Outsite vandretur outdoor friluftsliv jul                                                               Paa tur med outsiteOutsite frisk luft paa nettetOm Outsite frisk luft paa nettetoutsite tv outdoor youtube kanal

Nyhedsbrev

Outdoor forum

Flere emner »

Hvem er online

Vi har 202 gæster og 3 medlemmer online

Log på / af

Den 3. August 2013 blev Ole ramt af en blodprop i hjertet og hjertestop i 15 minutter. Ydermere kom der på grund af iltmanglen i hjernen en hjerneskade med middelsvære kognitive følger til. Her vil Ole fortælle lidt om sin planlagte cykeltur fra Prag til Store Darum, hvor han bor. Og om hvorfor han cykler langtur, samt hvilke udfordringer han regner med at støde ind i undervejs. Hvis du kan lide hans historie, vil vi opfordre dig til at støtte hans indsamling til fordel for yngre med hjerneskade.

turcykling prag til darum for yngre hjerneskadet

Hvorfor nu det?

Min største grund til at cykle langt og overnatte i naturen har baggrund i min hjerneskade. Da jeg for snart tre år siden var til rehabilitering på Vejlefjord, blev det ret hurtigt klart for specialisterne, at turene, som jeg dengang lige havde startet på, har en endog meget stor gavnlig virkning på symptomerne efter min hjerneskade. Det kunne måles, at mine symptomer aftog kraftigt efter en tur på 4-5 dage for derefter at stige igen i løbet af de næste uger. Gennem de sidste tre år hvor jeg har cyklet og overnattet derude hver tredie uge er glæden over naturoplevelserne blevet større og større. Jeg cykler på denne måde hele året og holder især af at cykle- og overnatte i Danmarks skove.

Fortæl lidt om turen

Ideen til at cykle en tur hjem fra Prag fik jeg i foråret. Så jeg begyndte at undersøge nærmere og fandt at det godt kunne lade sig gøre på en tre ugers ferie. Jeg besluttede at tage nattoget med cyklen til Prag via Wien. Billetten blev bestilt; man skal være i god tid for at få en cykel med hele vejen. Nu kunne detailjeret planlægningen af turen begynde. Ruten løber ved først en biflod og senere ved siden af selve Elben hele vejen forbi Dresden, Magdeburg og Hamburg til Cuxhafen, hvor Elben løber ud i nordsøen.

elberadweg

Det siges at være en utrolig smuk tur gennem flere naturreservater, bla. det Bøhmiske-og Sachsiske Schweitz. Turen er relativt nem, idet der kun forekommer en smule bjergkørsel i starten. Det meste af vejen kører man på en asfalteret cykelsti, væk fra bilerne. Den tyske del af strækningen kaldes Elberadweg og er een af de mest befærdede cykelruter i Europa. Fra Cuxhafen drejer jeg ind på en anden stor cykelrute, nemlig Vestkystruten, som løber næsten forbi Darum. Den samlede strækning Prag - Darum vil være omkring 1100 km. Jeg deler turen op i tre etaper på hver 5 dage med en hviledag imellem, hvor der er tid til at vaske tøj, vedligeholde udstyr og en pause fra sadlen.

Hvilke udfordringer regner du med at komme ud for?

Dette er den længste tur, jeg har kørt og den er omkring fire gange længere en mine normale ture. Og der vil naturligvis komme en del udfordringer undervejs. Nogle kan klares med det rigtige udstyr, andre kalder på en særlig teknik, og andre igen kræver simpel stædighed.

cykel fra prag til danmark

Den første udfordring bliver togturen derned. Den tager sammenlagt omkring 24 timer og det er rigtig lang tid for en kognitiv ramt som mig. Risikoen for at få for mange indtryk er bestemt tilstede. Der bliver sikkert ikke så meget søvn, så når jeg ankommer til Prag, cykler jeg lige udenfor byen og overnatter på en campingplads.

Den potentielt største udfordring har jeg ingen direkte indvirkning på. Det er vejret. Hvis jeg er meget heldig og har en let brise fra sydøst, bliver det en nem sag at klare de omkring 80 km, jeg helst skal cykle om dagen. Men da vinden mest kommer fra nordvestlig retning er det ikke realistisk. Med en stærk modvind kan gennemsnitshastigheden nemt falde fra mine normale ca. 20 km/t helt ned til 6-8 km/t. Der giver op til ti timer i sadlen på de dage, og øger trætheden, så der ikke er energi til andet end spise og sove. Heldigvis kører jeg ned ad bakke, med strømmen. Regnvejr kan man holde for døren med godt regntøj, på nær hænder og fødder. Og det er min erfaring, at konstant regn mere end tre dage i træk giver problemer med at holde sovegrejet tørt. Det gælderom for enhver pris at holde dunene tørre og fri for kondens.

Da jeg pga. min skade har brug for at min rute er godt planlagt med steder hvor jeg kan overnatte, købe ind og få vand er jeg ret afhængig af min GPS. Jeg vil også have brug for min telefon, så jeg kan lytte til musik undervejs, tage billeder osv. Så der skal strøm til. Jeg har flere batterier med, som jeg kan oplade undervejs både med dynamo på cyklen og via solpaneler.

fra tjekkiet til danmark paa cykel

Da det er min første tur på over en uge vil der sikkert komme nogle dage med træthed og kedsomhed. Jeg har masser af musik til at adsprede mig og da der er rigtig mange, der kører turen, vil der helt sikkert være nogen at sludre- og udveksle historier med.

En sidste udfordring, specielt i Tyskland bliver overnatning. Den vil jeg skrive mere om i et senere indlæg.

Uanset hvad der ellers måtte komme af forhindringer undervejs, er jeg sikker på, at det bliver en super-duper tur. Jeg vil forsøge at lægge billeder og små historier op med jævne mellemrum, så man kan følge lidt med i min gøren og laden undervejs.

Jeg håber du kunne lide at læse om mine forventninger til turen hjem fra Prag. I mit næste indlæg vil jeg skrive lidt om min trofaste ganger, stålhesten Trucker. For uden en god cykel - ingen god tur.

Hvilken cykel kører du på?

Min trofaste ganger. Man kunne sagtens cykle turen på en helt normal cykel, men da jeg kører meget touring i min hverdag, har jeg investeret i en rigtig turcykel. Den er delvist selvbygget, idet jeg har købt stellet i England og selv udvalgt og sat alle delene på. Cyklen er fra det amerikanske firma Surly, som kun laver cykler til touring. Og kun af stål. Stål har flere fordele til langtur. Det er stærkt, og alligevel smidigt. Det giver en "blød" kørsel, hvor nogle af rystelserne optages.

surly long haul trucker

Modellen er en "Long Haul Trucker", som er designet med rigtig lange ture med tung last for øje. En Trucker kan uden problemer bære 30-35 kg uden at ændre kørselsegenskaber væsentligt. Jeg har således kørt op til omkring 60 km/t ned ad bakke med fuldt læs uden cyklen føltes ustabil. Truckeren var oprindeligt designet som racercykel til primært grusveje, men viste sig så stabil at man besluttede sig at designe en version til tung touring. Tyngdepunktet blev sænket, stellet gjort kraftigere og hjulafstanden øget. Een af de mest populære langturscykler var født.

Min har fået ekstra bøsninger sat på således den kan bruges til både let cykling i skoven om sommeren og med tungt læs om vinteren. Vi ses derude...

Links Om

Elberadweg på dansk http://www.germany.travel/dk/fritid-og-afslapning/cykling/elberadweg.html

Den officielle hjemmeside for Elberadweg på engelsk http://www.elbe-cycle-route.com/

Surly Long Haul Trucker hjemmeside. http://surlybikes.com/bikes/long_haul_trucker

ole seberg

Støt Ole

Min indsamling til fordel for yngre med hjerneskade: https://dk.betternow.org/en/fundraisers/jeg-cykler-1000-km-for-yngre-med-hjerneskade

Har du spørgsmål til Ole, så stil dem herunder (kræver gratis login).

Stjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktiv
 
Log-på for at kommentere

Hovedsponsorer

Friluftsland b wild EventyrsportStor fjeld & fritid
pro-outdoor holbæk outdoor rodovre 283px friliv.dk rabat spejdergear banner
vandregrej dk outdoor45 rabat bjergkaeden rabat tentsile

Samarbejdspartnere

nalgene logo lille teva logo lille Jetboil logo sea to summit logo lille
montane logo Tentipi ExpedAnnonce AclimaAnnonce
Yeti Nordisk fjallraven logo 283px Primus
Hilleberg the tent maker osprey rygsaek Trangia mountain equiptment
summit to eat logo ab camping og outdoor udstr STMNy odex
immeln kanotcenter logo lille robens GrowersCup logo All Out

Outsite.org - Frisk luft på nettet - © 1995-2018 - Betingelser - Kontakt os - Foreningen Outsite - Medie info

Outsite er drevet af frivillige og du kan støtte vores arbejde her... - Ingen tests, anmeldelser o.l. er økonomisk støttet, men baseret på godt samarbejde med producenter, importører og butikker.