outsite vandre og friluftsliv                                                               Paa tur med outsiteOutsite frisk luft paa nettetOm Outsite frisk luft paa nettetoutsite tv outdoor youtube kanal

Outdoor forum

Flere emner »

Hvem er online

Vi har 622 gæster og 4 medlemmer online

Log ind

Dansk Hammock

Gode råd og køjenørderi samt stemningsbilleder
haengekoejeFind inspiration til din hængekøje...

Tilmeld nyhedsbrev

Brugervurdering: 5 / 5

Stjerne aktivStjerne aktivStjerne aktivStjerne aktivStjerne aktiv
 

Vildmarken og fjeldet

JRensdyrlogoLilleeg har hele mit liv været fascineret af vildmarken og specielt den der ligger nord for Polarcirkelen. Jeg kan ikke få det øde nok og jeg distraheres af synet af byens lys i horisonten, elmaster, veje og stier – jeg vil helst være ude hvor der slet ikke er nogle spor efter nogen form for moderne civilisation.

For mig har dette altid været naturligt men for min omgangskreds har det været mere eller mindre uforståeligt, og jeg bliver ofte spurgt om hvorfor jeg ikke vandrer i for eksempel Alperne? Der er der jo hytter og varmt og meget mere bekvemt end polaregnenes øde vildmarker! Spørgsmål der vidner om at spørgeren slet ikke, eller heller ikke, hører til dem der forstår hvad der driver mig.
Heldigvis er jeg ikke alene om min passion og måske er du der læser denne stribe af artikler én af dem, der heller ikke bliver forstået i dagligdagen i forhold til din interesse for livet derude? Eller måske går du og drømmer om fjeldet og gerne vil på tur?

Dette er første artikel i en serie om min passion for fjeldet, vildmarken og nordens arktiske egne, og om min lyst til at udforske fjeldområder og formidle min viden og interesse videre forhåbentlig til gavn for alle jer andre vildmarksinteresserede!

P7201412

Lapland

 P8101562

Den stille grå fjeldluft flænges af lyden af automatiske togdøre der klapper i, og med en tiltagende summen og lyden af metal mod metal sætter toget i gang, og snart ses kun bagenden af den sidste vogn køre over viadukten mod Narvik. I baggrunden over togstammen knejser Njulla, hvis svævebane og topstation skimtes mod himlens grå skydække.


Luften er fuld af fjeldets dufte. De velkendte dufte af mos og natur der altid får mig til at føle mig hjemme. Et hjemme der heroppe virker mere rigtigt end murermestervillaen i Herfølge, der ellers er min daglige base.
Da toget har rundet foden af Njulla høres Ábeskoeatnu, den voldsomt fossende elv der afvander fjeldene inde ved og bagved Ábiskojávri, og som løber ud i den enorme og lavvandede sø Torneträsk, for senere at aflevere fjeldvandet i den Botniske bugt mange kilometer mod øst. Søen ses også fra hvor jeg står med min rygsæk på perronen, på den lille station der hører til Ábesko Turiststation. Bag Turiststationen mellem de sorthvide birkestammer skimtes dele af Torneträsk, dens mange holme og længere ude i horisonten mod nord, fjeldene på den anden side. Jeg står og kigger mig omkring i de velkendte omgivelser mens perronen langsomt tømmes for vandrere med rygsække, og nogle få med kufferter, der vandrer ned under viadukten under skinnerne mod turiststationen.


Jeg har været her mange gange før og jeg har ikke travlt, og over på fjeldstationen skal jeg ikke. Min vej går mod syd og ind i fjeldet, væk fra civilisationen. Faktisk har jeg svært ved at komme langt nok væk fra andre mennesker, huse, veje og hvad der ellers hører civilisationen til. Jeg vil helst være så langt derude at jeg heller ikke ser turistanlæg som fjeldhytter, eller markerede stisystemer – jeg kan bedst lide at være ude hvor der kun er mig selv og naturen.
Sådan har jeg altid været, altså sådan én der helst vil være derude og gerne alene, og det var sådan jeg fandt interesse for fjeldvandring, selvom det i første omgang var Grønland der facinerede mig, allerede da jeg som lille dreng første gang stiftede bekendtskab med Knud Rasmussens hus, der lå tæt på mine forældres sommerhus i Hundested. Før det havde det bare været naturen med den hjemlige Utterslev Mose og strandene ved sommerhuset, der fik besøg af mig stort set hver dag. Også som barn færdedes jeg oftest alene på mine ture, hvor jeg enten bare gik og lod mig betage af omgivelserne eller fiskede.


Grønland blev en drøm der aldrig forlod mig men Grønland var ikke sådan lige til at komme til. Også dengang da jeg var ung var det en bekostelig affære at rejse til Grønland, og turismen var ikke lige slået igennem. Faktisk var det at fjeldvandre for danskere generelt noget uhyre få gjorde, eller det var i hvert fald få som jeg kendte til eller havde hørt om, men der fandtes dog bøger om emnet på biblioteket. Alligevel var det en tilfældighed at jeg valgte at kaste min lidenskab over de svenske fjelde. De fleste, tror jeg, rejste til Sydnorge på det tidspunkt hvor de iklædt anorak, knickers og brune travestøvler transporterede bomuldsteltet og andet nødvendigt grej rundt på deres ture i ransler. De første rammerygsække var kommet på markedet i Norden fra Fjällräven og Bergans, men ellers var det småt med udstyr til fjeldvandring på det danske marked.

Men tilbage til tilfældigheden med de svenske fjelde!

Jeg har altid været en læsehest. Faktisk læste jeg rimeligt allerede før jeg kom i skole. Nysgerrigheden og irritationen over at jeg altid skulle have andre til at læse hvad der stod her og der og alle vegne drev mig, og en legekammerats storesøster der syntes det var sjovt at lege skolelærerinde og lade os smådrenge være elever førte mig videre.
En dag stod jeg ved en bogkasse udenfor en antikvarboghandel i det indre København, og bladrede i titlerne for at se om der var noget der fængede interessen. Egentlig var det romaner jeg ledte efter, men pludselig stod jeg med en lille bog om Kungsleden i hånden, lokket til at tage den op af illustrationen der forestillede et fjeldlandskab på omslaget. Bogen handlede om den første etape af Kungsleden fra Ábisko til Siŋŋi og ind til Kebnekaise og Nikkaluokta. Grønland var det jo ikke, men spændende så det alligevel ud, så den kom med hjem til nærmere studie.
Joh den var spændende nok og åbnede min øjne for noget andet end Grønland, der jo var for dyrt sådan lige og måtte vente til senere. Jeg var 18 år og havde tiden for mig så Grønland så jeg ikke som noget problem på sigt – det skulle jeg nok nå når tiden kom!

Nu ville jeg den førstkommende sommer til Lapland og vandre Kungsleden, hvilket jeg forelagde mine venner i forhåbning om at nogen ligesom jeg ville blive tændt på det og tage med, men det eneste der ramte mig var måbende tavse blikke og hovedrysten. Jeg måtte jo være P8091546gal og det var og er jeg måske også, men da ingen ville med måtte jeg jo tage turen alene, men med beskrivelsen i bogen og visheden om at ruten var markeret, samt min stedsans og gode evner med kort og kompas havde jeg ingen tvivl i sindet, kun glædelig forventning om alt det nye der lå forude.
Turen startede som nu med at stige af toget i Ábesko, hvor der dengang i 1969 ikke var ført landevej mellem Kiruna og Narvik som der er i dag. Dengang kunne man kun nå Ábesko med tog og togturen fra København til Ábesko tog 30 timer. I dag gøres turen inklusive skift kun 23 timer. Ligesom nu kunne man også flyve til Kiruna og tage toget resten af vejen, men det var dyrt. Som 19’årig kunne jeg køre på ungdomsbillet og det var overkommeligt så det var det jeg valgte, og faktisk foretrækker jeg stadig den dag i dag at køre med tog selvom jeg med årene er blevet mere magelig og bestiller sovevogn, så jeg ligger behageligt og har adgang til bad, noget der specielt er behageligt for medpassagererne på hjemvejen.

Især er togturen hyggelig hvis man er en flok der alle glæder sig til at komme på fjeldet, og man sidder behageligt med lidt rødvin, brød, ost og pølse og nyder togets lyde og glidende flugt hen over skinnerne gennem det skovklædte og endeløse landskab, på langs op gennem Sverige.
Under den lange togtur ser man ikke meget fjeld. Det meste af vejen til Stockholm hvor man skifter, kører toget gennem kulturlandskab med marker og de karakteristiske rødmalede charmerende huse og gårde og folde med stengærder hvor kvæg græsser mellem klippeblokkene der er overstrøet over hele landskabet. Eller man passerer søer og åer.
Når man når Stockholm får man en velfortjent pause og kan atter mærke landjorden under fødderne, og måske fristes af en burger i ventetiden inden den sidste tur med nattoget mod fjeldet.

Det er altid hyggeligt at stige ind i nattoget, finde sin kupé og den seng der skal være nattelejet gennem den lange nat hvor toget roligt bevæger sig mod nord.
Man finder sammen med de andre i gruppen og nyder et glas vin og en hyggelig snak om hvad der venter forude, eller man sidder for sig selv og nyder turen. Jeg sover altid fantastisk i toget. Den svage elektriske summen fra lokomotivet og de regelmæssige lyde fra hjulene mod skinner og skiftespor beroliger mig sammen med den svage duven i kurverne.
Strækningen fra Stockholm og videre op går gennem skov og atter skov. Man følger skovenes endeløse vidder kun afløst af glimtvise kik mod de røde træhuse og den sjove lyd når toget passerer en bevogtet jernbaneoverskæring.

Om morgenen er det hyggeligt at stå op når restaurationsvognen åbner og sidde stille for sig selv med morgenkaffen og se ud af vinduerne, opleve toget vågne og få liv mens det suser gennem skovlandskabet der nu har ændret karakter. Løvskoven med bøg og eg er afløst af nåleskov og en masse birkeskov og moser og man spejder efter elge som man ofte ser og rener der græsser på skråningerne bag hegnet der afspærrer banelegemet.
Omsider når man så langt op at man kan skimte fjeldene inde i Sarek langt mod vest og Kiruna og dermed målet for togturen nærmer sig og der kun resterer en times kørsel mere før man kan stå af i Ábesko.

Kungsleden var også dengang fint markeret om end stien, selvom den også dengang var fasttrampet, ikke var helt så bred som den er i dag hvor nogle vittige sjæle har kaldt den E4’s forlængelse.

Spændende var det første gang at vandre ned langs Ábeskoeatnu hvor vandet bruser gennem kløftens hvide dolomitsider, der med årenes slid af det fossende vand ligner abegrotterne i Zoo med afsatser og klippestykker og stejle sider, der flankerer fosserne mens vandets fart skaber vanddråber i luften ovenover, og hvor solens stråler danner regnbuer i disen så spektrets farver stråler mod birkeskovens lysegrønne løv, mens man vandrer ad stien langs med vandløbet.
Alt forekom mig anderledes end noget jeg tidligere havde oplevet naturmæssigt, og ikke mindst fjeldenes massiver imponerede når jeg på afstand havde svært ved at forestille mig, at der på nogen måde kunne være en passabel vej igennem, selvom både bogen og kortet fortalte at det var der, hvilket der selvfølgelig også var og som jeg godt kunne se når jeg kom nærmere, men spændende og anderledes var det, og så alligevel ikke på nogen måde skræmmende. Jeg ligesom følte mig godt tilpas i miljøet og nød både dagenes vandreetaper og lejrlivet alene ved og i teltet om aftenen. Faktisk følte jeg mig allerede halvvejs igennem etapen så meget hjemme i fjeldet, at jeg ikke alene havde overskud til at studere omgivelserne og rutens sidedale nøje, men også begyndte at planlægge endnu en tur samme sommer. En tur der skulle udforske sidedalene med Kungsleden som ledetråd og sikkerhedslinje under turen, der skulle være længere og som skulle gå på kryds og tværs af Kungsleden. Udstyret skulle også justeres så det blev mere optimalt ud fra de erfaringer jeg allerede havde draget mig.

På min første fjeldtur vidste jeg af gode grunde ikke hvad der ville være det optimale udstyr til en fjeldtur. Friluftsbutikker var der ikke rigtig nogle af udover Spejdersport og nogle velassorterede sportsbutikker der også solgte rygsække og soveposer og den slags. Jeg fik købt en rammerygsæk fra Bergans, sådan en orange en med stativ og hylde hvor soveposen kunne ligge, og en Ajungilaq Iglo sovepose og en Trangia. Et grønt sæt fjällrävensæt med bukser og jakke kom også med og et regnslag som skulle være smart da det også dækkede rygsækken. Teltet lånte jeg og dengang var det et bomuldstelt med træstænger. Der var godt nok bund i, men det var kun etlags som teltene jo var dengang. Sådan så de folk der var afbildet i bøgerne også udstyret så det måtte være det rigtige! På fødderne havde man gummistøvler – det var sådan ’moden’ var i de svenske fjelde dengang!
Ser man tilbage og sammenligner med moderne udstyr så forekommer det jo nok noget vovet at bevæge sig ud på fjeldet med den udrustning, men både jeg og mange andre overlevede jo fint!

 

Turen

Perronen var tom for rejsende, toget væk og på vej mod Narvik og jeg tog rygsækken på skuldrene og vandrede over mod stien og starten på min 80 kilometer fjeldvandring ad Kungsleden til Nikkaluokta.
I starten var der skov og tydelig sti mellem birketræerne der var høje og tog udsynet. I stykke inde var der en bro der førte over slugten og elvens fossende vande over mod Gorsavággi. Der skulle jeg ikke over, men ud og se udsigten over kløften skulle jeg da og imponerende var det. Broen findes ikke mere!

På den videre vej ned gennem Ábesko Nationalpark hører man ofte vandet fra elven mellem brirketræernes stammer og hvor den er kraftigst, lyden altså, kan det betale sig at vandre ud og se på nogle af de mange imponerende fosser der er.P8151748
Man måtte ikke telte i nationalparken og det må man heller ikke i vore dage, men nu er der en tilladt lejrplads 6 kilometer syd for Ábesko og her må man overnatte. Denne plads fandtes ikke dengang. Der var den eneste mulighed før hytterne for enden af Ábeskojávri Teltlägret, der lå udenfor Nationalparken, men lidt ubekvemt op ad bakke og under en irriterede omvej, men med flot udsigt over søen og fjeldene trods alt. Jeg gik ikke derop. Strækningen mellem Ábesko og Ábeskojávri er kun 15 kilometer og da stien går gennem nærmest helt fladt terræn hele vejen, så er det jo ikke noget der tager mere end 4- 5 timer for en ung mand i god form, og det gjorde det heller ikke.

Når først man er så langt på ruten så åbner fjeldet sig. Fjeldet som man ellers kun glimtvis har set mellem træerne og over toppene, men som med høje tinder der nogle steder stadig var sneklædte skabte det forventninger om mere længere inde.
Ved hytterne var der folk og en lille café hytteværten betjente og hvor man kunne købe suppe og kaffe, og en masse vandrere sad på bænkene og på græsset. Deres små rygsække vidnede om hyttegæster eller dagsturister fra Turiststationen, der tog en smuttur ind i fjeldet og tilbage igen samme dag.

Jeg slog mit lille telt op og overnattede for en 20’er på den anviste teltplads.

Da jeg vågnede var det stadig let overskyet, men tørvejr. Der var liv omkring hytten. Folk stod klar med rygsækkene på og snakkede og langsomt samlede de sig i smågrupper der vandrede over broen og videre mod syd, mens andre, og det var de fleste, vandrede tilbage ad sporet mod Turiststationen.
Jeg fik pakket sammen og fulgte efter dem der gik mod syd og over den sjove træbro der holdt i mange år men som nu er erstattet af en stålbro over Gárddenjohka.

Det er en sej tur op ad skråningen under Garddenvárri, men efterhånden som man kommer op åbner udsigten sig bagud over nationalparken og Ábeskojávri og længere ind mod Ábesko – imponerende!
Stigningen fortsætter ikke og snart flader stien ud om man går lidt på skrå gennem Gárddenvággi hvor småvandløb og lavt pilekrat gør vandringen en anelse bøvlet og betyder at man må stoppe op når man vil se andet end sine støvler som man jo har set ret meget på allerede den første dag. Gummistøvler som man sveder i og som ikke giver megen eller slet ingen ankelstøtte, men som er praktiske når der er vandløb.

Nu åbner fjeldet sig for alvor og man ser langt mos syd og ud over De mange sammenhængende søer mod Alisjávri-hytterne som man ikke kan se, men man kan se fjeldet Godučohkka og dets gletsjere der knejser op over dalen. Alisjávri-hytterne lå dengang ikke hvor de ligger i dag, men nogle kilometer sydligere så der var 24 kilometer mellem Ábeskojávri-hytterne og Alisvággi-hytterne. Bro var der heller ikke over Aliseatnu, men til gengæld et vadested længere mod syd overfor den lille renvokterhytte der stadig ligger under Gaskačohkka og som man også i dag passerer.

Strækningen langs søerne er flot men lang men der er masser af teltpladser på smukke blomstrende højurtenge, så jeg tog det roligt og indsnusede fjeldets dufte og nød vandet i de mange klare og velsmagende bække. Himlens skydække havde åbnet sig lidt. Det mørke blygrå var væk og det tynde hvide skydække der havde afløst det åbnede sig og lod bundter af klare solskindsstråler feje hen over græssletterne og som stjerner spille i vandløbenes overflader og i dugperlerne på løvefodens store grønne blade.

Højdepunktet på ruten er Čeakčapasset der er Kungsledens højeste pas. 1150 moh. er det højt og det rejser sig kraftigt, men ikke uoverstigeligt fra dalbunden hvor man forlader Alisvággi. for at følge sporet sydpå mod Sealgga-hytterne.
Čeakča-hytten var ikke bygget endnu, så næste hytte var Sealgga. Jeg vil gerne være hytterne i fjeldet foruden, men som førstegangsvandrer giver både de og den markerede sti hvor man også møder andre vandrere en vis tryghed, og da jeg jo endnu var ganske uerfaren som fjeldvandrer ville jeg gerne have den.

Passet byder på en storslået udsigt mod syd og miljøet heroppe er virkelig alpint og goldt, indtil man er ovre hvor de sydvendte skråninger ned mod dalbunden atter er frodige. Jeg sad længe og lod mig imponere af fjeldets rå skønhed mens jeg drømte om at forsøge at vandre igennem alle de tænkelige steder jeg kunne komme på når jeg spejdede til højre og venstre hvor de ellers massive fjeldvægge åbnede sig og skabte mulige passager mod det ukendte på den anden side, eller i hvert fald muligheder jeg mente var der, men som med årene viste sig ikke altid at slå til. Men det vidste jeg ikke dengang og eventyret var der jo trods alt inde bag det ukendte.

Man hører meget om Kungsleden om at den er overrendt, slidt og hvad folk eller finder på og noget af det er rigtigt nok. Der er mange vandrere i højsæsonen, men så er det heller ikke værre. Man møder måske 30-40 andre vandrere når det går hedest til, men går man væk fra stien når man telter kan man have det hele for sig selv.
Vel er Kungsleden her på dens mest benyttede og mest populære strækninger slidt i et fasttrampet og 3 meter bredt spor gennem landskabet, men det også det eneste. Rejser man blikket er naturen som den altid har været; utrolig smuk og varieret. Faktisk vil jeg påstå at netopFjeld14 111 strækningen mellem Ábesko og Siŋŋi og derefter ad Dag hammerskiölds led til Kebnekaise fjeldstation og Nikkaluokta, indeholder alle fjeldområdets landskabsformer, og derfor giver vandreren en unik fjeldoplevelse man ikke kan få ret mange andre steder i Norden.

Sealgga-hytterne ar og har altid været et samlingspunkt for vandrere i området. Flere ruter fører forbi og den lille butik er rar at besøge midt på turen. Her kan man få colaer og andet godt og sidde på bænken ved den gamle hyttes gavl og nyde udsigten inden man begiver sig videre.

Hele dalen fra passet og ned til Siŋŋi-hytterne er bred og byder på mange gode teltpladser med flot udsigt. Specielt hvis man søger væk fra stien og ned mod den brede Čeakčajohka der stille flyder gennem hele dalen, kan man finde ugenerte og flotte lejrpladser hvor pilekrattet yder læ for vinden og afskærmer én fra stien. Der er både fjeldørred og stalling i elven så måske skal man købe et billigt fisketegn og prøve lykken?

Når man forlader Siŋŋi-hytterne forlader man også Kungsleden hvis man vil mod Kebnekaise fjeldstation, og det ville jeg jo. På vejen til hytterne havde jeg set et glimt at Kebnekaises toppe gennem Guobirvággi i de korte glimt skyerne tillod mig at få et kik, og forjættet så det ud og det kriblede lidt for en bestigning der dengang for mig stadig var et mål i sig selv, men som med årene og et utal af bestigninger bag mig, ikke mere er så interessant selvom udsigten er formidabel i klart vejr.

Fra Siŋŋi-hytterne går det opad igen og jeg så frem mod at se nogle mere markante fjelde igen efter nogle dage gennem den brede dal og det ønske fik jeg fint opfyldt efter at have passeret Lassajávri og passet så jeg kunne se frem og ned igennem Laddjuvággi hvis mørke fjeldsider tårnede sig op på begge sider. De sydlige nærmest lodrette fjeldvægge glimtede i sollyset der ramte de mange små vandfald der løb over kanten og ned ad siderne, og hele vejen gennem dalen løber en smuk å gennem grønne sumpe og sandbanker. Bredere og bredere bliver den efterhånden som de mange sideløbende vandløb fylder den med smeltevand fra højderne. Dalen snævrer ind lige inden den atter udvider sig frem mod fjeldstationen man ikke ser før man nærmest ’snubler’ over den.

Målet er nået, eller næsten for der resterer stadig for mig 18 kilometers let vandring gennem birkeskoven til Nikkaluokta og bussen ud til Kiruna og toget, men det måtte vente indtil jeg havde udforsket fjeldstationen lidt. Jeg fandt et godt sted til teltet og vandrede hen på stationen og restauranten, nød en kop kaffe og en øl og slappede af og lod alle indtrykkene fra turen bundfælle sig mens jeg kiggede på kort og drømte om næste tur.
Dagen efter tog jeg afsked med fjeldstationen og vandrede de 18 km. Gennem skoven til Nikkaluokta hvortil jeg kom sent om aftenen godt flad i fødderne.
Jeg bryder mig ikke om lange dagsetaper, men jeg bryder mig heller ikke om at vandre i fjeldskovene hvor myggeplagen ofte er værst og hvor det ikke altid er lige let at finde teltplads og med nærmest tom rygsæk i fladt og letvandret terræn går det.

Næste formiddag bragte bussen mig ind til toget og jeg indledte rejsen hjem!

I august samme år foretog jeg min anden fjeldtur i Kebnekaiseområdet, denne gang også som alenevandring.

 

De næste fjeldture

Da jeg kom hjem fra den første fjeldtur gik jeg straks igang med at planlægge den næste som jo skulle løbe af stabelen allerede 3 uger senere og skulle tage udgangspunkt i Nikkaluokta og også den tur gik fint og jeg var stadig ikke træt af fjeldet og årene efter tog den ene tur denKnivkammen anden. Træt af området blev jeg ikke og selvom jeg også vandrede i flere andre fjeldområder i Sverige og Norge vendte jeg gennem årene alligevel hele tiden tilbage til Kebnekaiseområdet.

Efter mit første år med fjeldvandring stoppede jeg en tid med 2 ture på samme sommer. I stedet forlængede jeg min årlige fjeldtur, der for de fleste år stadig gik til Kebnekaisefjeldene så turen varede en måneds tid hvert år, men da jeg sagtens kunne vandre omkring 500 km på en måned blev området udvidet så selvom jeg måske stasrtede min vandring i ábesko eller i Nikkaluokta så endte jeg ofte i Kvikkjokk, Stora Sjöfallet eller andre steder længere mod syd efter afslutninge gennem Padjelanta eller Sareks nationalparker, eller i Narvik i Norge når jeg vandrede tværs over fjeldet. Nogle år tog jeg en ekstra kortere tur på Hardangervidda, i Jotuheimen elelr i Rondane for at se hvordan det var at vandre i Norge, men Norge har aldrig facineret mig på samme måde som Sverige. Der er ligesom for civiliseret. Der ligger hytter overalt og den norske tradition med af vandre, eller springe som de selv kalder det, mellem hytter med let oppakning har jeg aldrig tændt på – jeg gider faktisk ikke andre mennesker når jeg er på fjeldet, med mindre det er deltagere i samme gruppe som jeg selv.

Alle disse år med fjeldvandringer og hvor det faktisk ind imellem lykkedes mig at finde vandremakkere gav mig lyst til at formidle min passion videre til andre og sådan blev en tiårig periode med undervisning i fjeldvandring i en hel rækek ungdomsskoler og efterfølgende guidning på fjeldture, to sæsoner på Kebnekaise fjeldstation, efterfulgt af projektarbejde med implementering af friluftsliv i ungdomsskoleregi støttet af Undervisningsministeriet sammen med Holmstrup efterskole, kanobygning og andre aktiviteter på Kongskilde Friluftsgård, voksenundervisknig i fjeldvandring og friluftsliv samt etablering af Vildmarksskolen, Vildmarksrejser og Fjeldsporten i bagsværd samt undervisning af grønlandske outfittere i Grønland og meget andet.

Da jeg havde vandret i mange år kendte jeg efterhånden området temmelig godt og faktisk så godt, at jeg kunne vandre rundt deroppe uden det store brug af kortet - jeg kunne det nærmest helt uden ad og kun i tåge brugte jeg det og kompasset.

Hvorfor jeg i den grad forelskede mig i lige det fjeldområde ved jeg faktisk ikke helt selv! Man kan også spørge om hvorfor jeg ikke søgte andre områder og ruter for at se noget nyt, men her er min holdning nok af 'fjeld er fjeld' og i de andre nordiske fjeldområder er der ikke så nordlys

store forskelle eller steder der ser markant anderledes ud, og når man har vandret mange gange i ét område føler man sig ligesom hjemme. Når man føler sig hjemme et sted bruger man ikke så megen energi på at finde vej og finde teltpladser så derfor kan man koncentrere sig om andre ting på vandringen såsom at lære alle fjeldvæksterne at kende, studere områdets morfologi, samernes kultur osv. Og så er fjeldet ikke, som man måske skulle tro, ens hele tiden. årstiderned skiften, lys og farveskift, vejr og vind er alle faktorer der er med til at omgivelserne hvori man vandrer viser forskellige ansigter. Om foråret kan man betages af karskheden inden bladene på træerne er sprunget ud og inden de første fjeldblomster pryder dalbunden. Farverne her er brune islået hvidt fra den sne der altid ligger til langt hen på foråret og mens man vandrer igennem sin rute oplever man så et skift hen mod grønt og brunt og er man heldig finder man Lapsk alperose der ligner en lille rhododendrum (det er det også) der står fint i de bruge klippesprækker og lyser op med sine smukke røde kronblade, og snart sår både fjeldbirkeskoven, pilekrattet og fjeldbirken i fuld lysegrønt flor og den korte arktiske sommer er over én. I denne tid har fuglene og dyrene travlt. Fjeldets nattergal, blåhalsen, bygger rede og hannen håndhæver sit territorie med sin smukke sang fra pilekrattets top. Renerne danner små flokke af køer med nyfødte kalve ved deres side mens tyrene må vente ensomt vandrende, på at efteråret og brunsttiden atter indfinder sig.

Sommeren; denne korte frodige tid på fjeldet hvor også myggene parrer sig og yngler flere irriterende små bæster der overfaldr én såsnart man holder pause, hvis ikek man finder højtliggende tørre pladser hvor vinden lufter dem væk. Man vandrer over højturtsenge med en frodighed der slår en dansk kolonihave.

Efteråret, den tid der følger efter den korte somme og som varer fra sidst i august og frem til vinteren og den første sne kommer fra midten af septemner og hen mod oktober hvor vejret sår om og vinterstormene er herskende, er tiden hvor det atter bliver mørkt. Nu har man jo havt både foråret med midnatssol og sommerens omend ikke midnatssol så dog meget lyse nætter. Men nu bliver det hurtigt tidligere og tidligere mørkt, men til gengæld er der chance for nordlys. Dette spøgelsesaktige grønlige skin over himlen der dog også kan tage andre farver ind imellem, men som oftest er et grønligt diffust lysbælte hen over himlen. Ustandseligt skifter det form og nuancer og fascinerer og tryllebinde én så man gerne står udenfor teltet og fryser mens man ikke kan slippe synet!

 

Pionérture

Efter en del ture opstod der en ren pionérånd i mig! Jeg vile udforske hele området, men for at afgrænse det valgte jeg nogle naturlige grænser nemlig Årojjåkk i øst, Ábesko i nord, Narvik i vest og Ritsem og Vakkotavare i syd. Det blev et fint og stort afgrænset område der var til at overskue, men som også gav stof til mange år. Områdets areal er på ca. 9000 m2 og sammenlignet med Sjælland der er 7031 m2, så er det alligevel et anseeligt areal at kaste sig over! Dengang var jeg ikke helt klar over hvor stort og langvarigt arbejde der lå foran mig. Målet med at gennemtrevle området var først og fremmest for min egen fornøjelses skyld - jeg ville kende området til bunds, men jeg ville også skrive en bog om området og dets rutemuligheder.

Hvis man kun har en måned til rådighed hvert år så ville et sådant projekt tage mange år, men jeg begyndte ufortrødent at skrive om ruterne. Kungsleden var let. Dels havde andre før mig beskrevet den og dels var den gennem flere år, og er stadig en ledetråd hvor jeg på næsten alle ture berører strækninger af den selvom strækningerne nogle år blot er korte strækninger. Mange af ruterne der var lige til at gå til, som ruten mellem Sealgga og Vistas og op til Alisjávri, var også let så de blev hurtigt færdige, selvom jeg indtil for nylig har skrevet på dem igen i bevidstheden og at de aldrig bliver helt færdige.

Så var der alle de ruter der ikke sådan lige var hurtigt tilgængelige og hvor en udforskning krævede lange tilgangsveje og ditto ud igen. Det er for eksempel ruterne bagved, altså vest for Sealggamassivet. Jeg kunne let vandre dem i en fart, men hvis man ikke har været på ruterne mange, eller i hvert fald flere gange, så bliver beskrivelser af vadesteder og andet jo ikke realistiske. Én tur igennem hver rute holdt altså ikke! Den bog jeg startede på at skrive i midten af 80'erne blev først færdig i 2013 og var til salg på nettet i 2014. En ny revideret udgave ligger nu til salg hos Saxo.com.

Gennem nogle år udforskede jeg et stort område med Kungsleden som ledetråd. Der er mange både markerede og delvis markerede ruter der gå på kryds og tværs af denne, og fidusen var at hele tiden have Kungsledens og andre ruters hytter og nødtelefoner som sikkerhed. Et af de store faremomenter i fjeldet, og nok også i meget andet er, når man på et tidspunkt føler at nu har man så megen erfaring at man så at sige kan vandre i området med hovedet under armen. Jeg har lært, at når man føler sig som ekspert skal man lige sætte sig ned og tænke sig om, for ekspert er der ingen der er 100%, og for mig gik det selvfølgelig også galt, idet jeg gik forkert og selvom jeg inderst inde godt vidste at der var noget galt stolede jeg på at jeg selvfølgelig, med min erfaring, var på rette spor, men det var jeg altså ikke. Jeg og en vandrekammerat endte faktisk med at befinde os helt uden for det medbragte korts område, og således fandt jeg Leavasområdet lidt øst for Kebnekaise.

KortLapland

Nu var jeg jo ikke nogen ren amatør og da ruten hjemmefra var planlagt som en tur udenfor de markerede stier det meste af vejen, så havde vi masser af proviant med og også så tilpas megen erfaring i at orientere os, at vi kom på rette spor igen helt problemløst. Men det lærte mig altid at følge med på kortet og tjekke mine positioner løbende!

 

 

Der kommer flere artikler der handler om: Grønland og flere ture, undervisning, Vildmarksskolen og Vildmarksrejser...

 

Log in to comment


LHL's profilbillede
LHL svaret på emne: #2 2 år 1 måned siden
Fantastisk, når man læser din levende beskrivelse, så føles det lige pludselig ekstra lang tid til sommerens kommende fjeldtur :-)

mvh Lars

Vi bruger cookies

Jeg forstår.

Hovedsponsorer

Friluftsland b wild EventyrsportStor pro outdoor rabatkode og outdoor udstyr
OutdoorProLogo OutRoedovre stor friliv.dk rabat tentsile connect
Vandregrej stor FNE Outdoor BannerAlphastore tentsile
Kungsleden Abisko Kebnekaise SingleCover UrbanOutdoor

 Guide til Kebnekaise

outsite medlemskab

Sponsorer

Klatregrej stor Fjeld-og-fritid vandfilter net

 

outsite vandre og friluftsliv

Bliv sponsor på Outsite.org

Samarbejdspartnere

fjaellraeven udstyr Nordisk STMNy ab camping og outdoor udstyr
Primus Yeti Tentipi Lifestraw2
All Out GrowersCup logo

The Good Karma

Calazo
ImmelnPartner AnnonceSuunto Odex WXWileyx 2
  CasioProTrek   ExpedAnnonce   AclimaAnnonce  

Outsite.org - Frisk luft på nettet - © 2002-2017 - Betingelser - Kontakt os  - Foreningen Outsite 

Outsite er drevet af frivillige og du kan støtte vores arbejde her... - Alle artikler, tests osv. er ikke økonomisk støttet men baseret på godt samarbejde med producenter, importører og butikker.