outsite vandre og friluftsliv                                                               Paa tur med outsiteOutsite frisk luft paa nettetOm Outsite frisk luft paa nettetoutsite tv outdoor youtube kanal

Kebnekaise på kryds og tværs – del 2

En højalpin fjeldtur i Nordsverige, vandret af Alexander på 13 år og Rasmus på 43 år. Planen var at holde sig væk fra de største stier, gå 360͘˚ grader rundt om Kebnekaise massivet, og bestige selve Kebnekaise, Sveriges højeste fjeld, samt et par andre toppe. Højalpine fjeldture går dog sjældent som planlagt…

Kebnekaise out

Dette er anden og sidste del af beretningen. Fik du ikke læst første del, så klik her...

Fjerde dag: Singivagge(Sindsygvagge), og den hjemmelavede rygeovn.

Jeg vågner ved lyden af en helikopter. Det er morgen på den lille fjeldtop Kaipak, der ligger lige op ad den store Kebnekaise Fjeldstation, og Alexander ligger stadig og sover ved siden af mig. Helikopterens rotor standser, så man igen kan føle sig som et rigtigt vildmarksmenneske, og jeg åbner teltet og føler mig igen som et heldigt asen. Himlen er blå, temperaturen er høj, og udsigten fra teltet heroppe fra er fantastisk, den er faktisk så god, at den ikke kan vises på et billede på en troværdig måde!


Stilheden bliver snart afbrudt igen, helikopterlydene er tilbage, og da jeg kigger ned på fjeldstationens helikopterlandingsplads forstår jeg hvorfor. Mindst 50 mennesker står og venter på at blive fløjet til den lille by Nikkaluokta og ud af fjeldet. To helikoptere flyver i fast rutefart frem og tilbage. Der går en times tid og så er den klaret. I mellemtiden er Alexander vågnet, og han er heldigvis stadig med på lidt mere Laplandstur. Dagens etape går til den sjældent besøgte Singivagge, der ligger indeklemt mellem fjeldene Tuolpagorni og Singitjåkka.

tuolpagorni og singitjaakka

Den sorte pil angiver hvor den populære sti ud til Kungsleden og videre til Abisko går, den blå pil vores alternative rute op i Singivagge. Længst til højre anes Kaipaks toprøse.

Vi får pakket alt vores habengut, så vi er klar til en ikke særlig lang vandredag, men til gengæld en dag med en særlig udfordring, der består i en vanskelig opstigning til den sjældent besøgte dal, Singivagge. Jeg ved det er en lidt tricky opstigning, men jeg tænker det er en af den slags udfordringer der lige sætter prikken over i´et på en god Laplandstur. Vi bevæger os mod vest fra Kaipak og ned i den frodige dal Ladtjovagge. Tuolpagorni troner flot i baggrunden, som var det en mægtig vulkan, der kunne gå i udbrud hvornår det skulle være.

vestre leden til kebnekaise

Vi krydser snart Vestre Leden, den mest brugte sti til toppen af Kebnekaise, hvor røde markeringer på sten med jævne mellemrum viser fjeldentusiaster hele vejen til toppen af Sveriges højeste fjeld. Vi følger i stedet stien mod vest i Ladtjovagge, og vi får sagt ”Hej do”, ”Hej do” og mere ”Hej do” de første kilometer.

Efter en bro står der pludselig et kors, som om nogen er omkommet her, hvilket undrer mig meget da det er et let vandret område. Det viser sig heldigvis at være en såkaldt ”meditationsplads”, hvilket faktisk også er angivet på kortet, da jeg kigger efter. Jeg ved ikke hvorfor dette sted skulle være mere meditativt brugbart end andre, men flot er her da…
Kort efter går vi væk fra stien og ind i den berygtede Singivagge. Dalen bliver hurtigt smallere og smallere, og der er ikke meget plads omkring os da vi kommer til det flotte vandfald Silverfallet.

silverfallet

Ved Silverfallet og lige før turens farligste sted, stien til dalen går på hylder oppe til højre.

Alexander går forrest, og vi er næsten helt henne ved Silverfallet, før jeg opdager at noget er galt, her er alt for stejlt til at komme videre op i dalen.

”Alexander, stop lige en gang, vi skal lige tænke os om, så vi finder den rigtige vej op”, siger jeg. Alexander kigger lidt bekymret på mig og siger: ”Der er da også alt for stejlt til at vandre her”.

Stien ved Silverfallet ender blindt ved en lodret væg, og jeg tænker mig frem til, at den ”rigtige sti” til dalen må gå længere oppe af skråningen, det er den eneste forklaring. Vi går 100 meter tilbage, og begynder at arbejde os op ad skråningen for at finde stien og indgangen til dalen, men her er stejlt og løse sten, og jeg kan se at Alexander ikke er begejstret. Problemet er, at her faktisk er lidt for stejlt til at gå ned igen, hvis nu vi ikke går den rigtige vej…

”Alexander vent her, så tjekker jeg lige om vi er på rette vej”, siger jeg så roligt som muligt. Jeg placerer Alexander og begge rygsække på en relativt flad sten, og så klatrer jeg som en anden bjergged op og ned ad skråningen for at finde den rette sti. Mange af de små spor er dyreveksler, men endelig lykkes det at finde den rigtige sti, der går som en serpentinslynge op imellem de stejle klipper. Netop som jeg tænker at alt er godt igen, hører jeg pludselig en høj og vedvarende fløjten. Det må være Alexander der kalder på mig med sin fløjte, så jeg skynder mig det bedste jeg har lært tilbage til ham.

Alexander er fuldstændig uskadt udvendig som jeg forlod ham, men han er ked af det indvendig, og synes ikke det er fedt at blive efterladt af sin far på en stejl skråning i en øde dal i en god halv times tid…

Jeg undskylder mange gange, og forbander mig selv for ikke at følges med ham HELT tilbage til dalens indgang, så vi stille og roligt kunne have fundet stien sammen. Men det skete er sket, og nu går det OK med at komme op i den forjættede Singivagge, selvom der stadig er stejlt, og hænderne skal tages i brug enkelte steder.

singivagge vandretur med søn

Oppe i dalen venter blandt andet disse fantastiske sten. Hvorfor er de så røde i farven? Er der nogen der kan hjælpe?

Humøret er snart højt igen, og vi udnævner Singivagge til ”Sindsygvagge”, da man på grund af den svære indgang skal være mere end almindelig skør for at gå herop. Fjeldverdenens ”Shangri La” kalder forfatteren Claes Grundsten til gengæld dalen, og jeg forstår ham, her er virkeligt flot, masser af gode grønne teltpladser, søer, fjeld, og en ”alene fornemmelse” man ikke finder nede i Ladtjovagge.


Vi får rejst teltet ved kanten af en sø, vi springer badeturen over i dag, men vi laver stenkastningskonkurrence, målene er forskellige flade sten vi har stillet på højkant. Og Alexander hygger sig også med at lave en hjemmelavet rygeovn, så den medbragte spegepølse kan få en fin røget smag.

med søn paa vandretur i ladtjovagge

Alexander med rygeovnen, som han morede sig meget med. Lidt mindre morsomt var det, at den orange plastik på Jetboilen smeltede næsten helt væk. Heldigvis kunne kogeapparatet stadig bruges. ”Så står vi lige, efter hvad du gjorde mod mig tidligere i dag”, som Alexander sagde. Sandt nok.

Efter en afslappende eftermiddag og aften, med indtagelse af den sædvanlige kæmpe portion aftensmad, går vi ud på en lille rekognosceringstur. Planen er, at vi skal forsøge at komme op på Kebnekaise i morgen, og jeg tænker der måske er en smutvej op til den såkaldte kaffedal, som leder op mod toppen, mellem fjeldene Virrumvarre og Singipakte(se ruten på kortet længere nede i teksten).

Vi går aftentur op igennem den øde og stejle sidedal, hvor ikke kun mennesker kan komme til skade. Mange rener har ladet livet her, og vi finder adskillige renknogler mellem de store sten. Alexander finder også et kranie fra en ren:

kaffedalen

Da vi kommer op mod toppen af sidedalen kan jeg se, at der er en mulig vej op, men at den går på nogle stejle klippehylder, i stil med dem vi klatrede op ad tidligere i dag. Jeg beslutter mig for en gangs skyld for at være fornuftig: ”Vi dropper denne vej Alexander, det er for svært med rygsæk”.


Alexander, der havde håbet at kunne spare nogle kilometer på vejen mod toppen, bliver straks skuffet. Nu skal vi jo gå en ”omvej” som han siger, for at komme på toppen af Kebnekaise. Det er jeg så ikke helt enig i, og vi diskuterer lidt på gemytlig måde, hvad der egentlig er en omvej og hvad der ikke er en omvej, strengt taget er hele turen, ja hele livet, jo en omvej, hvis man sætter tingene nok på spidsen!

sidedal til singivagge

I den stejle sidedal til Singivagge viser Alexander, at han kan tømme en kop vand så det ligner hovedet på en kobraslange. Lige under Alexanders hånd kan vores telt skimtes som en lille rød prik i baggrunden.

Da vi kommer ned til søen og teltet igen er det sent om aftenen, men stedet her er så unikt, at vi ikke bare kan gå i seng. Vi sætter os og gumler et par müslibars(perfekt lige før sengetid…), og snakker længe om alt muligt. Vi taler måske i en time om alt muligt og umuligt, ting vi normalt aldrig taler om, fordi skole, arbejde, mor, søster, telefonen osv. forhindrer det.

teltplads i singivagge

Vores unikke teltplads i Singivagge ved midnatstid.

Til sidst er der snakket ud, og vi børster tænder og kravler i poserne. Vi snupper alligevel lige et par spil 31 og læser et par sider i vores respektive bøger inden vi sover, vi er snart som et ældre ægtepar med alle de rutiner!

top tur i kebnekaise

Den røde streg viser dagens etape med rygsæk, teltpladsen er lige ved hjørnet af søen. Den blå streg er aftenturen op i sidedalen, som vi rekognoscerede uden rygsæk. I alt cirka 10 km.

Femte dag: Store topdag og den mystiske rygsæk

Vi vågner til endnu en morgen med godt vejr, Fedt!
Vi får hurtigt pakket soveposer, liggeunderlag, telt, og alt det andet vi har med sammen, og efter det sædvanlige morgenritual med frysetørret müsli, vand og kaffe, bevæger vi os gennem Singivagge mod vest. Langs den første sø ligger der kæmpe sten hulter til bulter alle vegne, derefter bliver dalen mere letvandret. Det bløde græs og det gode vejr indbyder til en formiddags power nap, så vi snupper lige en ”morfar” i græsset:

tuolpagorni

Pause i den fantastiske Singivagge. Det spidse fjeld i midten er Tuolpagorni.

Efter nogle timer er vi endelig kommet rundt om det store fjeld Singipakte, der som Alexander siger ”spærrer vejen til Kebnekaise”. Vi krydser en elv, hvilket resulterer i at vi begge får grundigt våde fødder, så vi snupper lige en vride sokker pause, før turen atter går op gennem kaffedalen. Der er ikke nogen rigtig sti her, så vi finder vores egen vej op igennem terrænet, vi sigter på Rabots pas(opkaldt efter førstebestigeren af Kebnekaise). Passet ligger i cirka 1500 meters højde, og så mangler vi jo ”kun” 600 højdemeter til toppen derfra.


Men stenene på vejen til Rabots pas ligger løst, meget løst. Det er med mine ord: ”to skridt frem og et tilbage”, eller med Alexanders ord: ”mega hårdt og nederen” at gå denne vej op. Vi kommer dog op i Rabots pas uden problemer, og nu kan vi se en masse fjelde, så vi smelter sne, laver kakao, og tager en god pause her.
På vores vej videre op følger vi ikke kammen, men går lidt vores egen vej op ad mod Kebnekaise. I 1700 meters højde opdager Alexander pludselig noget ret uhyggeligt, en efterladt rygsæk:

mystisk og forladt rygsaek

Den mystiske rygsæk i 1700 meters højde på sydvestsiden af Kebnekaise.

Rygsækken er meget gammel og slidt, farverne er næsten helt udviskede, så den må have ligget her i årevis, måske i mange år. Der kommer stort set ingen mennesker her, så vi undrer os selvfølgelig over hvad der mon er sket. I rygsækken ligger liggeunderlag, sovepose, tøj og et gammelt kogesæt, og hvem efterlader lige det her, hvis der ikke er sket noget alvorligt?


Der er heldigvis ingen knogler, så måske er det bare en der har efterladt sin rygsæk her i dårligt vejr, og er gået ned? Eller, mere sandsynligt, en der udmattet har gået mod toppen, har efterladt sin rygsæk her og regnet med at tage den med på vejen ned, men så ikke har kunne finde sin rygsæk… Vi ved det ikke, en google søgning efterfølgende har ikke givet resultat, men der sker desværre ulykker heroppe i fjeldet hvert år…


Vi går atter videre, og kommer op til fjeldkammen der fører mod Kebnekaises top, og heroppe er udsigten helt fantastisk:

kammen til kebnekaise

Fra kammen vest for Kebnekaise er der adskillige hundrede højdemeter stejlt ned til Rabots gletscher. Fjeldet på den anden side er Drakryggen (1821 m.o.h), og længst til højre ses Kaskasapakte (2043 m.o.h.) og Kaskasatjåkka (2076 m.o.h.). De to sidstnævnte er fjelde der ligger ved Tarfala dalen, hvor vi var for et par dage siden.

Vi fortsætter op ad, og med højdemålerens hjælp finder vi den første af de to gamle topstuer, der begge ligger i 1880 meters højde:

klam og ulaekker topstue

Den første af de gamle, klamme og beskidte topstuer.

Inde i topstuen møder vi fire vandrere, de første vi har mødt siden Ladtjovagge. Det er fint at møde mennesker igen, men her er virkelig ulækkert inde i topstuen. Der er et vindue der er smadret, her lugter surt, og der ligger en lille kubikmeter skrald på gulvet, der ligger faktisk skrald overalt, og her er bare ikke rart at være. Jeg er ikke sart, men det er en kæmpe skuffelse! Vi går videre de få hundrede meter til den ældste af de to topstuer, der også ligger i 1880 meters højde:

topstue i 1880 meter

Den ældste, og mindste, af de gamle topstuer.

Herinde er der helt pakket med mennesker, måske 10-12 stykker. Her er til gengæld ikke nær så klamt som i den anden topstue, men der ligger også en del skrald i hjørnerne her. Vi tager en lille pause her, og beslutter os for at lade rygsækken stå, og så gå uden rygsæk de sidste par hundrede højdemeter mod toppen. En ung svensker med en brækket arm (ja, brækket, det siger han, og armen er i slynge!), vil gerne følges med os, alle de andre er på vej ned igen.

Det er fint nok med lidt ekstra selskab, og vi går sammen med den unge svensker ad en nu markeret og tydelig sti med masser af rød maling på sten hele vejen det sidste stykke mod toppen. I over 2000 meters højde ligger den helt nye topstue, den er bare ikke bygget færdig endnu:

helt ny topstue

Den helt nye og endnu ikke færdige topstue. I horisonten ses fjeldene i Sarek længere mod syd tydeligt.

Lidt grotesk, at der er hele tre topstuer på Kebnekaise, og at alle tre er så godt som ubrugelige. Som nødshelter kan de selvfølgelig bruges, men det er simpelthen for ringe at folk efterlader alt deres l… heroppe!


Vi nærmer os den hvide trekant af is og sne, der udgør den øverste del af Kebnekaise Sydtop, på lang afstand ser den øverste hvide del lillebitte ud, men der er faktisk tale om en næsten 40 meter høj bunke is og sne:

kebnekaise sydtop

Den øverste del af Kebnekaise Sydtop. Herfra ser man tydeligt at ”snebunken” faktisk er en topgletscher, den eneste topgletscher i Sverige.

Den sidste del er relativ stejl, men der er masser af gode fodspor, så det går fint i almindeligt vandre fodtøj. Men der er meget stejlt ned mod både øst og vest, så det er ikke her man skal falde på halen. Oppe på toppen er der ”en hulens masse fjeld”, som vores svenske fjeldkammerat siger. Og så er det jo bare fedt for os alle at nå toppen:

paa kebnekaise sydtop

På Kebnekaise Sydtop. Nordtoppen ses i baggrunden til højre.

Ved gamle topstuen, hvis gulv ligger i præcis 1880 meters højde, kalibrerede jeg højdemåleren, så nu er det spændende at se, om vi rent faktisk er det højeste sted i Sverige:

2098 meter over havet paa kebnekaise

2098 meter over havet viser min højdemåler ved Kebnekaises øverste sne. Et indgående lavtryk eller højtryk kan selvfølgelig have påvirket målingen en anelse på de 20 minutters vandring fra topstuen, men hvis målingen holder stik, er vi på det højeste punkt i Sverige. Nordtoppen er angivet til 2096,7 meter, så Sydtoppen er nu kun en god meter højere. Måske Nordtoppen overhaler i august eller september 2016…?

Vi går og kælker ned ad den hvide top mod syd, og så er det ned til rygsækkene igen ved den gamle topstue. Sønnike nægter at overnatte i nogen af de klamme topstuer, så vi går videre, og fortsætter ned ad Vestre leden til en egnet teltplads. Vi går og går og går ad den velmarkerede sti, Vestre leden er ganske lang, og vi skal helt ned i Kaffedalen igen, helt op på fjeldet Virrumvare, og derfra helt ned i endnu en dal for at finde behagelige teltpladser. Undervejs passerer klokken midnat, men mørkt er her ikke, fjeldene omkring os er faktisk endnu flottere om natten, det meste ligger i skygge, men himlen er stadig helt gul:

saelka toppen

 

På vej ned ad Kebnekaise midt i sommernatten ser man overalt flotte fjelde. Her fjeldet Sälka (1865 m.o.h.) langt mod vest.

Klokken er tre om natten før vi når Kitteldalen og finder en egnet teltplads. De sidste par hundrede højdemeter kan vi heldigvis kælke ned, men vi er helt smadrede i kroppen nu, efter en virkelig lang dag. Teltet rejser vi langsomt i fællesskab ved de såkaldte Kittelsøer, i baggrunden går en flok rener rundt og græsser:

teltplads i kitteldalen

Vi har rejst telt klokken tre om natten. Bemærk hvor tæt på os renerne går og græsser.

Vi er begge utroligt trætte, men også i godt humør, vi klarede det jo! Sammen! Alexanders øjne kører rundt i hovedet på ham af træthed, men han er også stolt af vores toptur kan jeg mærke. Ingen af os ved hvad pointen med bestigningen egentlig var, bare at det var en fed oplevelse, og den ambivalente fornemmelse af at være helt smadret i kroppen, og samtidig være superlykkelig har vi nu tilfælles:

med far og soen paa vandretur

Et godnat, eller snarere godmorgen, billede, da klokken er tre om natten før vi kommer i soveposerne.

bestige kebnekaise

Vores længste og absolut hårdeste etape, omkring 18 kilometer og mange hundrede højdemeter både op og ned. Den røde streg viser vandret rute med rygsæk, den blå det sidste stykke op til toppen, hvor rygsækkene lå i gamle topstuen. Det sorte kryds viser cirka hvor vi fandt den mystiske rygsæk, omtrent i 1700 meters højde.

Sjette dag: ”Kom nu far”, frokost senest kl. 14.00!

Jeg vågner ved at det er bagende varmt i teltet, og klokken er 12 om formiddagen. Benene er godt og grundigt ømme efter i går. Vi har kun fem kilometer til Kebnekaise fjeldstation og turens slutmål, men benene er virkeligt stive efter gårsdagens mishandling!
Alexander er også lidt mindre i hopla i forhold til i går. Men vejret kan vi ikke klage over. På nær en enkelt halvkold dag i Tarfala dalen, har vi haft perfekt sommervejr hele ugen:

kittedalen ved kebnekaise

Vores sidste teltplads, i Kitteldalen, og fem kilometer fra Kebnekaise fjeldstation.

Tænk, at vi har sovet til klokken 12! Alexander har desværre ikke glemt at der serveres frokost buffet på Kebnekaise fjeldstation mellem klokken 12 og 14, så vi skal have fingeren ud for at nå det. Jeg prøver at overtale ham til at vi kan tage den med ro, vi har stadig knækbrød, pølse og tubeost tilbage. Jeg kan godt høre det ikke lyder super fantastisk i sammenligning med det store tag selv bord, så vi pakker hurtigt sammen, sluger i hast en portion müsli, og så går det på fuld knald ned igennem dalen.

Jeg er igen imponeret over den lille fyr på 13 år. Han dyrker ikke motion til hverdag, men med udsigt til noget lækkert mad, er gårsdagens fjeldmarathon glemt, og ømme ben og smadret krop bliver ignoreret fuldstændigt. Vi drøner ned ad Vestre leden og forbi adskillige mennesker der er på vej op, 20-30 gange ”Hej do” bliver det i hvert fald til. Klokken 13 er de fem kilometer gennemført og vi er ved fjeldstationen, det vil sige en time til at gufle mad i, så vi smider skoene ved indgangen, og skynder os at kaste os over frokosten.

Nu er der dømt fuld luksus, så efterfølgende bestiller vi et dobbeltværelse med halvpension, over 3200 svenske kroner koster det for et vandrerhjemslignende værelse med bad og toilet på gangen! Det er helt skørt efter min mening.

Der er femstjernede hoteller i Paris og London der koster mindre, men jeg ved hvor meget Alexander har glædet sig til denne overnatning, som vi har snakket om så mange gange, så jeg bider i det sure æble og voldtager kreditkortet. Det er nu også herligt at få et varmt bad sammenlignet med en dukkert i en isbelagt sø, og til aftensmaden er der da heller ikke sparet på noget, lækker fisk, elgkød, is og alskens lækkerier bliver serveret, og aftenhygge på fjeldstationen bliver det også til, inden vi går til køjs på vores værelse.

Syvende dag: Tilbage til civilisationen

Morgenbuffeten næste dag er også OK, der mangler dog lidt æg og bacon mener Alexander, der er grundigt træt af müsli og knækbrød. Vi skal med en helikopter fra fjeldstationen kl. 08.30, en bus i Nikkaluokta klokken lidt over 11.00, og, hvis vi kan ændre vores billet, også en flyver fra Kiruna kl. 13.30, så det er godt at få fyldt på inden afgang. Klokken er næsten halv ti før vi kommer med helikopteren, men det er som ventet en fantastisk oplevelse, og Ladtjovagge under os viser sig flot frem på den korte flyvetur ud af fjeldet.

helikoptertur kebnekaise

På den store helikopter ud af fjeldet, Alexander sidder forrest med den bedste udsigt.

I Nikkaluokta bliver det lige til en gang vafler med blåbærsyltetøj mens vi venter på bussen, og Alexander siger under indtagelsen til min begejstring: ”Skal vi ikke også tage herop til næste år?”. Det kan vi MEGET hurtigt blive enige om, at selvfølgelig skal vi det. På trods af et par ”småkriser” var det jo en helt igennem vellykket fjeldtur, så naturligvis skal vi det!

højalpin vandretur i kebnekaise

Hele vores rute. Den røde streg viser vores vandrerute, de grønne cirkler overnatningsstederne, og de blå prikker helikopterens rute ud af fjeldet.

Brugervurdering: 5 / 5

Stjerne aktivStjerne aktivStjerne aktivStjerne aktivStjerne aktiv
 
Log-på for at kommentere

Kort & Kompaskursus

  Kursus i vandring

Kort & Kompaskursus

- Intro til kort
- Kortlæring
- Skala, symboler, koordinater
- Målestoksforhold
- Vurder afstand på kort
- Praktiske øvelser
- Vandrehastighed og timing
- Og meget mere...

Klik her og læs meget mere...

Hovedsponsorer

Friluftsland b wild EventyrsportStor fjeld & fritid
pro-outdoor holbæk bornholmtour logo friliv.dk rabat spejdergear banner
outdoor45 rabat  slagelse camping og outdoorcenter    

Samarbejdspartnere

msr logo teva logo lille Jetboil logo sea to summit logo lille
montane logo Tentipi ExpedAnnonce AclimaAnnonce
Yeti Nordisk fjallraven logo 283px Primus
Hilleberg the tent maker osprey rygsaek Trangia mountain equiptment
summit to eat logo ab camping og outdoor udstr STMNy odex
immeln kanotcenter logo lille robens GrowersCup logo waternlife logo

Outsite.org - Frisk luft på nettet - © 1995-2019 - Betingelser - Kontakt os - Medie info

Outsite er drevet af frivillige og du kan støtte vores arbejde her... - Ingen tests, anmeldelser o.l. er økonomisk støttet, men baseret på godt samarbejde med producenter, importører og butikker.