outsite vandre og friluftsliv                                                               Paa tur med outsiteOutsite frisk luft paa nettetOm Outsite frisk luft paa nettetoutsite tv outdoor youtube kanal

Nyhedsbrev

Outdoor forum

Flere emner »

Dette er hverken den seneste, sjoveste, smukkeste eller mest fantastiske vandretur, jeg og mine venner har været på, men det er klart den som vi har lært mest af!

vandretur i jotunheimen

Om deltagerne og turen

Jeg håber at du vil læse med til enden og blive lidt klogere på, hvad man IKKE skal gøre på en fjeldtur 😉

I 2012 tog vi fire gæve venner — Daniel, Dennis, Kasper og jeg selv, Allan - på vandretur til Jotunheimen for anden gang efter at have vandret der to år tidligere. Men denne gang ville vi længere ind i nationalparken og dermed forhåbentligt få en oplevelse af i højere grad at være i ødemarken, end vi havde på vores forrige tur.

Vi var fattige studerende, og vores grej var stort og tungt, så vores ønske om at komme længere ind i Jotunheimen betød også, at vi havde mere oppakning med, end vi havde prøvet før: Ja faktisk så meget at jeg omsider blev nødt til at skifte min godt brugte Asivik Hiker 60 ud med et panikkøb: Lowe Alpine Expedition TFX 75:95 (75 til 95 liter), som kunne presses helt op på 100 liter, når jeg monterede de løse sidelommer fra min gamle Asivik-rygsæk.

Soveposerne var store og tunge fiberposer, og teltet var et tremands tunneltelt, hvor tre sov i sovekabinen og én i forteltet, hvor vi som bund brugte en presenning af den type, som man kan se monteret som "væg" på stilladser. Altså de kraftige gennemsigtige med indlagt hvid forstærkningstråd. Presenningen var i øvrigt ikke skåret til, så den passede til forteltet, men i sin fulde og alt for store størrelse.

I bagklogskabens lys burde vi have fokuseret mere på at få oppakningen til at fylde og veje mindre end de 30 ± 2 kg, som vi var afsted med. Hverken miniature-rivejern eller piskeris var vist så nødvendige på turen, som de virkede, da vi tog hjemmefra. Men den dårlige pakning blegner sammenlignet med nogle af de andre bommerter, vi lavede undervejs, så jeg håber, at du som læser vil sidde med et smil på læben, når du har læst til ende, og at du kan glæde dig over, at du ALDRIG ville kunne dumme dig så alvorligt 😉

Afsted mod Jotunheimen

Vi havde købt billet til København-Oslo med Oslofærgen, som vi stod på i Københavns Havn, og bortset fra, at en enkelt deltager var taget afsted uden pas, fordi det var dyrt at forny det, gik det som smurt (han kom med). Følelsen af, at gruppen endelig var på vej på tur sammen, begyndte langsomt at melde sig, mens færgen langsomt sejlede gennem Kattegat.

Da vi ankom til Oslo klokken kvart i ti næste dag, brugte vi et par timer i Oslo og tog dernæst med bus 161 - Valdresekspressen til Beitostølen, hvor vi ankom sent samme eftermiddag.
Vi hyggede os i den lille by og overnattede i telt et stykke oppe i bakkerne, lidt væk fra byen.
Dagen efter tog vi bus 163 til Gjendesheim klokken kvart i ni om morgenen - lidt tidligt for en flok studerende på 23-24 år, som også skulle nå at pakke lejren sammen.

Afsted og op ad i Jotunheimen

0. Etape

etape0

Turen over Gjende med båd.

Da vi havde gået turen over Besseggen to år forinden, valgte vi at tage båden fra [Gjendesheim](https://www.ut.no/hytte/3.1864/), hytten som ligger i den østlige udkant af Jotunheimen og for enden af søen Gjende, til [Gjendebu](https://www.ut.no/hytte/3.1844/), den vestligste beliggende hytte på Gjende.
Det er en afsindig smuk sejltur, og jeg mærkede, at sommerfuglene for alvor begynde at baske i maven og love eventyr, mens båden sejlede længere ind i jætternes hjemstavn.

DSC01930

Turen over Gjende med båd, hvor udsigten var fantastisk.

Jeg tror faktisk, vi havde et stop undervejs på Memurubu, hvor vi lavede noget bacon, æg og kaffe på kogeapparatet, hvilket klart kan anbefales at have med til førstedagen, så man ikke skal slæbe på det.

1. Etape

etape1

Første vandreetape mod Skogadalsbøen

Da vi var gået i land ved Gjendebu, var næste mål [Skogadalsbøen](https://www.ut.no/hytte/3.2004/)-hytten, og ruten gik gennem Veslådalen, langs Snøholtsvatnet, videre gennem Øvre Mjølkedalen og endelig gennem Skogadøla.

DSC01941

Udsigten ned mod Gjende.

I vores iver for at komme afsted tonsede vi, lettere euforiske af forventninger om oplevelser som vi havde til gode, op ad bjerget med vores oppakning, men opdagede snart at vi var kommet på den forkerte side af et lille vandløb, og desuden havde sat en del unødvendige højdemeter ind på kontoen… Det blev langt fra sidste gang, vi måtte krydse vand på turen, men det var heldigvis den nemmeste kryds, for vi kom tørskoede over ved at finde et sted egnet til at krydse ved at træde på sten.

DSC01945

Vandløbet blev netop krydset.

Som du kan se på kortet, er der en del højdemeter på ruten, og desto højere vi kom, desto lavere blev temperaturen.

Da vi kom godt op i højderne og vandrede i et landskab af sten, gruset jord og snedriver, fik vi selskab af en bastant "støvregn". Til at starte med virkede det ikke som noget særligt, men da den efter noget tid truede med at gennembløde os, måtte regntøjet på, og vores færd fortsatte langsomt men støt opad.

Da jeg skulle træde hen over en stor sten, snublede jeg og slog knæet ned i en flad sten i faldet. Det gjorde ondt som bare pokker, men efter at have ømmet mig lidt, viste det sig, at det heldigvis stadig virkede, som det skulle.

Det var først, da vi havde gået videre et stykke tid, og smerten i knæet stort set havde fortaget sig, at jeg mærkede det stræk, som senen i lysken var blevet udsat for i faldet.

Snedriverne, hvor sneen blev trykket sammen for hvert skridt, var klart de værste strækninger med den let forstrukne lyske. Så vandringen kom hurtigt til at handle mindre om det flotte landskab og mere om at finde en balancegang mellem at genbruge de fodspor, de andre havde trådt, og ikke at tage for lange skridt i forsøget på at genbruge fodsporene.

DSC01955

Vandring på skiftevis sne og fjeld

DSC01953

Landskabet med snedriver, stenet jord og en sø i ny og næ.

Grundet skaden sakkede jeg en smule bagefter de andre, og delvist gennemblødt mærkede jeg, hvordan jeg begyndte at fryse til trods for, hvor varmt vi havde det tidligere på vej op ad bjerget.
Igennem passet skulle vi, så der var ikke andet at gøre end at fortsætte, men efter noget tid begyndte min krop så småt at ryste af kulde og mine tænder at klapre. Vi samledes heldigvis, og mine venner vekslede ikke mange ord med mig, før de slog teltet op på det fladeste sted, som de kunne i det lidt kuperede landskab.
Resten af aftenen står ikke så tydelig i hukommelsen og består mest af brudstykker, men jeg kan huske at…

• teltet blev slået op, men ikke om jeg hjalp, eller om jeg selv pakkede min taske ud

• jeg kommer i soveposen inde i teltet, hvor jeg får varmen og bliver en smule mere mig selv

• jeg varmer noget mad i forteltet uden at forlade min sovepose – jeg formår dog at brænde hul i den plastik-tallerken, som blev monteret under gryden, da jeg glemmer at fjerne den, inden jeg smider gryden på gasblusset, og de andre bad mig ikke pille ved lighter, brænder, kniv osv. lige foreløbigt

• jeg generelt var klodset og havde lidt svært ved at formulere mig, samt at forstå sammenhænge og tænke forud: Da mine venner fortalte mig, at de ville slå teltet op, ville jeg sædvanligvis vide, hvad som skulle gøres i hvilken rækkefølge, men i den afkølede tilstand var det ikke indlysende. Og det betød selvfølgelig også, at jeg vist var svær at få i tale, hvis jeg blev spurgt om noget, som krævede en indsigt i de umiddelbart forestående opgaver.


I dag tænker jeg, at det jeg oplevede, var de tidlige tegn på hypertermi: "The umbles" som det hedder på engelsk, om en sammentrækning af fumbles og mumbles (fumle og mumle).

Resten af dagen kan jeg stort set intet huske fra.

DSC01949

Hyggelig stund i teltet. Billedet må være taget efter at jeg havde fået varmen igen.

Da vi vågner næste morgen, har jeg det MEGET bedre, og jeg går uden problemer i bare ben og vandrestøvler de små 50 meter over det snedækkede landskab for at hente vand i den nærliggende flod til morgenmaden.

DSC01977

Skribenten udhvilet, varm og ved godt mod — lysken havde det også meget bedre end dagen før.

Vi får mad i sækken, pakker lejren sammen og har taget regntøjet på, da en taske går i stykker, og den uheldige deltager må reparere den. Nok den eneste gang jeg har været glad for at have sygrej med.

DSC01976

Reperation af rygsæk.

Foran os havde vi en lang nedstigning, men dog en etape som så ud til at blive en del lettere end dagen forinden - med veltrampede stier i jord frem for sten, og så var vejret slået om til lunende solskin.

DSC01984

Udsigten da dagens rute startede.

DSC01986

Isen svandr gradvist da vi steg ned gennem højdemeterne, og åbenbarede et landskab fuld af vandpytter.

DSC01990

Nedstigningen foran os gennem Skogadøla.

Vi aftalte at dele os op i to grupper. Daniel og Kasper som gerne ville tonse igennem landskabet, og Dennis og jeg som hellere ville tage turen i et mere roligt tempo.
Det virkede fint i det knap så udfordrende landskab, og vi mødtes ved Skogadalsbøen inden for en time af hinanden.

Jeg er stadig glad for, at Dennis og jeg valgte at tage den med ro, spise frokost, lave kaffe og nyde den fantastiske udsigt i de frodige fjelde — noget vi vist ikke havde oplevet i Jotunheimen før.

DSC02010

Skogadøla er bevokset med en lavstammet skov

Blomster kombineret

Også på blomsterne kunne man tydeligt se forskellen på de barske kår oppe i Øvre Mjølkedalen og Skogadøla

På Skogadalsbøen fik vi en kop tiltrængt kakao, og vi havde en hyggelig aften med fantastisk udsigt, mens vi lavede aftensmad.

DSC02030

En hyggelig stund mens der laves aftensmad.

Til de grej-interesserede her på siden: Brænderen er en Primus Eta Packlite, vistnok den første udgave deres Eta-modeller. Jeg har stadig brænderen, som virker fint, og i koldt vejr grundet det generator-coil (gassen føres gennem et messingrør, som rammes af flammen for brænderen, for på den måde at forvarme gassen), efter at en pakning blev skiftet, omend man godt kan mærke, at den ikke har en så høj effekt. Gryden havde en simpel heat-exchanger i bunden, og var indvendigt belagt med en teflon-agtig non-stick belægning, som dog ikke var lige så holdbar som de eta-gryder vi har i dag og på lige fod med dagens eta-gryder var effektiviteten top. Vanddunken i baggrunden er en sammenfoldelig vanddunk fra Platypus, som man stadig kan købes i SpejderGEAR. Jeg kan varmt anbefale den, da den vejer meget lidt, og kan rulles sammen til næsten ingenting. Den holder godt (jeg har stadig min, og den har været med på stort set alle ture), og hvis proppen bliver væk, kan du bruge en prop fra en almindelig sodavandsflaske.

DSC02132

Vi indlogerede os i deres primitive sovesal, som nok bedst kan beskrives som et stort redskabsskur med tæt stablede køjesenge. Men det var billigt, og vores udstyr fik lov at tørre igennem, så vi var klar til næste dags og etapes strabadser!

2. Etape

etape2

Dagen startede naturligvis med regnvejr, så regntøjet kom på, og kameraet blev pakket væk.
Det er lidt svært at se på kortet, men ruten startede med at gå opad, og målet var hytten [Leirvassbu Fjellstue](https://www.ut.no/hytte/3.2346/).

Moralen havde været højere, hvis vi ikke var på vej opad i silende regn med tung oppakning på ryggen, men tempoet var raskt og en del hurtigere end, hvad vi ville sætte senere samme dag. På et stort "trin", hvor min vandrestav ikke gav så meget støtte, mærkede jeg det stødte knæ blive presset til grænsen af, hvad det kunne præstere, og på resten af turen var jeg mere forsigtig.

DSC02039

På med regntøjet før dagens etape, og et smugkig på Daniels gamle taske, som senere ville volde ham grumme problemer.

Det var en hård dag, og den eneste gang, hvor jeg på fjeldet har oplevet at hilse på en flok vandrere, som passerede os i modgående retning på vandrestien, og som pure ignorerede os og vores hilsen. Til deres forsvar skal det sige, at de så MEGET pressede og våde ud.

Nogle timer efter afgang var vi uenige om, hvorvidt vi skulle stoppe op og spise frokost, eller fortsætte mod vores mål. Det endte med, at vi lod være, da nogle i gruppen kategorisk nægtede at stoppe med det argument, at de så ville blive kolde, og terrænet var krævende nok til, at vi ville blive sammen frem for at splitte gruppen op som dagen før.

Sult og lavt blodsukker hjalp dog ikke på humøret, og vi blev alle smågnavne, så folk satte musik i ørene, og man gled langsomt ind i den for mange nok velkendte trance-lignende tilstand, hvor man bare går og går og går uden at tænke over det længere og med en indstilling om, at etapen bare skal overstås.

Daniel havde en måned før vandreturen pådraget sig en overbelastningsskade i knæet, og efter et par dage med vægt på ryggen i kuperet terræn var den begyndt at give smerter igen.
Og for at gøre ondt værre gnavede hans hoftebælte, hvilket var begyndt at påføre ham betydelige smerte. Det var sikkert også med til at motivere ham til bare at få etapen overstået.

Hen mod eftermiddagen blev terrænet nemmere, og vi vandrede på en kørselsegnet grusvej langs fjeldsiden med vidstrakt udsigt til et gråt stenlandskab - ikke just den frodige udsigt fra dagen forinden, og med det grå vejr var det hele vådt og gråt-i-gråt.

Grundet min forstrukne lyske sakkede jeg igen en smule bagud, da de andre kunne gå hurtigere på grusvejen end jeg kunne, og det var egentligt ikke noget stort problem. Ruten var tydeligt markeret, og vi gik på en vej, så terrænet kunne nærmest ikke blive nemmere, bortset fra at vejen tog nogle dyk en gang imellem, og at disse kunne være fyldt op af sne.
Det var på sådan et sted, hvor det var ved at gå grueligt galt!
Under sneen, som havde fyldt et stort dyk i vejen, løb der et brusende vandløb med smeltevand (se tværsnits-tegning herunder), som efter et stejlt forløb blev opsamlet i en smuk lille sø, små 50 meter længere nede af fjeldsiden med bredderne stadig omkranset af isstykker.

snehul tegning

Figurforklaring: Den sorte linje indikerer vejens forløb, det lyseblå sne, og det mørkeblå vand — forestil dig at vandet løber ud af skærmen, altså ind i ansigtet på dig.

De andre var gået over sneen uden problemer, men da jeg skulle krydse den forsvandt mit fæstet under mine fødder pludseligt, og et hul i den kompakte isede sne åbenbarede det brusende smeltevand som løb under sneen.

Jeg husker tydeligt, hvordan jeg først stivner af chok, og hvordan en panisk angst griber mig, da jeg mærker, at jeg langsomt glider ned af hullets sider. Sneen virkede porøs nok til, at hullet ville udvide sig, hvis jeg gled længere, og at jeg derfor ville ryge igennem og ned i vandet og formentlig ende forslået i den isomkransede smeltevandssø længere nede af fjeldsiden: En sø, som var svær selv at komme op af grundet isen, selv hvis man ikke var forslået og ekstremt nedkølet i det kolde vand.

Med fødderne et godt stykke nede i hullet turde jeg knapt røre mig af frygt for at glide længere ned og udvide det yderligere. Og de andre var for langt væk til at høre det, hvis jeg kaldte på dem - særligt når de havde musik i ørene.
Og jeg turde ikke råbe af mine lungers fulde kraft, da bevægelsen måske ville få mig til at glide længere ned i hullet.

Heldigvis var min nye vandrerygsæk så stor og tung, at den greb nok fat i sneen bag mig til at bremse mit fald. Og da jeg havde ligget der, i hvad der føltes som EVIGHEDER, fandt jeg ud af, at jeg ganske langsomt men sikkert kunne bevæge mig baglæns og væk fra hullet med noget, som nok bedst kan beskrives som "pingvin-svømmebevægelser" med armene og også med lidt hjælp fra vandrestavene. Da jeg var fri, gik jeg en stor bue uden om hullet, og krydsede et sted hvor jeg ikke var bange for konsekvensen ved at ryge igennem.

Turen fortsatte, og i en rus af adrenalin halede jeg støt ind på de andre, og ikke lang tid efter. at jeg havde indhentet dem, dukkede Leirvassbu op i landskabet.

Vi blev hurtigt enige om. at vi stik mod vores planer om at sove i telt alle dage, igen skulle indlogere os, og vi endte med at tage hele to hviledage.
Daniel var hårdest medtaget med et smertende knæ og en hofte med blå og gule mærker samt nogle små men muligvis lidt betændte gnavsår, men vi andre var bare glade for at være i ly for regnen og for. at vi for anden gang på turen kunne tørre vores støvler og øvrige grej.

DSC02068

Hyggelige overliggedage på Leirvassbu Fjellstue

3. etape

etape3

Næste etapes mål var hytten [Spiterstulen](https://www.ut.no/hytte/3.2003/), og vi forlod Leirvassbu i tørvejr, som dog hurtigt blev afløst af støt tiltagende regn, inden vi rigtigt var kommet i gang med etapen, og snart regnede det kraftigt.
Vi måtte igen tage regntøjet på, og mentalt indstillede vi os på, at vi nok igen måtte tørre vores støvler, men vi havde dog ikke drømt om, HVOR våde vi ville blive på etapen.

Man kan ikke se det på kortet, men der løber en flod langs med ruten, og med alt det vand, som som rammer de omkringliggende bjergsider, gik den meget over sine bredder. Det gjorde et ellers ikke særligt svært stykke af ruten svært fremkommeligt, og vi måtte flere gange krydse forgreninger og tilløb til floden. Det tog tid at finde det bedste sted at krydse, og når det var fundet, måtte hoftebæltet åbnes og skulderstropperne løsnes, hvis vi skønnede det nødvendigt. Og så ellers bare vade i de allerede gennemblødte støvler tæt efter hinanden, så vi kunne hjælpe, hvis der var en som faldt… Bortset fra én person i gruppen, som hovedløst bare vadede over vandet, på steder, hvor vi andre ganske enkelt ikke turde krydse – han var ikke populær, men vi opgav med tiden at bede ham holde igen, da vi konstaterede, at det ingen nytte havde.
For mig virkede det godt at bruge én vandrestav, når vi vadede, da det var et godt kompromis mellem ekstra støtte og at have en arm fri til at hjælpe med balancen.

På den sidste del ruten mod Spiterstulen blev terrænet noget nemmere, omtrent sådan her…

DSC02090

Sidste del af ruten mod Spiterstulen… eller i hvert fald et tærræn som mindre om

… men det bedste var dog, at det ikke var delvist oversvømmet!

Det var også på sidste del af ruten, at Daniel stak fra os og bogstaveligt talt løb det sidste stykke, da det overbelastede knæ gav ham flere smerter, end han kunne klare med panodiler. Han var heldigvis ved nogenlunde godt mod, da vi fandt ham i Spiterstulens varmestue.

Galdhøpiggen

Vi tog nogle hviledage - jeg kan ikke huske hvor mange - og Dennis måtte tage hjem, da han havde en aftale med sin daværende kæreste. Vi brugte hviledagene til at bestige Galdhøpiggen, Norges højeste bjerg, som Spiterstulen ligger for foden af. Vi var noget overraskede over at finde Norges måske mest faldefærdige, og muligvis dyreste, café på toppen af bjerget, men givet hvor mange turister som tog turen, er det måske ikke så overraskende.

Udsigten fra toppen er fantastisk, og det er en vild fornemmelse at se det sted, man har gået, så højt oppefra!

DSC02163

Opstigningen fejres med en tår whisky indkøbt på færgen til lejligheden.

DSC02132

DSC02135

DSC02138

DSC02140

DSC02208

Kasper og Daniel kom klart hurtigst op på og ned fra bjerget, men de var også klart de mest udmattede – jeg fandt dem sådan her i varmestuen…

DSC02215

Trætte efter en toptur på Galdhøpiggan.

…men de blev snart smidt ud i deres telt af bestyreren på Spiterstulen.

Sidste etape

![Hele ruten med sidste lange etape markeret i rød — den blev aldrig gennemført.](kort/etape_sidste.png)

Det var oprindeligt planen, at vi skulle have gennemført etapen markeret med rød på kortet, og dermed have vandret i ring. Men på grund af skader i lysken, i knæet og på hoften, samt at Knold og Tot, som sover på billedet herover, ikke havde taget nok mad med til at gennemføre ruten, valgte vi at trække stikket og tage hjem fra Spiterstulen. Det var let, for hytten er forbundet til offentlig vej, og man kan tage en bus ikke så langt fra hytten.
Det var en noget hul følelse ikke at gennemføre det, vi havde sat os for, men det var i vores situation den bedste beslutning.

Vi fik bussen til en mindre norsk by, hvor vi fandt et supermarked med intentionen om en velfortjent øl. Men ekspedienten endte med at overbevise tre tørstige og uforstående danskere om, at han ikke kunne sælge os alkohol efter klokken 18 (tror jeg, muligvis senere)!
Klart et af turens lavpunkter!

Vi tog en natbus til Oslo fra den lille by og ankom næste morgen godt ømme og u-udhvilede efter den lange bustur. I eventyrets ånd havde vi ikke købt returbillet med færgen, da vi blåøjede regnede med, at det ikke ville være et problem at få plads på så stor en færge. Men dér tog vi grueligt fejl, da de eneste billetter tilbage var langt over vores budget.
Næste tanke var at flyve, men da der var en, som var taget afsted uden pas, måtte vi droppe den idé, og løsningen blev derfor endnu en tur i natbus, en løsning som dog gav os turens sidste hyggelige aften i Oslo.

DSC02311

Turens sidste aften i Oslo

Natbussen var billig, men det var godt nok ikke en særlig behagelig rejseform.
Særligt for Kasper, som endte ved siden af en mand mere ildelugtende end os.

Brugervurdering: 5 / 5

Stjerne aktivStjerne aktivStjerne aktivStjerne aktivStjerne aktiv
 
Log-på for at kommentere


LarsM svaret på emne: #2 2 måneder 3 uger siden
Jeg tror, I er kommet til at blande nogle stednavne sammen. Skogadøla er elven - dalen hedder Skogadalen. Ellers en fin beretning om en tur, hvor det blev nødvendigt at ændre planer undervejs.
Gronlund's profilbillede
Gronlund svaret på emne: #3 1 måned 4 uger siden
Tak for beskrivelsen af en fantastisk tur for 7 år siden, jeg håber I, i mellemtiden har fået nogle gode erfaringer med planlægning af ture, men I var et par seje gutter og den oplevelse I har fortalt om var på mange måder inspirerende, så TAK for oplevelsen.

Hovedsponsorer

Friluftsland b wild EventyrsportStor fjeld & fritid
pro-outdoor holbæk bjergkaeden rabat friliv.dk rabat spejdergear banner
vandregrej dk outdoor45 rabat    

Samarbejdspartnere

msr logo teva logo lille Jetboil logo sea to summit logo lille
montane logo Tentipi ExpedAnnonce AclimaAnnonce
Yeti Nordisk fjallraven logo 283px Primus
Hilleberg the tent maker osprey rygsaek Trangia mountain equiptment
summit to eat logo ab camping og outdoor udstr STMNy odex
immeln kanotcenter logo lille robens GrowersCup logo waternlife logo

Outsite.org - Frisk luft på nettet - © 1995-2019 - Betingelser - Kontakt os - Foreningen Outsite - Medie info

Outsite er drevet af frivillige og du kan støtte vores arbejde her... - Ingen tests, anmeldelser o.l. er økonomisk støttet, men baseret på godt samarbejde med producenter, importører og butikker.