outsite vandre og friluftsliv                                                               Paa tur med outsiteOutsite frisk luft paa nettetOm Outsite frisk luft paa nettetoutsite tv outdoor youtube kanal

Nyhedsbrev

Outdoor forum

Flere emner »

Vandretur fra Nikkaluokta til Abisko

Efter en lang og ualmindelig varm køretur landede vi i Nikkaluokta kl 22 tirsdag den 8. juli 2014

”Vi” er min datter Anna, min søn Aske, Askes kæreste Kirstine og mig.

Da vi for to år siden sidst var på vandretur, tvang regnvejr os til at ændre den planlagte rute, så vejrudsigten, der varslede sol, sol og atter sol, var lovende for at jeg denne gang kunne gå den tur, jeg længe har drømt om.

Første vandredag

Næste formiddag var vi klar til afgang. Vi kom rimelig hurtigt frem til Laddjujavri, hvor vi tog båden. Flot sejltur i strålende sol. Resten af turen frem til broen ved Tarfalavagge var for en gangs skyld næsten fri for myg. Vi skulle senere finde ud af at myggene denne sommer åbenbart havde søgt til fjelds!

Kort før vi nåede broen opdagede Anna at hendes støvler var ved at tabe sålerne. Vi havde ellers testet dem hjemmefra, fordi det er et par år siden de sidst var i brug. En masse gaffatape var ikke tilstrækkeligt til at holde sammen på fodtøjet, så det så lidt sort ud for vores plan om at vandre hele vejen til Abisko. Mens Kirstine og jeg blev ved lejrpladsen ved broen, gik Anna og Aske til Kebnekaise Fjeldstation i håb om, at de kunne hjælpe. En time senere vendte de tilbage. Anna var iført et par af deres udlejningsstøvler, som hun havde fået lov til at købe for 400 kr. Alle var lettede, især Anna der syntes at de nye støvler faktisk var bedre at gå i end hendes gamle.

Efter kaffedrikning og afslapning, var der ikke nogen af os, der havde lyst til at slå lejr allerede, så vi fortsatte op gennem Tarfalavagge. Ingen af os havde været i denne dal før og vi var ret imponerede af, hvor smukt der var, især da vi kunne begynde at se de store gletschere.

Sent om aftenen nåede vi frem til søen lige syd for den videnskabelige station. Mens vi andre  rejste teltene, fremtryllede Kirstine et pragtfuldt måltid med bulgur, bacon, squash, pesto og pinjekerner. Efterhånden forstod vi hvorfor hendes rygsæk vejede betydeligt mere end vores.

Mens vi spiste, kom en flok rener gående på den anden side af søen. Flokken havde kurs direkte mod et par telte derovre, men de ombestemte sig, vadede gennem søen og fortsatte lige forbi hvor vi sad og spiste.

Anden vandredag

Så var det endelig dagen for passet mellem Tarfala og Kuopervagge. Jeg har læst utallige beretninger og gransket utallige billeder; jeg har altid haft lyst til turen, men har samtidig været lidt bange for at det var for svært.

Aske og Kirstine skulle med op i passet, men ville så vende om, vandre over Tjeuralako tilbage til bilen, for at køre mod Lofoten og holde ferie der. Det betød at de ikke skulle have oppakning med og derfor tilbød de at bære vores rygsække op; de ville jo nyde turen ned uden rygsæk. Er der noget bedre end voksne børn?

Selv uden rygsæk, var det en hård tur op ad morænen, enkelte steder var den mere stejl end jeg havde forventet, men udsigten og nærkontakten til gletscheren var hele besværet værd. Udsigten over Tarfalasøen i høj sol var helt utrolig.

Jeg havde på forhånd bekymret mig lidt om det stykke med sne vi skulle gå over lige før Gaskkajavri, men sneen var fin at gå i, og stykket var ikke så stejlt, som jeg havde forventet.

Frokosten blev indtaget ved Gaskkajavri. Jeg mener at jeg en gang har læst at den bliver kaldt Svarte Sjöen fordi den altid ligger i skygge, men jeg må have husket forkert, for hele søen lå badet i sol. Efter frokost var det tid til at tage afsked med Kirstine og Aske med en aftale om at mødes i Abisko en uges tid senere.

Kuopervagge var en blanding af sten- og snefelter, hele søen i bunden af dalen var faktisk dækket af sne. Mange steder kunne sneen ikke bære, så vi sank i til knæene flere gange, men heldigvis kun få gange sank vi i til hoften. Vi valgte at holde os på sydsiden af dalen hele vejen gennem dalen. Det betød, at vi kom til at vade det vand der løb fra Rabots gletscher. Der var god fart på vandet og det var koldt, men det nåede ikke over knæene så vi kom begge sikkert over.

Vi slog lejr i Kuopervagges vestlige ende, lidt oppe på skråningen og spiste aftensmad med et flot overblik over Tjäktavagge. Sorte skyer trak sammen i vest, men heldigvis drev de ikke over os, så vi fik endnu en dejlig aften i solskin.

Tredie vandredag

Vi var nu ved at vænne os til at vågne gennemsvedte oven på soveposerne, og tredje dag var ingen undtagelse. Vi spiste vores müslibarer under overvågning af en lillekjove, der sad på en sten og holdt øje med os. Det var min sjette fjeldtur, men første gang jeg så kjover. Vi så flere senere og overvejede om det evt. var et godt lemmingeår.

Dagens plan var at gå til Sälka, handle lidt (vores chokolade havde ved en fejl forladt os i Askes rygsæk og var på vej mod Lofoten) og spise frokost der og senere finde et sted at sove i starten af Stuor Reiddavagge.

Efter frokosten startede vi turen med at krydse en lille træbro der så ud til at ville knække sammen når som helst. Vi ville gerne skynde os over, men en rype der havde god tid gik foran os, mens hendes utal af kyllinger forskrækket gemte sig. Vi kom dog over og begyndte at bevæge os op ad den lidt seje stigning, der er på nordsiden af Stuor Reiddavagge. Da vi nåede op fandt vi en dejlig lejrplads.

Endnu en dejlig solskinsaften med udsigt til Sälka hytterne, Tjäktahjälmen og Vaktposten  og endnu et måltid overvåget af kjover. Denne gang var der fire stk og et par gange fløj de over os mens de skældte os ud.

Fjerde vandredag.

Vi begyndte dagens vandring med at søge ned i bunden af dalen for at finde et passende sted at krydse over til sydsiden. Det var ikke svært at finde et lavvandet sted, og allerede inden vi havde passeret Vaktposten, begyndte vi at søge opad for at lette turen op til Unna Reiddavagge. Turen op var en lang vandring/klatring på store sten, men det føltes ikke så hårdt, når vi gik så meget på skrå.

Vel oppe spiste vi frokost, mens vi glædede os til den videre tur. Unna Reiddavagge er en af de dale som jeg længe har haft lyst til at se, og jeg blev ikke skuffet; der er ubeskriveligt smukt. Udsigten til Vaktpostgletscheren og dens kæmpemoræne var hele turen værd; det er en fantastisk flot dal at gå igennem og skønheden kulminerer når man når hytten midt i dalen. 360° fantastisk udsigt!

Vi indtog hytten og nød endnu en dejlig aften.

Jeg er ikke særlig vild med tanken om at ligge i telt på fjeldet i tordenvejr, men i år var det næsten uundgåeligt. Derfor var jeg dybt taknemmelig, for at vi lå i hytte, da det om natten begyndte at buldre. Heldigvis var det ikke lige ovenover os og det var ret kortvarigt.

Femte vandredag

Dagens første udfordring var at komme fra hytten og ned i den nedre del af Unna Reiddavagge. Hytten ligger nærmest på kanten af en lodret klippevæg, men det skulle være muligt at komme ned på den sydlige side af dalen, selvom der er ret stejlt.

Først skulle vi over på den anden side af det vandløb der afvander søen og fortsætter ud over klippen i et vandfald. Der hvor vadet var markeret med varde, var der en hidsig strøm og det så meget dybt ud, derfor valgte vi at slå en lille bue ind over søen, hvor vandet var nogenlunde stille og dybden ikke særlig stor.

Selve nedturen var vandring på skiftevis snefelter og jord/sten. Nattens regnskyl havde forvandlet jorden til blødt mudder, som vi sank i til anklerne. Set i bagklogskabens klare lys skulle vi have holdt os til sneen, hvor der var OK at gå, for på et tidspunkt fik Anna startet et mindre mudderskred, der rev benene væk under mig. Det føltes lidt skræmmende at skride nedad med mudderet selvom jeg fik krabbet mig op på sneen efter 3-4 m. Det eneste jeg tænkte på var at undgå at blive ramt af sten og i en fart komme over på det nærmeste snefelt.

Da vi så os tilbage var det endnu et smukt syn der mødte os. Mine amatørfotos yder slet ikke Unna Reiddavagge retfærdighed.

Vi skulle nu vælge om vi ville krydse vandet og vandre på nordsiden, eller om vi ville fortsætte på Unna Reiddavagges sydside. I flg. Claes grundsten kan man gøre begge dele. Nordsiden indebærer nogle vad, heraf et vanskeligt, mens sydsiden byder på mest blok. Vi foretrak besværet med blokfelterne fremfor at stå ved et vad vi ikke havde mod på at  krydse, så vi blev på sydsiden. Det var en beslutning vi blev glade for. Set fra sydsiden var norsiden stejlere og vandet fra Räitatjåkkas gletscher lignede ikke noget vi havde lyst til at passere. Turen på nordsiden var en vekslen mellem blok-, sne- og græsfelter. Vi holdt lidt højde hele vejen ud og selv om det blev til en del skrågang, var det ikke så vanskeligt.

Nede i Vistasvagge var det lidt af en udfordring at finde gennem birkeskoven til broen, men Calazokortet på min telefon var til nytte, så vi skulle ikke lede længe.

Planen var at finde et sted at slå telt op mellem broen og Vistasstugan, men vi fandt ikke en eneste plet, hvor det var muligt, så kl 1.00 om natten slog vi, musestille, vores telt op ved hytten.

Sjette vandredag

Vi blev vækket ved 8-tiden af stugværten, der spurgte om vi ville handle, inden at han tog på tur. Det blev til et par colaer. Mens vi sad og nød sukkervandet, kom en elg tæt på hytten. Det var en lille tyr, der længe kredsede rundt tæt på os, inden den vadede over Vistasjohkka.

Hjemmefra havde planen været at gå mod Mårmapasset, men vi trængte til at vandre noget lettere, så vi besluttede at fortsætte nordpå gennem Vistasvagge. Vi har tidligere kun vandret Vistasvagge syd for Vistasstugan, og selvom der er smukt bliver det lidt trivielt at gå så langt gennem birkeskov. Derfor blev vi positivt overrasket af den nordlige del. Det var en meget omvekslende tur med flotte udsigter og dejlig let vandring.

Tidligt på aftenen nåede vi frem til søen 846, hvor vi slog lejr. Vandet i søen var næsten lunt, så det blev til vask af både os selv og lidt tøj. Mine bukser trængte i hvert fald til en vask efter nærkontakten med mudderet i Unna Reiddavagge.

Syvende vandredag

Ved sekstiden blev jeg vækket af nogle fugle, der førte en længere samtale på den modsatte side af søen. I en fart fik jeg puttet kontaktlinser i øjnene, men de var for langt væk til, at jeg kunne se andet end ”sorte fugle”; jeg er dog ret sikker på at det var ravne. Det var for tidligt at stå op, så jeg kravlede i soveposen igen.

Kl syv blev jeg igen vækket, denne gang af et tordenbrag. Himlen sydpå var nærmest sort og da jeg ikke er stor fan af torden i fjeldet, vækkede jeg Anna. Vi skyndte os at pakke sammen og fortsatte nordpå med lyn og torden i hælene. Vi slap ikke for regnen, men det lykkedes os at undgå torden lige over hovedet.

Regnen holdt op og solen brød frem igen da vi nåede Alesjaurestugorne. Vi købte kaffe i kafeen og nød at sidde på stole, mens vi betragtede det mylder der var af mennesker. Fra Tarfala og ud gennem Kuopervagge og i Unna Reiddavagge havde vi ikke set et eneste andet menneske, men nu var vi tilbage på Kungsleden lige på den tid, hvor de fleste forlod hytterne.

Efter morgenmaden fortsatte vi nordpå ad Kungsleden. Hvis ikke det var så tidligt på dagen, var det fristende at slå lejr tæt på en af Alesjaures sandstrande. Det viste sig desværre umuligt at finde en teltplads da vi begyndte at søge. Vi havde sluppet Alesjaure, var steget lidt op og vand var pludselig en mangelvare. Derfor fandt vi først et sted lige efter broen inden nationalparkens grænse. Åbenbart er det et meget benyttet sted, for der stod i forvejen 4-5 telte. Vi fandt et sted til vores lille telt og lavede mad, mens skyerne trak sammen. Heldigvis nåede vi at blive færdige og komme teltet inden regnvejret kom. Det blev også til lidt lyn og torden, men det føltes ikke så slemt i smørhullet mellem træerne.

Ottende vandredag

Denne dag gik nærmest over stok og sten. Ikke fordi vi havde travlt, men fordi det var så nemt at komme frem. Ingen sne, ingen vad og spanger mange steder. Da vi nåede frem til lejrpladsen var klokken endnu ikke tre, og da en svensk familie fortalte os at vi var ca en time fra Abisko, valgte vi at springe den planlagte overnatning over og fortsætte til Abisko.

Da vi fik net på telefonen, ringede vi til Aske og Kirstine. De var stadig på Lofoten, men ville begynde at køre mod Abisko.

Kl 17 nåede vi Abisko Turiststation, mens vi ærgrede os lidt over at vores rene tøj lå i bilen; vi måtte gemme vores hårdt tiltrængte bad til Aske og Kirstine kom. Vi fordrev tid med en middag i restauranten, en lille gåtur og afslapning i Abiskos bibliotek. Omkring 22.30 ankom vores transport og efter et dejligt bad var det tid til at sætte kursen mod hjemmet.

Brugervurdering: 5 / 5

Stjerne aktivStjerne aktivStjerne aktivStjerne aktivStjerne aktiv
 
Log-på for at kommentere

Hovedsponsorer

Friluftsland b wild EventyrsportStor fjeld & fritid
pro-outdoor holbæk bjergkaeden rabat friliv.dk rabat spejdergear banner
vandregrej dk outdoor45 rabat    

Samarbejdspartnere

msr logo teva logo lille Jetboil logo sea to summit logo lille
montane logo Tentipi ExpedAnnonce AclimaAnnonce
Yeti Nordisk fjallraven logo 283px Primus
Hilleberg the tent maker osprey rygsaek Trangia mountain equiptment
summit to eat logo ab camping og outdoor udstr STMNy odex
immeln kanotcenter logo lille robens GrowersCup logo waternlife logo

Outsite.org - Frisk luft på nettet - © 1995-2019 - Betingelser - Kontakt os - Foreningen Outsite - Medie info

Outsite er drevet af frivillige og du kan støtte vores arbejde her... - Ingen tests, anmeldelser o.l. er økonomisk støttet, men baseret på godt samarbejde med producenter, importører og butikker.