outsite vandre og friluftsliv                                                               Paa tur med outsiteOutsite frisk luft paa nettetOm Outsite frisk luft paa nettetoutsite tv outdoor youtube kanal

Nyhedsbrev

Outdoor forum

Flere emner »

Hvem er online

Vi har 246 gæster og 2 medlemmer online

Log på / af

En lang beretning om en kort tur hvor der næsten ikke skete noget. Som så mange andre har jeg længe haft lyst til at prøve at være på tur alene. Af en eller anden grund virker det som et stort skridt at tage, og som en del af en familie kan det også virke egoistisk at prioritere at bruge sin ferie på at være – alene. Men en dag opstod den helt rigtige mulighed.

vandretur i nordsverige

Jeg tilmeldte mig et kursus om spiselige planter hos Viddarnas Hus i Jokkmok. Jeg afholder hvert år et weekendkursus om hjemmelavet fjeldmad, og der er altid mange deltagere der efterspørger viden om spiselige planter, så det var en fin mulighed for at opgradere lidt på den kompetence. Kurset var fra lørdag morgen til søndag eftermiddag, og det er jo lidt kort tid at tage helt til Jokkmok for. Så hvorfor ikke lige blive en dag eller to, og så få prøvet det der solovandring? Returrejsen blev udskudt til tirsdag middag, og dermed havde jeg en eftermiddag og en hel dag, dvs to overnatninger at gøre godt med. Nok til at få udfordret den kombination af usikkerhed og eventyr der ligger i at være på tur alene. Og samtidig lidt nok til at stå det igennem, hvis det viser sig at utrygheden fylder for meget.

Usikkerhed, eventyr, utryghed. Det skal doseres rigtigt. Jeg er jo ikke ude for at lære angsten at kende, og jeg vil ikke gå på kompromis med almindelig fjeldsikkerhed. Jeg vil selvfølgelig gerne lære noget om mig selv, mine grænser, og min evne til evt at overskride dem. Jeg ved godt hvad jeg er god til; f.eks at læse kort, finde gode lejrpladser, nyde landskabet. Jeg ved også hvad jeg er mindre god til; at bruge kompasset, at tænde bål, førstehjælp, at holde humøret oppe når jeg bliver våd og kold. Sidste sommer gik jeg en nattevandring rundt på markerne omkring mit hjem. Og stod så overfor en vandfyldt grøft som spærrede min vej. Et stort spring kunne bringe mig over. Havde jeg haft en stav eller en makker havde marginalerne helt sikkert været på min side, og jeg havde ikke tøvet med at springe.

Nu var jeg alene i mørket ude på en mark, og turde ikke springe. Det eneste jeg risikerede var at få våde fødder og ben, og alligevel turde jeg ikke. Det var interessant at opleve at der lå en grænse der som jeg ikke var klar til at krydse. Forud for min tur alene var det den slags udfordringer jeg regnede med jeg ville møde, og forhåbentlig være i stand til at overvinde.

Planen var at tage til Muddus nationalpark, som lå omkring 30 km fra Viddarnas hus. Men søndag formiddag var jeg med kurset en lille tur ind til Pärlälven som lå lige i nærheden, og fik lyst til at forsøge mig der i stedet. Jeg havde jo ikke noget kort over dette område, men på p-pladsen var der et skilt med et kort over elven, og det tog jeg et billede af med min telefon. Det må vel være godt nok? Tænkte jeg. Selvfølgelig ikke til reel navigation, men jeg ville bare følge elven og selvom det ikke burde give de store orienteringsudfordringer var der en ekstra snært af eventyr ved at tage af sted uden kort.

vandretur i jokkmokk 2

Jamen det er da et helt fint kort til en vandretur? 

Sent søndag eftermiddag var støvlerne snøret og rygsækken pakket og turen i gang. Bilens placering blev markeret med et waypoint på gps’en, som derefter bliver slukket. Jeg havde glemt at tjekke batterierne inden afgang, og de var næsten flade, så der skal spares. Planen var at gå så langt jeg gad søndag, slå lejr, gå videre næste morgen, vende om ved frokosttid og gå hele vejen tilbage. Lejrpladsen til mandag aften havde jeg allerede udset mig, et skønt sted 30 minutters gang fra bilen.

Pärlälven løber i gennem skovterræn vest for Jokkmokk, og strømmer ud i Lille Luleå. Da det er en ureguleret elv er den meget værdsat af sportsfiskere, og området langs elven er derfor ganske velforsynet med ildsteder og små shelter-agtige bygninger med borde og bænke. Der går en sti langs elven, hvilket betyder der er bygget broer over alle de små sidegrene af elven, og her og der ligger der også træspang – i form af planker over sumpede steder. Det blev dog hurtigt tydeligt at de fleste sportsfiskere holder sig til steder tæt ved vejen. Jeg var ikke kommet langt ind i skoven før stien bar tydeligt præg af at være meget lidt anvendt. Træer og buske voksede op mellem brædderne i spanget, og flere steder var stiens forløb nærmest bare en fornemmelse af mere fremkommelighed i landskabet, som gik jeg ad en dyreveksel.

tilgroet vandrerute 3

Meget tyder på, at denne sti ikke hører til de meste benyttede

Skoven var utroligt våd. De foregående dage havde vejret været præget af skiftevis strålende sol og voldsomme byger – også med torden – og sådan fortsatte det. Regntøjet kom på og af adskillige gange, men mine støvler blev hurtigt så gennemblødte at det ikke var umagen værd at finde et tørt vadested da jeg mødte en lille å som var for bred at springe over. Varme, fugtighed, myg, det var jo nærmest helt tropiske tilstande.

Så går man der alene, og der begynder at ske ting i hovedet. I starten med fokus på at komme i gang. Glæden over at bevæge sig, fornemme at rygsækken sidder godt og ikke er for tung. At tøjet sidder godt og er let at tilpasse til temperaturerne. At støvlerne ikke på nogen måde var vandtætte nok til at gå i den meget våde bevoksning, selv ikke med gaiters ud over. Registrere landskabet og konstatere at det er nemt nok at følge elven, hvorvidt man så er på stien eller ej, mange steder er det jo ligegyldigt. Fraværet af andre mennesker. Jeg har været i både Lappland, Jotunheimen og Femundsmarka før, store vildmarksområder, men ingen som har føltes så mennesketomme som dette, til trods for jeg aldrig er mere end en times gang fra en grus- eller asfaltvej. Og det er en god følelse, for jeg er hjemmefra afklaret med, at jeg ikke er bange for dyrene i den nordiske natur, men godt kan være utryg ved at møde andre mennesker langt fra alting. For det tilfælde at de har en anden opfattelse af personlige grænser end jeg selv har. Med hensyn til dyr ved jeg der er bjørne i dette område, for manden til hende der holdt kurset havde et lille garveri som han egentlig havde pensioneret sig selv fra, men han tog stadig bjørneskind ind. Men selvom dette område faktisk er et af Sveriges mest bjørnerige har jeg ingen forventning om at støde på bamsefar. De skandinaviske bjørne er enormt sky, og jeg er sikker på jeg kan ses, lugtes og høres på lang afstand, selvom jeg ikke taler højt med mig selv. Så tænk hvis der kommer en bjørn tanken bliver aldrig mere end en kildren der får mig til at se nysgerrigt omkring mig mens jeg går – der hvor terrænet tillader at flytte fokus fra det næste sted at sætte foden.

Efter godt to timer har jeg forladt stien, og følger elvens forløb gennem kuperet fyrreskov med en blødt og fjedrende bunddække af mos og lav. Længere fremme får jeg øje på noget som kan være en stor grå sten, men alligevel ikke helt er det… Ved nærmere eftersyn viser det sig at være et dødt rensdyr uden hoved. Kroppen ser ganske intakt ud, og der er et mylder af maddikker hvor hovedet er skåret af. Det er et klamt syn, og samtidig ret så foruroligende. Hvorfor ligger den der? Hvem har skåret hovedet af, og hvorfor? Jeg får en pludselig trang til at se mig tilbage, og så i øvrigt skynde mig videre. Kort efter når jeg ud til en asfaltvej der krydser elven. Her ligger et hus, og var jeg lidt uhyggeligt til mode ved synet af kadaveret bliver det slet ikke bedre her. Huset ser utrolig skummelt ud, og en bil uden nummerplader som er parkeret næsten skjult ind i en busk ved siden af fuldender følelsen af bortgemt lysskyhed og noget jeg slet ikke vil vide mere om. Stien fortsætter på den anden side af elven, og inden fantasien går helt i selvsving (kan i huske den der svenske film Jægerne?, brrrr!) skynder jeg mig videre af vejen og broen over elven.

doedt dyr 4

Et klamt og foruroligende syn. Jeg skyndte mig derfra med uhyggen kriblende ned af nakken. Siden har jeg spekuleret på, om kadavret kunne være lagt frem som lokkemad for bjørn eller andre dyr?

Neden for broen står to nordmænd og fisker. Jeg hilser med et vink, og synes det er ganske rart at nogen har set mig. Og tjekker derefter at de IKKE kan se mig da jeg drejer væk fra vejen og ind i skoven, videre op langs elven. Ja det er måske noget pjat, men jeg vil egentlig helst være sikker på jeg kan være i fred. En time senere når jeg frem til et af disse små borde-bænke læskure nede ved elven, og da klokken er otte virker det som et godt sted at stoppe. Jeg tænker lidt naivt at jeg kan hænge mit tøj til tørre natten over i læskuret. Det kan jeg selvfølgelig også, det tørrer bare ikke den mindste smule da luftfugtigheden er tårnhøj. Men lige nu er det rart at få en tør bluse på, og de våde støvler af. Jeg har ikke prioriteret at tage lejrsko med, så jeg futter forsigtigt omkring på bare tæer. Sætter min tarp op med et par lange grene jeg har samlet op på den sidste strækning, og finder en plads i solen og får gang i aftensmaden.

Når jeg er på tur vil jeg spise noget der smager godt. Jeg vil have mad der gør både munden og maven glad. Samtidig gider jeg selvfølgelig ikke bære mere end højst nødvendigt. På denne tur har jeg for første gang valgt at skifte trangiaen ud med min Jetboil. Det indskrænker de kulinariske muligheder ganske betragteligt, men samtidig er det en kreativ udfordring at sammensætte et tilfredsstillende måltid der kan tilberedes på jetboilen. Jeg har pakket tre måltider hjemmefra, et til søndag aften, et til frokost mandag og et til mandag aften. Da turen er så kort synes jeg varm mad til frokost er enklere end f.eks brød og pålæg. Så kan jeg også begrænse spisegrejet til en ske og en mug som jeg drikker the og kaffe af. Morgenmaden er muesli som også er pakket i portioner. Søndagsmiddagen som er sammensat af ingredienser jeg selv har tørret smager godt og mætter, og det er dejligt bagefter at sidde og nyde aftensolens lys på elven. En enkelt sjat whisky kan det også blive til, mens jeg tager mig sammen til det som jeg ser som min største mentale udfordring: at lægge sig til at sove. Det viser sig bare, at det slet ikke bliver nogen udfordring. Dels er jeg træt, ikke udmattet, men bestemt træt. Og dels må jeg til min glæde konstatere, at jeg simpelthen føler mig tryg her. Tarpen er desuden så åben at jeg nemt kan se mig omkring hvis jeg hører lyde, men det eneste jeg hører er elvens brusen. Og det er en vuggesang der dur!

toer toej paa vandretur 5

Benytter morgensolen til at få tørret alt mit våde tøj fra dagen før. 30 minutter senere øsede regnen ned igen.

Næste morgen vågner jeg til solskin, og nyder min muesli og morgenthe mens jeg overvejer hvad jeg skal gøre. Min støvler er fortsat sjaskende våde, og jeg må bare erkende, at jeg ikke kan fordrage fornemmelsen af at gå i så våde støvler. Jeg har ikke plasticposer med der er store nok til at komme uden på mine fødder, så der er ingen vej udenom de våde støvler. Det er ikke noget problem at holde varmen, det er bare sådan en, hm ja, dej-agtig følelse. Så en lang vandredag, og derefter en overnatning og en kort morgentur i våde våde støvler virker bare ikke rigtig attraktivt. I bilen ligger mine gummistøvler, og de kalder altså på mig. Ud fra det billede af skiltet jeg bruger som kort kan jeg se, at jeg kan følge en vej på denne side af elven og dermed komme ret hurtigt tilbage til bilen. Derfra vil jeg så gå ind til min udvalgte lejrplads, og så kan jeg jo udforske området der om eftermiddagen. Jeg når lige at tage denne beslutning, pakke sammen og blive klar til afgang før dagens første tordenbyge skyller ned over skoven. Jeg venter i læskuret til det værste er overstået, og vandrer så afsted gennem en skov der glitrer af regndråber. Vand kan være så smukt.

vand og regn 6

Efter regnen glitrer solen i millioner af regndråber. Vand er livsnødvendigt og smukt.

Det tager ca en time at gå af vejen tilbage til bilen. Meget af tiden kan jeg gå i skoven ved siden af vejen, der er langt mere tørt her end langs elven, og også en større variation i landskabet, så det bliver faktisk en rigtig fin tur. Uh, hvor mine fødder er glade for at komme over i Lacrosse gummistøvlerne! De våde vandrestøvler bliver efterladt i bilens solvarme bagagerum, hvor de når at udvikle en nærmest ådselsagtig stank inden jeg kommer tilbage næste morgen. Lacrosse støvlerne dur jo ikke til at vandre rigtigt i, og havde slet ikke egnet sig til den tur jeg gik, men de kan fint klare turen ind til den nøje udvalgte lejrplads.

Pladsen ligger på en klippeknold som elven svinger rundt om og ned i en fos. Der er en flot hængebro over fossen, og det er tydeligt at pladsen bruges regelmæssigt, der ligger en mindre bunke flækket brænde, og der er etableret siddepladser rundt om et lille bålsted. Der er en flot udsigt op over elven og det kuperede terræn på den anden side. Da man aldrig ved hvornår næste byge kommer er første prioritet at få tarpen sat op, så grejet og jeg selv kan komme i ly hvis det er nødvendigt. To perfekt placerede træer bliver ankerpunkter for tarpen, som aldrig har stået så flot som her.

overnatning under tarp 7

Min tarp og myggekabinen monteret ved anden lejrplads.

Tarpen har jeg selv syet efter anvisningerne i Raý Jardines bog Trail Life. Under tarpen har jeg monteret en myggekabine fra Sea2Summit som passer perfekt i størrelsen, og det er et rigtig godt setup her, for der er ganske mange myg. Samlet vægt for tarp og myggekabine er under 600 g inkl pløkker, og det fylder også meget lidt. Jeg er ikke ultralight-fundamentalist, men jeg vil da hellere gå med en let rygsæk og i dette terræn er et telt ikke nødvendigt.

Frokost, læse lidt i solen, gå en tur i området, drikke en kop the, læse lidt under tarpen mens det øsregner. Tiden går langsomt og jeg må erkende at jeg faktisk keder mig lidt. Det kommer bag på mig, da jeg altid har været god til at være alene, faktisk nyder at være alene når jeg har mulighed for det. Jeg havde simpelthen ikke forestillet mig, at det at få tiden til at gå i mit eget selskab ville være et problem. Beskæftigelse må der altså til, og jeg beslutter mig for at tænde bål. Dels er det hyggeligt, dels er det faktisk for mig en reel udfordring. Jeg har ikke medfødte ildfingre. Jeg er gift med en der har, så jeg har ofte set hvor let han kan tænde op, og det har bare aldrig været så nemt for mig. Før vi flyttede sammen i et koldt hus, hvor hurtigste vej til komforttemperaturen var at fyre i brændeovnen, jokede vi ofte med, at jeg kunne slukke en brand med en letopvreden nylonstrømpe. Jeg er blevet bedre, men det er stadig ikke noget jeg har vældig meget selvtillid omkring. Og det har jo virkelig regnet meget, så alt hvad jeg kan finde vil være vådt.

Trin 1 bliver at finde resten af den træstub som blev hugget ned dagen før da vi var her med kurset og skulle have kaffebål. Det bliver tre store gode stykker, som nok er våde udenpå at regnen, men ellers godt tørt træ. Trin 2, det foresvæver mig at jeg har hørt nogen tale om kerneved i forbindelse med optænding? Så med min lille dolk flækker jeg de brændestykker der lå på lejrpladsen til jeg har en bunke småpinde af det inderste af stykkerne. Trin 3: birkebark. Ja, jeg må med skam melde at jeg skar bark af levende træer nær ved lejrpladsen, jeg undskylder og skammer mig i passende mængde. Og suser så videre til trin 4, som er tålmodighed, en forsigtig opbygning af bålet og tørre tændstikker. Eller retter. 1. Tør. Tændstik. For det lykkes, i allerførste forsøg, og hurtigt har jeg et lystigt blussende bål.

baal paa vandretur 8

Jeg har tændt bål! Jeg har! Helt selv! Med 1!!! tændstik! Hurra for mig!

Jeg er helt ør over min succes, og ikke så lidt glad og stolt. Dette bål blev et vendepunkt for min selvtillid når det gælder at tænde bål, og nu synes jeg faktisk jeg er ok god til det, og gør det ofte og gerne.

mette arleth alene paa vandretur 9

Er pænt godt tilfreds med mig selv og min lejrplads og mit bål!

Der var brænde nok til at holde bålet i live resten af dagen og aftenen, og til at få liv i det efter den næste store tordenbyge. Aftenlys og aftendis over elven gav et rosa, næsten perleagtigt skær. Men det er ikke derfor den hedder Pärlälven, det skyldes forekomst af en ferskvands-perlemusling som lever her. Muslingen er totalfredet.

paerlaelven 10

Aftenlys og dis over Pärlälven. Et smukt og øde område med fjeld-urskov.

Så ligger jeg trygt og lunt i min sovepose mens endnu et tordenvejr trommer på tarpen. Tankerne kredser om turen, og om jeg har ramt den rigtige balance mellem eventyr og tryghed. Jeg har nok udfordret mig selv for lidt. Det er en lidt flad fornemmelse at den grænse jeg mødte og ikke ønskede at overskride var at gå en længere tur i våde støvler. Omvendt var det dejligt at opleve at jeg kunne føle mig tryg, også om natten, og ideen med bare at følge terrænet i stedet for at bruge kort og kompas var også god. En anden gang må jeg nok planlægge en noget længere tur, i lidt mindre vådt terræn, og måske skal jeg simpelthen basere madlavningen primært på bål? Eller, en anden gang tager jeg nok ikke på tur alene, for jeg synes faktisk det er meget hyggeligere når jeg har en god makker med.
Næste morgen er turen slut, tarpen pakkes ned og jeg går tilbage til bilen og begiver mig mod lufthavnen i Luleå. Skoven har dog en sidste hilsen til mig inden jeg forsvinder, en meget brat opbremsning bliver nødvendig for ikke at den lækre lille Volvo jeg har lejet skal få et rensdyrformet mærke i køleren. Hej hej med dig Rudolf, godt at se dig med hoved på. Som man siger.

Bonusinfo: Viddarnas Hus. Viddarnas hus er en virksomhed som er startet af Greta Huuva som er same og opvokset med traditionel rendrift. Sammen med sin datter Linn driver hun Viddarnas hus som både er cafe og udsalg af urter og produkter baseret på urter som de selv samler, samt catering og restaurang. Greta har desuden holdt en række kurser om samisk urtekundskab, både med fokus på spiselige planter og plantemedicin. Cafeen ligger i Jokkmok og er et besøg værd. Hvorvidt Greta fortsat vil afvikle kurser kan jeg have min tvivl om, hun er til års og havde kun akkurat fysisk overskud til at gennemføre det kursus jeg var med på. Men spændende var det! Se hjemmesiden http://www.viddernashus.se

Sommer-konkurrence

Denne artikel er en del af vores sommerkonkurrence. Send os din turbeskrivelse og billeder, så deltager du i konkurrencen om spændende præmier!

1. Præmie: Biolite CampStove 2
2. Præmie: Exped SynMat Hyperlite M
3. Præmie: Rygsæk fra Nordisk

sommer konkurrence outsite

Konkurrencen er slut! Vinderen udtrækkes snart.

Brugervurdering: 5 / 5

Stjerne aktivStjerne aktivStjerne aktivStjerne aktivStjerne aktiv
 
Log-på for at kommentere


Gurli's profilbillede
Gurli svaret på emne: #2 11 måneder 2 uger siden
Sjovt at høre om en vandretur der ikke er i fjeldet. Det lyder som en dejlig oplevelse.
Jacob Christensen svaret på emne: #3 10 måneder 3 uger siden
Super god artikel - man må sige der blev oplevet noget

Hovedsponsorer

Friluftsland b wild EventyrsportStor fjeld & fritid
pro-outdoor holbæk outdoor rodovre 283px friliv.dk rabat spejdergear banner
vandregrej dk OutdoorProLogo tentsile  

Samarbejdspartnere

Fjällräven Nordisk nalgene logo lille teva logo lille
Primus Yeti Tentipi Jetboil logo
ExpedAnnonce sea to summit logo lille AclimaAnnonce robens
immeln kanotcenter logo lille odex summit to eat logo ab camping og outdoor udstr
STMNy The Good Karma GrowersCup logo  All Out

Outsite.org - Frisk luft på nettet - © 1995-2018 - Betingelser - Kontakt os - Foreningen Outsite - Medie info

Outsite er drevet af frivillige og du kan støtte vores arbejde her... - Ingen tests, anmeldelser o.l. er økonomisk støttet, men baseret på godt samarbejde med producenter, importører og butikker.