outsite vandre og friluftsliv                                                               Paa tur med outsiteOutsite frisk luft paa nettetOm Outsite frisk luft paa nettetoutsite tv outdoor youtube kanal

Nyhedsbrev

Log på / af

Outdoor forum

Flere emner »

×

Fejl

There was a problem loading image IMG_3253.JPG

Kajak på Lysefjorden, Norge

Da jeg en varm sommermorgen for 3 år siden, stod og nød udsigten over vandet, fra havnen i Lysebotn, fik jeg tanken om, at sejle kajak på Lysefjorden. Jeg kunne ikke forestille mig en bedre måde, at oplevel den storslåede natur på, end at glide roligt igennem vandet, og bare indtage hvad fjorden kunne byde på.

På det tidspunkt var min søn bare 6 år gammel, og han havde endnu ikke siddet i en kajak. Han havde været med på sin første fjeldvandring, og han havde også stiftet bekendskab med klippeklatring.

Men nu skulle det blive tid til, at han også skulle lære at sejle kajak, så vi kunne komme til Lysefjorden. Vi startede roligt ud med at låne dobbeltkajakken i den lokale klub.

Det viste sig dog ret hurtigt, at han ikke havde intertesse i at sidde med mig i en dobbelkajak, så jeg skiftede dobbeltkajakken ud med en juniorkajak.  Igennem hygge og sjov på stranden og enkelte 2-dages ture på Gudenåen, begyndte han at finde interessen for, at sejle kajak med mig. Planen om at sejle i Norge, kunne nu for alvor sættes igang og vi begyndte derfor at træne redningsøvelser, mere målrettet end tidligere.

redning

 

I juli 2014, stod jeg igen og glanede ud over fjorden, men denne gang havde jeg kajakkerne klar og pakket, til en 3-4 dages tur.

Vi stod i Forsand, netop ankommet med færgen fra Lauvvika. Vejret var skønt, og der var ingen vind. Vi kunne i grunden godt have sat kajakkerne i vandet i Lauvvika, men selvom min søn efterhånden er udemærket i en kajak, så ville jeg dog alligevel ikke starte med, at tage turen ud i sejlrenden.

Vi fordeler udstyret i alle tre kajakker, får parkeret bilen på havnen, og kommer så i vandet. Det var en fantastisk følelse. Vi skulle ikke sejle langt, før vi allerede havde fjeldene omkring os.  Første stop var frokost ved Dørviga, som ligger 7 km inde i fjordens sydside. Det er en fin lille lejrplads, med sandstrand, mult-toilet og parkeringsmuligheder, hvis man vil starte turen der. Vi var oplyst om, at der var ferskvand ved en tilgængelig lille bæk, hvilket skulle vise sig ikke at være korrekt, idet bækken var udtørret i år. På pladsen mødte vi en dansker, der netop var kommet ned fra fjeldet. Efter tre uger alene i fjeldet, trængte han til at sludre, så vi fik os en snak om områdets herligheder. Frokosten blev kort, idet lejrpladsen var velbeboet af nærgående hvepse, og vi ville på vandet igen.

Vi kom i kajakkerne og sejlede mod næste stop, som skulle være snack-pause under Preikestolen, men før vi kom dertil, blev vi overrasket af vejret. Fra at være høj sol og blå himmel, skiftede vejret på ganske kort tid til lyn, torden og skybrud. Pludselig sad vi der, midt ude på vandet, og absolut ingen sigtbarhed. Jeg havde været forberedt på at dette kunne forekomme, så jeg havde medbragt lys til kajakkerne, så vi kunne blive set af færgen. Desværre havde jeg været lidt for hurtig da jeg pakkede, og de røde lys, var gemt langt ned i pakkelugerne. Jeg opgav at få lys på, for jeg havde andet at koncentrere mig om. Lynet slog ned rundt i fjeldene, og det var ikke langt fra os. Jeg måtte have kortet frem, og finde et muligt sted, hvor vi kunne komme op af vandet i en fart. Det var ikke helt nemt, idet der ikke er mange muligheder at komme i land fra fjorden. Heldigvis viste det sig, at vi var tæt på en lille by med ganske få huse og en bådbro, og vi fik lov til at opholde os i bådhuset, frem til uvejret havde lagt sig.

Dørviga

 

Uvejret forsvandt lige så hurtigt som det var kommet, og efter en lille halv time, kunne vi fortsætte turen. Forbi Preikestolen, der var langt mindre end jeg havde regnet med, og mod vores planlagte lejrplads, ved Bratteli Kai. Jeg var klar over at Bratteli Kai er et meget stejlt område, men efter at have forespurgt flere personer om området, var jeg overbevist om, at der trods alt godt kunne laves en lejrplads der. Det viste sig dog, at det ikke var muligt, og vi sejlede videre mod  Songesand. Da vi så Songesand på afstand blev vi glade. Vi havde efterhånden sejlet en del timer, og vi var nu trætte og klar til at komme i teltet. Men da vi ankom til Songesand, mødtes vi med skilte, som viste teltning forbudt i området. Jeg var pludserlig i tvivl om allemandsretten, og vi rettede os derfor efter skiltene. Trætte men dog ved godt mod, måtte vi pænt fortsætte. Slæbelinen blev gjort klar, så jeg kunne tage min søn på slæb. Men det ville han nu ikke høre tale om, så vi satte kursen mod næste stop.

Kallastein blev vores første lejrplads. Lejren ligger ca.25 km inde på fjordens nordside, og er en nedlagt gård, med adgang via klippestrand. Hovedhuset og værkstedet, står stadig fuldt møbleret, og virker en anelse spøgelsesagtigt. Der er langt græs overalt, men gode muligheder for at sætte telt op. Der er ingen ferskvand på pladsen, men der er tilgengæld rigtig mange knot, og gode fiskemuligheder.

Kallastein, nedlagt gård med gode muligheder for lejr og fiskeri- HUSK vand og myggenet.

Vi fik hurtigt slået lejren op og lavet mad, men da området var tæt beboet af knot, valgte vi at gå hurtigt i soveposerne.  Da vi vågnede den næste morgen stod solen lige på teltet, og de mange knot var væk. Det gav os mulighed for at nyde området. Vi satte os på bådbroen, hvor vi bagte brød på trangia og lavede blødkogte æg, som vi havde medbragt som lidt ekstra luksus, når der nu alligevel var plads i pakkelugerne. Fiskene svømmede tæt ved bådbroen og sælerne hilste os godmorgen, bare 40 meter ude i vandet. Min søn fik gang i fiskestangen, dog uden at fange noget.

Da turens første dag var blevet længere end vi havde planlagt, havde vi rigtig god tid. Vi besluttede os derfor for, at vi skulle bruge resten af dagen på at hygge og slappe af. Efter morgenmaden fik vi pakket lejren sammen, og satte kursen mod fjordens sydside. Vi krydsede over mod Flørli, en mindre tur på ca. 3 km.

Flørli er et nedlagt vandkraftværk, med B&B cafè og butik med brugskunst. Her serveres der rigtig gode kager til kaffen, og der er mulighed for at tanke vand. Det er også stedet hvor en trappe med 4444 trin, fører op til fjeldet. Der er som sådan ikke adgang for kajakker, idet havnefronten er til rutefærgen og både, men med lidt god vilje, kan man sejle længere mod venstre, og trække kajakkerne op på klipperne derfra. Der er mulighed for at overnatte i ubetjent hytte lige i området, men jeg undersøgte det ikke nærmere, idet vi ikke skulle blive.

Min lille familie valgte at tage trapperne op på fjeldet, imens jeg selv valgte at se lidt nærmere på fiskemulighederne. Trapperne skulle efter sigende være en svedig tur, og medfølge ømme ben, og hvad fisk angår, så kan jeg afsløre at jeg fangede en stor makrel og en rigtig fin lyssej, på kajen hvor færgen sejler ind.

Efter en dejlig dag i Flørli, satte vi kajakkerne i vandet igen, og sejlede mod dagens lejrplads.

Håheller ligger på fjordens nordside, og er også en nedlagt gård. Modsat Kallastein, er Håheller ganske velholdt og besøges også af lokale, idet stedet er oplagt til fiskeri, madpakker, badning og snorkling. Området afgræsses af får, så området er skønt til teltning og lejr. Ved Håheller lavede vi bål og tilberedte vores fisk. Her var hverken knot, hvepse eller myg, så det var ren nydelse at aftenhygge i lejren. Udsigten over fjord og fjeld var i særklasse, og det var i det hele taget den bedste lejrplads, jeg har haft længe. Derfor besluttede vi os også for, at vi ville bruge hele den efterfølgende dag på stedet. Vi lagde os på klipperne og nød solen, sprang på hovedet i vandet når det blev for varmt, og bagte pandekager når vi blev sultne. Vi forlod først Håheller hen på eftermiddagen, da vi ikke længere havde drikkevand. Vi pakkede lejren ned og sejlede de sidste 8 km mod Lysebotn, hvor vi også skulle se op på kjeragbolten undervejs.

kajak-paa-lysefjorden-i-norge 

Lysebotn ligger for enden af fjorden, og der er adgang via sandstrand, når man er i kajak. Der findes en campingplads få hundrede meter fra havnen, som er velbesøgt af basejumpere. Der går færge fra Lysebotn til Forsand. Turen tager et par timer. Det var ikke noget problem for os, at få kajakkerne med ombord. Vi havde ikke forudbestilt billetter, idet vi ikke vidste hvor længe vi ville blive på fjorden. Det kostede 250 kroner per person med kajakker, men prisen virkede til at variere lidt.

Da Lysebotn ikke er så spændende, blev vi hurtigt enige om, at vi ville tage færgen retur til Forsand med det samme. Vi nåede netop den sidste færge retur, og det var dejligt at kunne sidde på færgen og se de områder vi havde tilbagelagt i kajak.

Da vi kommer til Forsand, pakker vi bilen og kører til Dørviga og slår lejr for natten.  I Dørviga laver vi festmåltid for at afslutte vores kajaktur med manèr. Det bliver til hjemmebagt trangia pizza, og de bliver temmelig gode, så det var ren nydelse. Den næste dag kørte vi fra Dørviga til Preikestolen, hvor vi afsluttede vores tur ved Lysefjorden, med et smut derop.

Jeg kan kun anbefale en tur på Lysefjorden. At sejle i et område, hvor fjeldet rejser sig op over vandet, er et fantastisk syn. At padle roligt igennem vandet, med følgeskab af nysgerrige sæler er ren nydelse. Fjorden er ca. 40 km lang, og kan sejles på en enkelt dag, hvis man er i almindelig god form og ikke er nybegynder, eller har medbragt børn. Vi sejlede næsten 50 km, idet vi krydsede fjorden flere gange undervejs. Vi brugte 3 hele dage, og havde god tid.

Sikkerheden skal man jo altid have styr på, før man begiver sig på vandet. På Lysefjorden skal man være opmærksom på, at der ikke er mange steder at komme i land undervejs. Ligeledes skal man være opmærksom på, at der flere steder kan være en del refleksbølger fra færgen. De steder hvor fjorden ikke er så bred, kan refleksbølgerne være lidt lumske. Vores overvejelser mht sikkerhed og barn var, at det var sikkert at have barn med derude. Dog havde vi trænet redninger en hel del, og vi havde klare aftaler om, at barnet aldrig måtte sejle bag de voksne, og at vi lagde os i flåde når refleksbølgerne blev for voldsomme. Det eneste tidspunkt dette blev nødvendigt, var den sidste strækning mod Lysebotn, hvor vandet til tider var lidt lumsk.

Brugervurdering: 5 / 5

Stjerne aktivStjerne aktivStjerne aktivStjerne aktivStjerne aktiv
 
Log-på for at kommentere

Hovedsponsorer

Friluftsland b wild EventyrsportStor fjeld & fritid
pro-outdoor holbæk bjergkaeden rabat friliv.dk rabat spejdergear banner
outdoor45 rabat      

Samarbejdspartnere

msr logo teva logo lille Jetboil logo sea to summit logo lille
montane logo Tentipi ExpedAnnonce AclimaAnnonce
Yeti Nordisk fjallraven logo 283px Primus
Hilleberg the tent maker osprey rygsaek Trangia mountain equiptment
summit to eat logo ab camping og outdoor udstr STMNy odex
immeln kanotcenter logo lille robens GrowersCup logo waternlife logo

Outsite.org - Frisk luft på nettet - © 1995-2019 - Betingelser - Kontakt os - Foreningen Outsite - Medie info

Outsite er drevet af frivillige og du kan støtte vores arbejde her... - Ingen tests, anmeldelser o.l. er økonomisk støttet, men baseret på godt samarbejde med producenter, importører og butikker.