outsite vandre og friluftsliv                                                               Paa tur med outsiteOutsite frisk luft paa nettetOm Outsite frisk luft paa nettetoutsite tv outdoor youtube kanal

Nyhedsbrev

Outdoor forum

Flere emner »

En 4-dages vintervandretur på Nord-Syd ledens (Skåneleden) nordligste del.

Efter at have færdiggjort hele Ås-Ås leden i efteråret, ville jeg nu starte med en god bid af Nord-Syd leden. Nord-Syd leden er som Ås-Ås leden en del af Skåneleden. Jeg havde håbet på lidt sne til turen, ikke mindst fordi det letter vandforsyningen, da de fleste vandposter er lukket om vinteren. Turen blev ikke ligefrem vinterlig, tværtimod, så var det året hidtil varmeste dag med 17 graders varme. Selvom den nordlige del virker populær, så mødte jeg ikke andre vandrere på turen, faktisk var der noget mennesketomt, og kun et par gange mødte jeg andre mennesker på selve ruten.

Glæd dig til del 2, hvor GPX filen også er med, så du selv kan gå turen.

vintervandretur paa skaaneleden nord syd leden

Nord-Syd leden starter ved Hårsjö, men der er det ikke muligt komme til med offentlige transportmidler. Det nærmeste er Vittsjö Station, knap 8 km fra Hårsjö. Stykket fra Vittsjö til Hårsjö er del af Kyst-Kyst leden. Jeg planlagde at slutte turen i Sösdala, hvor der også er en station – i alt ca 70 km.



Fredag d. 7/3 2014: Toget fra Sösdala til Vittsjö (med skift i Hassleholm) kører hver anden time, kl 13:18, 15:18 osv, og turen tager knap en time. Da der er omkring 8 km fra Vittsjö til Hårsjö, så regnede jeg med ca 2½ times vandring. Så tog jeg toget 13:18 ville jeg være afsted ved 14:30 tiden og kunne være fremme ved Hårsjö omkring 17-tiden, rigelig tid med dagslys. Men med toget 15:18 ville jeg så først være fremme ved 19-tiden, hvilket var for sent, så jeg skulle nå toget kl 13:18.

Jeg var hjemme igen ved 8:30-tiden efter at have kørt Johannes i skole i Roskilde. Jeg havde pakket det meste i går aftes, og manglede blot madvarerne, især de friske råvare til aftensmaden. Jeg kontrolvejede rygsækken til 12.5 kg uden madvarer, hvilket passede med mit grej/vægt regneark. Det lyder måske voldsomt for nogle, men det er inklusiv skaltøj og diverse luksusgenstande som økse, sav, termokande, vandrenser osv som vejer omkring 3 kg. Maden vejede 3.5 kg incl 3 små flasker rødvin, friske råvarer og dertil 2 liter vand så jeg havde vand til i aften, i alt en startvægt på ca 18 kg. Det passede fint, turen er lidt en træningstur, ligesom efterårsturen var, hvor jeg øver et lidt lettere koncept til sommeren Sarek tur, hvor jeg også skal afsted med startvægt på 18-19 kg til en 11-dages tur, hvor jeg ellers plejer at starte på omkring 25 kg. Vandforsyningen er lidt usikker på Skåneleden hvor vandkvaliteten nogle steder er ringe, og om vinteren er mange af vandposterne lukket, men der skulle dog være vand ved Hårsjö. Efter at have pakket det sidste, spiste jeg en hurtig gang morgenmad, jeg havde smurt Johannes madpakke mens han spise morgenmad, tog et hurtigt bad og klædte om til vandretøj. Snuppede avisen så jeg havde den at læse i aften og var afsted kl 10. Turen til Helsingør tog lidt over en halv time og jeg kunne køre lige ombord uden ventetid. Ombord på færgen ville jeg veksle til lidt svenske kr, men Exchange Shoppen tog ikke i mod kort, kun kontanter – jeg var målløs. Både shoppen og cafeteriet tog imod kort og det var ikke noget problem at hæve over beløbet. Jeg har meget svært ved at gennemskue forretningskonceptet i at Exchange shoppen ikke taget imod kort og kun veksler kontanter, hvorimod alle andre butikker på færgen tager imod kort og gerne betaler tilbage i svenske kr.
Var i Helsingborg lidt over 11 og kørte mod Sösdala. Det er ca 80 km og jeg var i Sösdala ved 12:30 tiden, i god tid.

godt-startsted-paa-skaaneleden

Parkering og rygsæk ved børnehaven i Sösdale – en 500 meter fra stationen
Alle parkeringspladser i nærheden af stationen var tidsbegrænsede, så jeg kørte lidt rundt og fandt en parkeringsplads oppe ved børnehaven en halv km nordvest for stationen. Jeg overvejede at købe lidt frokost, men følte mig ikke sulten så jeg sprang over.

soesdale-station

Stationen i Sösdale
Trak en billet i automaten på perronen og ventede på toget som var der til tiden 13:18. Skiftede i Hässleholm efter 10 minutter, hvor toget også var der til tiden 13:52. Turen fra Hässleholm til Vittsjö tager 20 minutter, og straks efter ankomst begyndte det at dryppe. Jeg gik i tørvejr og klargjorde rygsækken fra rejsebrug til vandrebrug. Lurede på om jeg med det samme skulle tage regnbukser på og overtræk, men det lignede meget en ganske kortvarig byge, og snart tittede solen da også frem igen, og jeg var afsted 14:30.

sjovt-skilt

Skilt ved Vittsjö station – sætter tingene lidt i perspektiv, jeg var i Kiruna sidste vinter og det føles næsten som hjemme bortset fra der er lidt koldere og mere sne, men der er kortere til Paris og ca samme afstand til Moskva som er en helt anden og fremmed verden

skaaneleden-start-i-vittsjoe

Vittsjö i baggrunden set fra stationen
Gik knap 300 meter sydpå ad hovedgaden langs jernbanen og fangede Skåneleden. Solen forsvandt hurtigt bag skyerne igen, men det holdt i det mindste tørt. Straks udenfor Vittsjö gik det på grusveje og grusstier, kun afbrudt af ganske korte strækninger på små skovstier.

flot-have

Meget flot lille parklignende have udenfor Vittsjö

en-let-tur-paa-skaaneleden

Ganske letfremkommelige veje
Efter Pjäcket var det dog for det meste på skovstier, og der var mange væltede træer efter efterårets storme, Allan (i Sverige kaldet Simone) og Bodil (i Sverige kaldet Sven). Nogle steder lå de i bunkevis over vejen/stien og man måtte selv finde en vej udenom.

sjove-smaa-stier-at-vandre-paa

Efter Pjäcket kommer man rigtig ud i naturen på små spor i skoven

forhindringer-paa-vandretur

Og sine steder rent forhindringsløb med masser er væltede træer over sporet
Der er ikke de store højdepunkter på strækningen bortset fra en gammel mølleruin som ligger knap en km før Hårsjö, hvor der også er en geocache (GC1NDAT) som jeg fandt og fik logget. Mølleruinen som er ret tydelig, er mest imponerende pga de kæmpe store sten den var bygget af – utroligt at man har magtet at flytte rundt på så store sten uden nogen form for maskiner. Den hedder ”Kristens Kvarn” efter Kristen Svensson, so mstod for den oprindelige opførelse. Bækken havde kraft nok på den tid til at drive både kornkværn, sav og til sidst turbine. Den var i drift helt op til midten af 1900-tallet. De kæmpestore stenblokke var del af en gravet kanal.

moelle-ruin

Mølleruinen”Kristens Kvarn” knap en km før Hårsjö

moelle-ruin-med-store-klippeblokke

Bemærk de kæmpestore stenblokke som blev brugt til kanalen – min rygsæk sat op for bedre at fornemme størrelsen – utroligt at de fattige bønder for århundrede siden har kunne flytte dem uden maskiner

Jeg nåede til Hårsjö by ved 17-tiden og der stod et fint skilt med retningen på Kyst-Kyst leden, Nord-Syd leden og Hårsjö lejrpladsen. Jeg fulgte skiltet uden at tænke over det, men efter en halv km begyndte jeg at få en fornemmelse for at noget ikke stemte.

skaaneleden-haarsjoe

Hårsjø
Jeg var stadig på vej væk fra Hårsjö og pladsen skulle ligge lige ved Hårsjö. Jeg måtte overgive mig og checkede kompas og GPS . . .ganske rigtigt, jeg var på vej videre sydover ad Nord-Syd leden og ikke på vej til Hårsjö pladsen. Jeg gik tilbage til skiltet, der var ingen tvivl, Hårsjö skulle ligge i den retning jeg kom fra.

skilt-ved-haarsloe

Skiltet ved Hårsjö som snød mig – det kan dreje rundt ubesværet, og viser som vinden blæser

Jeg prøvede at skubbe lidt til skiltet, og det drejede ubesværet rundt Selve skiltet sad fast, men stangen skiltene var monteret på kunne ubesværet dreje rundt. Jeg fik drejet skiltet så Kyst-Kyst og Nord-Syd leden passede og nu viste skiltet Hårsjö pladsen i en ganske anden retning, den rigtige !

shelter-paa-skaaneleden-ved-haarsjoe

Shelteren ved Hårsjö

Der var 500 meter og pladsen ligger inde i skoven, ganske tæt på søen og et hus, men er afskærmet af træer. Vand skulle man hente oppe i byen ved en gammel skole, jeg synes ikke jeg havde set noget som lignede en gammel skole, men det behøvede jeg ikke bekymre mig om før i morgen, da jeg jo havde 2 liter vand med hjemmefra.

lars-paa-skovhugger-kursus

Hårsjö ligger lige bagved træerne – og nej, det er ikke mig som er begyndt at fælde træerne for at skabe udsigt

Jeg var ved pladsen ved 17:30 tiden og havde stadig en times dagslys. Der var masser af brænde, så jeg kunne uden videre tænde op, så der hurtigt kunne komme gløder til aftensmaden. Derefter lavede jeg kaffe og fik sat teltet. Jeg forberedte aftensmaden mens bålet brændte ned – en stor svinekotelet i en smurt foliebakke, ovenpå salt, peber, en stor klat ketchup og en skefuld brun farin. Foliebakken fyldes derefter med snittede løg, gulerødder og kartofler i skiver og til sidst fyldes bakken med vand, og lukkes. Gløderne var klar ved 19-tiden og jeg satte bakken på gløderne og så er der serveret efter 45-50 minutter. Jeg benyttede ventetiden til at få ringet hjem og aflagt rapport om min position og velbefindende, derefter indrettede jeg teltet med liggeunderlag og sovepose. Jeg spiste ved 20-tiden, det smagte skønt, jeg var blevet godt sulten, den manglende frokost kunne godt mærkes nu.

rigtig-god-mad-paa-vandretur

Kotelet med grøntsager og en lille flaske vin – det er herligt at komme ud i naturen og leve primitivt

Dertil en lille flaske rødvin. Efter aftensmaden lavede jeg kaffe, læste avisen og spiste et stykke chokoladekage med en lille Cognac til. Det er skønt at kunne ud i naturen og leve primitivt Det var begyndt at småregne igen, og temperaturen var faldet til under 5 grader, men selvom det regnede så brænde bålet lystigt. Et bål som er godt i gang slukkes ikke af regn. Jeg gik i posen ved 23-tiden.


Vittsjö – Hårsjö (delvist Kyst-Kyst leden etape 9)

Dagens etape: 10 km (80 højdemeter)

Total: 10 km (80 højdemeter)

Lejr 1: N56 18.780 E13 34.894

Lørdag 8/3 2014: Regnen havde fortsat lidt i løbet af natten, men senere klarede det op, så temperaturen faldt til omkring frysepunktet. Jeg måtte op og have en trøje på for ikke at fryse, og faldt først rigtig dybt i søvn langt ud på natten. Vågnede først ved 8-tiden, det var flot vejr med solskin, men kun 5 grader varmt, nå efter årstiden skal man ikke klage, jeg har vågnet andre morgener på samme årstid til 10 graders frost Jeg tændte et morgenbål, lavede kaffe og spiste min morgenmand, 3 stykker knækbrød med Nutella. Fik pakket teltet, ikke drivvådt, men heller ikke helt tørt. Var afsted ved 10-tiden tilbage mod Hårsjö og skulle finde vandposten. Den skulle ligge ved en gammel skole, men jeg kunne ikke finde noget som lignede en gammel skole og det endte med at jeg måtte spørge en ældre dame. Hun fortalte at den gamle skole var et hus som lå lidt længere tilbage og som jeg havde passeret. Det lignede da også et almindeligt hus og der var ingen skilte, men jeg fandt vandposten på bagsiden ( GPS N56 18.706 E13 35.155 ). Jeg lod vandet løbe lidt, det så fint ud og fyldte så flasken, men i flasken havde det en gulbrun farve. Det skulle afgjort koges eller filtreres.

forhindringer-paa-vandretur

Forhindringsløbet over væltede træstammer fortsatte

forladte-sko

Et par km før Olastorp stod der midt ude i ingenting en 10 meter fra stien et par tennisko – det var lidt underligt og en smule uhyggeligt

Derefter fortsatte jeg på grusveje gennem skov de 4 km frem til Olastorp, hvor jeg var ved 11:30-tiden. Der gik to polske skovarbejdere og de bød på kaffe fra termoen. Jeg snakkede lidt med dem på engelsk, og spurgte til deres totale mangel på sikkerhedsudstyr.

shelter-ved-olastorp

Olastorp shelteren

Det var ikke nødvendigt med hjelm eller skæresikre bukser, forsikrede de mig om, de skulle kun arbejde nogle få timer, det var jo lørdag, ja, okay, så man kan ikke komme til skade med en motorsav hvis man kun arbejder nogle få timer om lørdagen ?!?!? Efter 20 minutters pause skulle jeg videre og de skulle i gang med saven igen. Det var varmt, en 9-10 grader og solen skinnede, så jakken kom af inden jeg fortsatte forbi Pettsa Mølle ruin.

pettsa-moelle

Resterne af stensætningen og kanalen ved Pettsa Mølle

Det var en gammel mølle drevet af bækken ved Olastorp, og den havde været i brug op til 1930. Nu er der kun spredte spor af stensætninger og kanalen tilbage, man kan let gå forbi uden at bemærke det.

flot-vandresti

Smalt spor i skoven mellem Olastorp og Hågnarp

Jeg fortsatte gennem skoven et par km til jeg nåede Hågnarp og linnedstuen. Linnedstuen i Hågnarp er en af de største og mest pompøse linnedstuer, som blev brugt til at forarbejde hør til tråd, i stuen blev hør kogt og tørret. Stuen er meget imponerende opført 100% i natursten med et svagt hvælvet tag der tilsyneladende er selvbærende.

linnedstuen-i-haagnarp

Linnedstuen i Hågnarp

linnedstuen-indvendig

Linnedstuen i Hågnarp indvendig

loftet-i-linnedstuen

Loftet i Linnedstuen i Hågnarp i natursten og tilsyneladende selvbærende – meget imponerende

Jeg holdt frokost der og spiste en Knorr Cup Noodles med Kylling tilsat en Knorr Koppen blomkål/broccoli. Derefter lavede jeg kaffe og fyldt termokande, og var afsted igen lidt over kl 13. Visse steder var det et helt forhindringsløb eller rettere hækkeløb med masser af væltede træer som man måtte kravle over eller udenom.

hyggelig-julebuk

Denne flotte gran julebuk stod ved et hus en km efter Hågnarp – sådan en vil jeg prøve at jul

vandretur-ved-hoerlingeaan

På vej mod Hörlingeån

gammelt-træ

Gammelt træ lige før Hörlingeån

Jeg var fremme ved Hörlingeån ved 15-tiden og det var lidt skuffende. Jeg havde håbet på en natursti langs åen, men man går på en stort set snorlige grusvej og det meste af tiden uden synlig kontakt med åen.

moelleruin

En af de mange mølleruiner langs Hörlingeån

Der er dog steder hvor man kan gå lidt ind i skoven og få kontakt til åen. Der ligger også en meget flot dobbelt hvælvbro (Aggarps Valvbro), som igen tilsyneladende er selvbærende i konstruktionen. Jeg så en kæmpe skovningsmaskine køre over den, så den kan holde til adskillige tons.

hvaelvbro

Den meget flot dobbelt hvælvbro, Aggarps Valvbro, som tilsyneladende er selvbærende i konstruktionen

flot-spejling-i-vand

Lidt klipper i baggrunden – åen i midten, kig godt efter, man ser ikke umiddelbart det er vand pga spejlingerne

kaempesten

Kæmpesten midt i åen

Efter åen går det opad på Hörjaåsen, og det er hårdt og stejlt sine steder, over 150 meter stiger man og uden markerigner på træerne ville det være svært at finde vej. Men et meget flot og spændende område, dog lidt hårdt for benene sidst på dagen.

op-ad-hoerjaaasen

På vej op ad Hörjaåsen

spaendende-terraen-hoerjaaasen

Spændende terræn på Hörjaåsen – her en lille bæk med mange små vandfald

solnedgang

Solnedgangen på toppen af Hörjaåsen

Jeg var fremme ved Vedema omkring kl 17:30. Der er ikke noget shelter, men 2 overnatningshytter, en ret stor og en lidt mindre med 100 meter mellemrum på en flot ryddet velholdt plads. Der var også et bænkebord med en lille bålplads i det ene hjørne og det indtog jeg.

overnatningshytte-ved-vedema

Den lille overnatningshytte ved Vedema – den ligner begravet, men der er indgang på den anden side

Det var også masser af brænde oppe ved den store hytte. Jeg satte straks teltet og gik efter vand. Vandposten var lukket for vinteren. Heldigvis lå der et hus en 200 meter oppe ad vejen hvor der var lys. Det var et ældre ægtepar og de var vældig flinke og jeg fik frisk vand, og lovning på en refill i morgen tidlig.

stor-hytte-ved-vedema

Den store hytte ved Vedema

fin-plaene-til-teltning-paa-skaaneleden

Her overnattede jeg – fin plæne til teltet

Jeg tændte bål og og begyndte at tilberede et lidt mere ydmygt aftensmåltid end dagen før, en gang Knorr Spaghetteria Carbonara. Det er ganske velsmagende, og især hvis man tuner det lidt ved først at stege hakket løg og 50 g bacon i tern, inden man tilsætter blandingen og vand. Det er betragtelig billigere end traditionel frysetørret mad som Real Turmat, en dobbelt portion Knorr Spaghetteria koster 21 kr, vejer 150 gram og indeholder 600 Kcal – med 50 gram bacon er vi oppe på over 800 Kcal, hvilket må siges at være et solidt aftensmåltid, men selv uden de ekstra 50 gram bacon er det et Ok aftensmåltid, både vægtmæssing og kaloriemæssing fuldt på højde med Real Turmat. Ulempen ved Knor Spaghetteria i forhold til Real Turmat er at det ikke blot skal tilsættes kogende vand, men det skal koge i 7 minutter, og det skal man tage bogstaveligt, først efter 5 minutter begynder sovsen at få den rigtige kossistens og efter yderligere et par minutter er pastaen klar også. Dertil en lille flaske rødvin, så er man godt forsynet.

rigtig-mad-paa-jetboil
Dinner is server - Knorr Spaghetteria Carbonara

Der var kommet en 6-8 unge mennesker som var kommet i bil og gået de sidste 2-300 meter. De skulle tilsyneladende holde fest og grille i den store hytte. Jeg hilste på dem, men selvom jeg normalt ikke har noget problem med svensk, så knep det med kommunikationen, de var i vældig festligt humør, og havde medbragt store tasker med mad, musikanlæg og ikke mindst drikkevarer Det var stille, klart og koldt omkring en 2-3 grader ved 21-tiden, jeg ringede hjem og aflagde statusrapport. Passede på at vende telefonen, så den ikke opfangede lyden af de unge menneskers latter, technomusik og flaskeklirren, kunne godt forestille mig et forklaringsproblem a la ”så du påstår at du er på vandretur og sidder oppe i en mørk, kold svensk skov udenfor al civilisation, ja, right !!! ” Lavede kaffe og spiste lidt chokolade kage med en lille Cognac til. De unge mennesker forlod hytten ved 23-tiden, og jeg gik i posen lidt efter at have nydt den totale stilhed.

nord-syd-leden-med-rute

Hårsjö – Olastorp - Vedema (Nord-Syd leden etape 1 + 2)

Dagens etape: 19.5 km (150 højdemeter)

Total: 30 km (230 højdemeter)

Lejr 2: N56 12.902 E13 37.552

Læs anden del lige her...
 

Brugervurdering: 5 / 5

Stjerne aktivStjerne aktivStjerne aktivStjerne aktivStjerne aktiv
 
Log-på for at kommentere


Terje's profilbillede
Terje svaret på emne: #2 4 år 4 måneder siden
Nice!

Hovedsponsorer

Friluftsland b wild EventyrsportStor fjeld & fritid
pro-outdoor holbæk bjergkaeden rabat friliv.dk rabat spejdergear banner
vandregrej dk outdoor45 rabat    

Samarbejdspartnere

msr logo teva logo lille Jetboil logo sea to summit logo lille
montane logo Tentipi ExpedAnnonce AclimaAnnonce
Yeti Nordisk fjallraven logo 283px Primus
Hilleberg the tent maker osprey rygsaek Trangia mountain equiptment
summit to eat logo ab camping og outdoor udstr STMNy odex
immeln kanotcenter logo lille robens GrowersCup logo All Out

Outsite.org - Frisk luft på nettet - © 1995-2018 - Betingelser - Kontakt os - Foreningen Outsite - Medie info

Outsite er drevet af frivillige og du kan støtte vores arbejde her... - Ingen tests, anmeldelser o.l. er økonomisk støttet, men baseret på godt samarbejde med producenter, importører og butikker.