adventures”. Desuden et hold porters, bestående af en kok, to kokkeassistenter og et par stykker mere, fortrinsvis til at pakke og drive æsler, ordne telte osv. Hvor mange æsler, vi havde til at bære alt udstyret ved jeg ikke, men nogen stykker i hvert fald. Det meste af vort udstyr fik vi således båret på æslerne, så vi kun selv skulle bære til den enkelte dags fornødenheder. Herunder vand og skiftetøj til de skiftende vejrlig, der bliver i løbet af en dag i bjergene.

Hvad er Cordillera Huayhuash?

Byen Huaraz, hovedstad for regionen Ancash, er udgangspunkt for hiking, trekking og klatring i bjergområderne Cordillera Blanca og Cordillera Huayhuash. Begge store massiver med nogle af Perus (og Andesbjergenes) højeste tinder.

Den typiske vandring i Huayhuash (Cirkuit de Huayhaush) går rundt om selve massivet, der består en lang række 6000-meter-toppe, nærmestbeliggende midt i en stor gletcher. Varighed fra 10 - 12 dage er typisk. I vort trek indgik et par overliggerdage med mulighed for mindre topture.
På vandringen i Huayhuash færdes man på hele trekket fra 3500 til 5000 meters højde.

Cordillera Huayhuash har status af nationalpark.

Start - og højdeproblemer

Første dag startede vi ad en lille jord/sandvej, som steg langsomt hele dagen. Vel som en slags let akklimatiserings-start. Passerede her undervejs en mine, hvor der skal produceres sølv og guld.

Peru 2007 284a
Hans Werners afbræk:
Som på forrige trek fik Hans Werner også denne gang problemer med højden. Vi bevægede os i ca. 4000 meters højde. Næste morgen valgte han at springe fra og tage tilbage til Huaraz. Det var sidste chance for dette, da vi ikke ville komme til mere vej på resten af trekket. Hans tilbagetransport blev arrangeret, først til hest – og senere med bil.

Hans Werner vendte tilbage til Auberge Ishinca, fik her nogle dage i ro og kom senere på 3 én-dags treks. Han fik desuden meget ud af udforske byen. Godt, at det var et familiært sted med en god værtinde. Jeg tror, at Hans Werner alt i alt syntes, at han havde en god tur alligevel.
Anden dag: Efter afskeden startede den øvrige gruppe med en brat opstigning på nogle hundrede meter til et pas, hvorefter det gik mere langsomt nedad mod næste overnatningsplads, der lå på en flad slette i bunden af en dal – ved Laguna Mitococha. Her en del græssende kvæg og mange får.

Peru-2007-305

Området

Huayhuash (udtales efter vanlig dansk stavemåde som: ”waywash&rdquo er, selv om man er langt borte fra vejene, ikke en egentlig ødemark som sådan. Der er en spredt beboelse af en indiansk befolkning, som her frister en kummerlig tilværelse med deres køer, får, geder og svin, som fouragerer på de frodige græsgange i de dybe dale – mellem de høje, hvide, imponerende tinder, som området er kendt for. D.v.s. bunden af de dybe dale ligger i 3500 til 4500 meters højde, mens tinderne når op over 6000 meter. Vi mødte med jævne mellemrum befolkningen og så deres huse. Vi mødte mest deres børn, som godt vidste, at turister ofte bærer karameller og andre lækkerier med sig. Enkelte gange så vi i øvrigt også alpacas og lamaer.

Peru-2007-311

Fugle- og dyreliv

I de grønne dale (eller lidt gule på denne tid af året - vinter) er der også ofte et artsrigt fugleliv. F.eks. ved Laguna Mitococha, hvor vores amerikaner, William, der er ivrig zoolog i arbejde og fritid, flittigt stillede op med alt sit fine fotoudstyr på jagt efter gode scener. Jeg er selv fugleinteresseret; men det er jo en stor ting at begynde i en ny verdensdel. Af fugle i bjergene kan i første omgang nævnes kondoren, som vi havde lejlighed til at iagttage flere gange, en enkelt gang ret tæt på. Også andre store rovfugle - og andean seagull, en stor måge, som ejendommeligt nok lever helt deroppe, langt fra havet. Adskillige andearter og vadefugle og meget interessant også nogle få arter kolibrier, som man ellers mest forbinder med regnskoven. Morsomme fugle!

Af vilde dyr i bjergene ser man ikke så mange; men der er nogle. Vi så en enkelt gang noget hjortevildt, der kunne ligne vore hjemlige rådyr og en enkelt gang kunne vi længe betragte nogle vicuñas, der bevægede sig omkring på en skråning. Det er nogle gazelle- eller antilopelignende dyr, der bevæger sig omkring i bjergene.

Overliggerdage på gode steder

Næstfølgende lejrplads ved søen Carhuacocha, ligger på et usandsynligt smukt sted i dybet med udsigt til de kridhvide tinder i baggrunden. Så her blev vi to nætter med en dag imellem til udflugter. Italieneren Andrea (på italiensk faktisk et drengenavn) og jeg besteg en mindre top med flotte udsigter til tinder og gletchere. Tinderne i Huayhuash ser spidse, drabelige og bestemt ikke gæstevenlige ud, oftest med stejle isskråninger øverst. Og der er vist også ganske længe imellem, at de bliver besteget. På min forespørgsel angående et af dem, Jirishanca, svarede vores guide, Marco, at den blev besteget for 10 år siden.
Italieneren Andrea er i øvrigt ivrig klatrer og havde efter dette trek planer om at prøve kræfter med Alpamayo, der er en teknisk krævende top i Cordillera Blanca.

Peru-2007-340

Søen Jahuacoccha skal også nævnes som et specielt sted, hvor vi også tog en overliggerdag med bestigninger af mindre toppe. Fantastiske udsigter her. Og også rigt fugleliv her.
Angående stednavne. Det er indianske navne fra sproget Quechua, der er et udbredt sprog i Perus bjergområder.

Peru-2007-346

Temperaturer i bjergene

Temperaturerne i bjergene svinger meget. Om dagen, når solen skinner, er der oftest rimelig varmt. Op mod 17-18 grader. Jeg tror derimod, at vi havde frost alle nætter på trekket. Nogle mere end andre. Vi havde ikke termometer; men skønsmæssigt var der den koldeste nat mellem 10 og 15 graders frost. Så længe, man ligger godt i sin lune sovepose og har den snøret godt til, har man det fint; men skal man ud at tisse, er det jo en større historie. Morgenmaden indtages måske med hue og vanter på. Når først man kommer i bevægelse, er det ikke det store problem mere. En enkelt nat var der faldet sne og isslag, som lå i et lag på teltdugen.

Afgifter til jordejere

Ved landsbyen Huayllapa var der et par stop ved stien, hvor vi måtte betale afgift til landsbyen. Landsbyen ligger uden vejforbindelse. Et par andre steder på turen måtte også betales afgift, da Huayhuash jo er et område, der ejes af private, som har deres dyr på græs.

Peru-2007-418

Terræn og tilgængelighed

Stierne var gennemgående rimeligt lette at gå på, om end der var en del op- og nedstigning. Gennemgående havde hver dag sit pas – en enkelt dag to pas – som vi måtte op igennem. Stigningerne var dog normalt ikke på mere end 4-500 meter. Men højden taget i betragtning, kan det godt koste en del kræfter alligevel. Sine steder er der ret stenet (lidt blokmark), og til forskel fra skandinaviske fjelde ligger der oftest en del løst materiale, som man kan skride i. Så som ved bjergture i almindelighed kræver det lidt balanceevne og koordination. Da perioden maj-september er den tørre tid på året i Peru, er der ikke mange vandløb, der skal passeres, og de fleste er rimelig lette at komme over. Hvor floden ikke kan stengås, er der oftest en lille bro. De fleste, som er blot lidt fortrolige med vandringer i fjelde/bjerge, vil ikke have problemer med et trek i Huayhuash, om end der er højden til forskel.

Om rytmen på et trek

Vi blev gerne vækket ca. kl. 6.30 af vore portere, som trakterede med kaffe eller te (mange slags, udvalget var stort) efter ønske ved teltet, så den første kop kunne nydes liggende i soveposen. Derefter pakkede vi alt vort personlige grej sammen, sovepose, liggeunderlag og andre ejendele. Under dette forehavende blev der gerne stillet en balje med opvarmet vand uden for teltet, så man kunne få sin morgenvask. Efter at have pakket sammen lagde man sin store rygsæk udenfor, så de to æseldrivere kunne pakke den på æslerne. Når teltet var ryddet, pakkede de også dette sammen. Herefter var der morgenmad i spiseteltet, hvor der var stillet et havebord og nogle klapstole op. Vi fik et godt måltid med pandekager, frugt og brød, undertiden var der også yoghurt med müsli eller cornflakes. Undertiden et spejlæg – eller scramblet egg. Det skiftede. Vi kunne vælge brev-te eller pulverkaffe. Oftest valgtes koka-te. Koka-blade, som er forbudt i Danmark, da det betragtes som stoffer, bruges helt normalt i den daglige husholdning i Peru og skal være godt mod bl.a. højdesyge. Jeg oplevede ikke at blive hverken høj eller afhængig af det.

Peru-2007-383

Ja ja; lidt kunne man vel klare selv, tænkte man de første dage. Og havde en lidt mærkelig smag i munden ved dette tilsyneladende herre-tjener-forhold. Men man lærte at affinde sig ved tanken om, at dette betød arbejde og brød på bordet for nogle mennesker, som her igennem havde et for dem godt job. Og så var det jo egentlig også rart nok.
Vandringen begyndte gerne ved 8-tiden (enkelte dage var tidspunkterne lidt anderledes), mens det stadig var koldt; men man fik snart varmen. Porterne med æslerne startede gerne, så snart de var klar, d.v.s. lidt senere, og overhalede os gerne på et tidspunkt i løbet af dagen.

Marco satte tempoet. Det var gerne stille og roligt med små skridt, afpasset. I højderne skal der mindre til, før man bliver forpustet. Det mærker man snart, hvis man speeder lidt for meget op (selv om natten i soveposen kan vejrtrækningen undertiden føles lidt tung). Pauser for hver ca. 1½ time, tror jeg, eller hvis der var noget specielt at betragte, f.eks. fuglevildt, hvor William (zoologen) eller schweizeren, Claudie, skulle have stillet deres fotoudstyr op. I den forbindelse blev der ofte spredning i gruppen, så vi andre måtte vente. Således blev det sjældent rigtig hårdt. Også når vi efter lang tids opstigning kom til et pas, skulle udsigterne nydes og fotograferes.

Peru 2007 285a

Ved frokosttid ventede kokken og hans to assistenter gerne på et godt sted med læ og havde her tilberedt vores frokost, altid noget peruansk med ris, majs, bønner eller andre grøntsager, et let måltid – suppleret med koka-te eller andre te-typer.

Vi var gerne fremme ved lejrpladsen midt på eftermiddagen, hvor der stadig var flere lyse timer tilbage på dagen. Når man så havde fået sig installeret i sit telt (som porterne i reglen havde fået stillet op inden vores ankomst), kunne man jo tage sig en ekstra lille tur. Men da de omgivende toppe oftest var for store til en lille smuttur på en time eller to, faldt valget ofte på soveposen i stedet. Så kunne man læse der eller blot hvile.
Kl. 16.00 var det te-tid – med te og snacks. (Det skal lige siges, at det tidlige stop nok også var af hensyn til æslerne, der skulle hvile og græsse – også et par hviledage var lagt ind – også mest af hensyn til æslerne – de havde jo et hårdt slæbearbejde, ofte op og ned ad stejle stier). Vi sad gerne og sludrede en times tid ved te-tid. Derefter blev teltene igen fundet ind til kl. 19.00, hvor aftensmaden var klar. På det tidspunkt var det bælgragende mørkt, dog oftest med en smuk stjernehimmel. Så vi ankom til spiseteltet med vore pandelamper tændt. Kunne dog slukke dem, da der var stillet stearinlys på bordet. Kulden havde også gerne indsneget sig på dette tidspunkt, så vi kunne sidde i det mindste med huen på, om ikke vanter. Igen altid udpræget lokal mad – tre retter. Først suppe, dernæst hovedretten, altid med rigelige grøntsager og til sidst en frugtanretning. Efter dernæst at have sludret en times tid over en kop te, skulle der lige tisses af inden natten (jeg ved ikke hvorfor; men tiden i bjergene var utroligt vanddrivende); og de lune soveposer blev fundet.

Peru-2007-475

Erfarne trekkere

Gruppen bestod af erfarne trekkere, der havde trekket mange steder i verden og i det hele taget rejst meget, også på jungleture og safaris m.v.. Selv om jeg betragter mig selv som rimeligt berejst, var jeg nok den mindst berejste i denne gruppe. William, vores amerikanske zoolog, havde bl.a. gennem sit arbejde været med til at kortlægge New Guineas dyreliv. Han og konen Debbie kunne fortælle om rejser utrolig mange steder i Asien, Afrika, Australien, Alaska - og såmænd også Danmark og Norge kendte de til. Det var deres første gang i Sydamerika. Andrea, italieneren, dyrkede også klatring. Jeg tror, dette for os alle var et luksustrek.

Afslutning

På Huayhuash-trekkets sidste og 12. dag, endte vi igen i landsbyen Llamac, som vi også startede fra. Efter transport ad den lange og dårlige bjergvej endte vi igen i Huaraz, hvor Hans Werner ventede mig på Auberge Ishinca og kunne fortælle om alternative oplevelser der.

Afrejse på Peru’s selvstændighedsdag

D. 28. juli, Peru's selvstændighedsdag, rejste vi med bus fra Huaraz til Lima, for herefter at flyve til New York om natten. Langs hele busruten blev der flaget med det peruanske flag, selv fra de simpleste beboelser. Det er en festdag i Peru - mange rejsende; man besøger hinanden.

Generelt om Peru

Det er naturligt, når man opsøger et land i den tredje verden, at frekventere udenrigsministeriets rejsevejledning. Da det danske udenrigsministerium mangler en sådan for netop Peru, opsøgte jeg den svenske, som skræmmer lidt. Man bør nok læse den, men tage den med forbehold.

Jeg følte mig tryg i Peru. Stor venlighed og hjælpsomhed fra lokalbefolkningen, som jeg har indtryk af stoler på hinanden i vid udstrækning. Så f.eks. undertiden handlende, der havde forladt deres lille biks, med en lille skålfuld penge stående frit fremme til offentlig beskuelse.

Landet er, så vidt jeg kan se, i en god udvikling. Gode veje på de store stræk. En stabil offentlig transport, der i rimeligt omfang overholder køreplaner, selv om der mangler en overordnet koordinering - det gør det vanskeligt at skabe overblik. Meget bureaukratisk, men god service. Til hjælp for nye rejsende: Opsøg det enkelte selskab. Jeg kan nævne ”Cruz del Sur” og ”Movil Tours”. Så er der en vej videre – uden at skulle være afhængig af en eller anden tvivlsom agent, der ihærdigt forsøger at planlægge hele ens ophold i landet!

Der er også elektricitet næsten overalt; man skal faktisk meget langt ud i bjergene, før dette ikke findes.
Skolepligt; og børnene lærer engelsk. Der er let adgang til oplysning på mange caféer/mødesteder med TV og talrige netcaféer i byerne, (om end med stærkt forældet og nedslidt udstyr) til priser, som er overkommelige for den almindelige befolkning. Mobiltelefonen er ogsåudbredt.

Vi har oplevet demonstrationer og strejker, som har fundet sted uden myndighedernes indgriben. Befolkningen tør udtale sig.

Der er en udpræget åbenhed over for fremmede, og man ser turisterne som en mulighed - også i større perspektiv end ved at være aggresive gadesælgere. Gadesælgerne vil naturligvis gerne sælge, men respekterer her altid et nej.

Man kommer ganske langt med blot den smule spansk, man lærer på en enkelt sæson.
Uddannelse af bjergguides: Der bliver uddannet flere og flere engelsktalende guides. Og treks med disse er dyrere end øvrige treks (udbud og efterspørgsel). I øvrigt findes der i Peru en treårig uddannelse, som skal gennemføres for at blive bjergguide. Den afsluttes med en prøve gennem 45 dages praksis.

Konklusion om vandring i Peru

Perus bjerge er absolut tilgængelige - også uden, at oceaner af erfaring er nødvendig. Man behøver ikke være hardcore bjergbestiger!

God tur til eventuelle nye rejsende i Peru - fra en førstegangsbesøgende i Sydamerika!

Vil du vide mere om rejsen

Besøg Jensesvandringer.dk

Mange flere billeder fra turen kan du finde her. Suppleret med fyldige billedtekster.

Links.

Salcantayinfo.

Peruvian Andes Adventures.

Niños Hotel, Cuzco.

Find billig flybillet på Rejsefeber.dk.

Brugervurdering: 5 / 5

Stjerne aktivStjerne aktivStjerne aktivStjerne aktivStjerne aktiv
 
Log-på for at kommentere

Vinterkursus

  hængekøjekursus

Vinterkursus

- Optimér dit grej til vinterbrug
- Hold varmen om natten
- Hold varmen om dagen
- Sikkerhed
- Overnatningsformer
- Optimering af sovegrej
- Start et bål om vinteren
- Vintervandring
- Vintercamp
- Vintergrej
- og meget mere...

Klik her og læs meget mere...

Hovedsponsorer

Friluftsland b wild EventyrsportStor fjeld & fritid
pro-outdoor holbæk bornholmtour logo friliv.dk rabat spejdergear banner
outdoor45 rabat  slagelse camping og outdoorcenter    

Samarbejdspartnere

msr logo teva logo lille Jetboil logo sea to summit logo lille
montane logo Tentipi ExpedAnnonce AclimaAnnonce
Yeti Nordisk fjallraven logo 283px Primus
Hilleberg the tent maker osprey rygsaek Trangia mountain equiptment
summit to eat logo ab camping og outdoor udstr STMNy odex
immeln kanotcenter logo lille robens GrowersCup logo waternlife logo

Outsite.org - Frisk luft på nettet - © 1995-2019 - Betingelser - Kontakt os - Medie info

Outsite er drevet af frivillige og du kan støtte vores arbejde her... - Ingen tests, anmeldelser o.l. er økonomisk støttet, men baseret på godt samarbejde med producenter, importører og butikker.