Den rytmiske dunren af sovevognens hjul på skinnerne forhindrede mig ikke i, at få en fortrinlig nats søvn på vej fra Göteborg mod Boden, hvor der skulle skiftes til tog mod Gällivare. SJ har godt nok Bistro/restaurant vogn koblet på, men vi er nu så nærige, at vi altid selv medtager forplejning til den lange tur. Så må Bistroen nøjes med at sælge os kaffen til morgenmaden. Göteborg – Boden – Gällivare - Kebnats Brygge tager med lidt ventetid godt 1 døgn.
Det blev nu ikke helt som planlagt. Pga. lynnedslag i signalanlægget, blev vi fragtet med bus den lange vej fra Boden til Porjus, hvor bus 93 mod Ritsem, så samlede os op. I silende regnvejr ankom vi til Kebnats, og kunne kort efter hoppe ombord på M/S Langas, og tage den korte tur over søen til Saltoluokta Fjällstation. Normalt en rigtig flot tur, men drivende vand og lavt hængende skyer reducerede sigtbarheden til næsten ingen ting.
Det tog nu ikke glæden ved endelig at være fremme fra os.
| |
| |
Tirsdag den 27. juli kl. 18. |
|
|
| |
Nu begyndte turen for alvor. Vi gik lidt ovenfor fjällstationen og rejste hurtigt teltet. Betalte den obligatoriske serviceafgift, og nød til gengæld faciliteterne. Muligheden for bad et ville vi ikke misse. Vejrudsigten kendte vi godt hjemmefra, og at det havde regnet mere eller mindre i 3 uger var heller ingen overraskelse. Salto er meget præget af, at være et stort turist mål. Rigtig mange bruger stedet som hotel, og nyder omgivelserne, den gode mad og i mindre grad fjeldet. Det lykkedes alligevel at finde et par unge svenskere, som kom fra Sarek på en rute nord om Ähpar. De berettede om meget høj vandstand, så vi vidste godt, hvad der ventede os, men først en god nattesøvn.
Transport etape Saltoluokta – Ribákluokta på 21 km, efterfulgt af 12-13 km sejltur med åben båd på Sitojaure frem til Rinim.
Til vores store overraskelse skinnede solen fra en næsten skyfri himmel, og der var ingen vind da vi tog de ca. 325 højdemetre for at komme op på fjeldheden.
Ovenfor trægrænsen standsede vi og nød den storslåede udsigt. Stora Sjöfallet mod nordvest og de store fjelde mod nord stod knivskarpt. Mod syd åbnede der sig en flot grøn dal omkranset af lave fjelde. Bortset fra denne store stigning er Kungsleden ned mod Sitojaure nemt vandret, om end vi var badet i sved i det flotte vejr. Ved prismehytten efter ca. 9 km indhentede vi et par unge svenskere, som vi siden fik megen kontakt med. Vi havde regnet med at gå til Sitojaure stugan, og så få båtskjuts næste dag. De unge svenskere havde haft kontakt til bådføreren i Rinin, og aftalt afhentning i Ribákluokta samme aften. Det kunne vi godt se fornuften i, selvom vi dermed skulle forcere vandringen lidt. Vi mødte kun få vandrere på Kungsleden, og dem vi talte med kom fra Kvikkjokk.
Ved rengärdet ca. 3 km før Sitojaure forlod vi stien og svingede mod vest. De ca. 4 km der ventede, blev en barsk fornøjelse. Sumpet terræn med tæt pilevegetation (videsnår) og et højde tab på ca. 100 meter kombineret med myriader af myg og knot var rigtig hård kost, og vi led med anstand. Lidt før klokken 17 stod vi ved den naturlige vig, hvor vi formodede opsamlingen skulle finde sted. Det var pragtfuldt at smide støvlerne og få de varme fødder ud i det kolde vand. Sukkerdepoterne blev fyldt op, og vi var faktisk rimelig friske da jollen ankom noget forsinket. Den kvindelige bådfører fik 6 rygsække og tilhørende vandrere fordelt i den lille jolle. Redningsveste var der ingen af, men vi ville jo alligevel ikke overleve ret længe i det meget kolde vand. Søens farve var ubeskrivelig, med et skær af grøn/hvid, og sejlturen blev en rigtig fascinerende og smuk oplevelse.
Tjålebákte med det imponerende lodrette fald på små 400 meter blev nydt. I det flotte
vejr var det nemt at udpege de forskellige toppe.
Jo længere vest over turen gik, jo højere blev omgivelserne. Flot tur, men samerne vidste nu også godt, hvad de ville have for ulejligheden - 350 kr pr. næse for godt en times sejlads.
En lille km nord for samevistet etablerede vi lejr, lige under Namádis. Er sikker på det må være verdens skønneste sted: 1 milliard myg og knot kan da ikke alle tage fejl!
Til lyden af voldsom torden i vestlig retning fik vi vi indtaget vores mad i teltet, og meget trætte væltede vi snart omkuld.
Rinin - vanddeleren i Basstavágge. Ca.10 km (+ det løse) og ca 430 højdemeter.
En rigtig skøn dag i fjeldet. Vi kom lidt sent igang med turen op mellem Namadis og Takartjåkkå (1570 moh). Vejret var så godt at vi uden problemer kunne se Skanátjåhkkå (1767 moh) små 20 km mod nordvest.
Vi skulle ikke så langt, men svingede rundt om Dágartjåhkka massivet og startede opstigningen gennem Basstavágge. Allerede ved mundingen fik vi et vidunderlig syn ind i den trange dal.
Underlaget skiftede straks karakter. Fjeldheden blev afløst af store felter med rasmaterialer og blokmark, som tvang os ned mod jokken, og der var der til gengæld i starten en del vidjesnår.
Vi tog os rigtig god tid til turen. Nød omgivelserne i fulde drag. Basstavágge er så smal at man næsten får klaustrofobi. Specielt nordsiden af kløften er voldsom.
På omkring 800 meters niveau kom vi til udløbet fra Skájdásjvágge.
Iflg. Claes Grundsten er vadet normalt uproblematisk. Det var det bestemt ikke denne gang. Det langvarige tordenvejer må have givet enorme regnmængder natten inden.
Til vores held lå der 3 svenskere og hvilede. De var på vej tilbage, fordi den ene havde haft et styrt i blokmarkerne lidt længere fremme. Hans knæ var ikke til pænt brug, så de 2 andre bar på skift hans rygsæk. Stærkt.
De fortalte hvor de havde krydset 2 dage i træk. Knap 20 meter bred med iskoldt og stærkt strømmende vand. Til gengæld var vadet ikke voldsom dybt.
Mens vi klædte om begyndte regnen. Vi vader i regnbukser, snøret til forneden, og iført Tewa sandaler. Sønnen bruger en solid askestav på små 2 meter, og jeg selv to alu vandrestave af teleskopmodellen. På de svære vad sikrer vi hinanden med en lang tynd vadeline.
Pu-ha, hvor var det koldt, og det holdt også ganske hårdt at få gang i blodomløbet igen. Fik hurtigt ild i brænderen og kogt vand til cacao og kaffe. Det lunede.
Mindre end 2 km længere fremme ventede vadet fra Lulep Basstajiegna. Lige i synsretningen havde vi hele tiden det imponerende Basstatjåhkka(1764 moh). Dens udløber mod nord, Basstavárasj (1492 moh) står som en mystisk "stopklods" ud i dalen ved vandskellet. Man mener denne klippe har været betragtet som hellig, og at det er kilden til dalens mystik. Floraen var efterhånden stærkt begrænset til lidt tueagtig græs og lidt mosarter, hvor sneen først for nylig var smeltet.
Midt mellem de to vad mødte vi en lille gruppe svenskere, som fortalte at de var kommet over det næste vad fra sten til sten, højt oppe i ravinen.
Da vi nåede den rivende, fossende vildt skummende strøm, kunne vi hurtig beslutte, at det ville vi også forsøge. I tung, tung blokmark tog vi højde, megen højde, i silende regnvejr. Efter ca. en halv time kom lommekikkerten frem. Der var ikke skygge af noget, som vi ville vove forsøget på.
Ergo søgte vi igen nedad, og efter godt en time fandt knægten et sted mellem to store strømfald som så nogenlunde tilforladelig ud. Meget stærk strøm, og endnu koldere end sidste vad (sådan føltes det) men til gengæld en bedre bund.
De sidste ca. 2 km op til vanddeleren trak tænder ud. Regnvejret holdt dog op, og vi nød udsigten op mod de mægtige sider, der tordnede sig op i 1775 m på nordsiden og 1492 på sydsiden.
Den hårde vandring begyndte at sætte spor. Sønnen fik strukket en lyske til det yderste i et "nær ved" styrt i blokmarken. Det kom til at genere ham voldsomt på resten af turen.
Mit venstre knæ er korsbånds opereret, og belastningen af det var maksimal.
Belønningen for det hårde slid kom oppe på kronen. En fabelagtig udsigt åbenbaredes ind mod de centrale dele af Sarek. Solen brød gennem de tunge skyer, og lyste
himlen op i fantastiske farver. Den oplevelse var hele turen værd!
Få skridt efter vanddeleren lå den eneste mulige teltplads, og selvom vi var på 1066 meter, og helt uden læ, traf vi lynhurtigt beslutning om at rejse teltet. Vi havde ikke energi til at gå ned og tage næste vad mindre end 1 km længere fremme. Det viste sig siden, at være en forkert beslutning.
På trods af de hårde vad, opstigning i barsk terræn og hård regn på noget af etapen, er det en af de vildeste og flotteste ture jeg har gået i fjeldverdenen.
Vi ser herrens ud af knot og myggebid erhvervet nede i Rinin, men ellers ingen problemer ud over de allerede nævnte.
Fra vanddeleren ned til afvandingen fra Soabbevágge. Sølle 5 km + afstikker op over Alep Basstajiegná gletcheren.
En rigtig hård nat. Voldsomme vindstød og styrtregn til hen på morgenen. Var ude og besigtige teltet 6.30, og da var alt pakket ind i iskold tåge med ganske få meter sigt. Jeg var knap nået ned i posen igen, før regnen begyndte igen. Ved 9 tiden tog regnen af, og efter en kort rådslagning, var vi enige om, at vi, vejret til trods, måtte bryde lejren og søge ned til en mere beskyttet lejrplads.
Indtog morgenmaden i skyhøjde inden vi pakkede sammen. Præcis som vi væltede teltet, kom der en voldsom stormbyge helt uden varsel. Blodet flød lidt rask, indtil vi fik styr på både telt og udstyr.
I forfærdelig vejr søgte vi hen mod det næste vad. Vi troede det tordnede, indtil det gik op for os, at det var lyden af store klippestykker og sten der blev revet med ned gennem strømmen.
En rivende malstrøm i gul og brunt med rullesten. Det er bestemt ikke et vad man skal spøge med. Vi smed sækkene, hvor det naturlige vadested måtte være. Gik en 6-800 meter nedstrøms, og det blev det ikke bedre af. På vej op til sækkene dukkede der 2 "modkørende" op på den anden side. Den ene forsøgte uden rygsæk at gå et par meter ud i strømmen. Allerede da, var underbukserne i fare, og med stort besvær kæmpede han sig på land igen.
Turbeskrivelsen oplyser, at gletcherjokken ikke plejer at give problemer, men i værste fald kan den krydses på gletchertungen. Tak for det!
Vi havde steigeisen med, mere med henblik på at gå på snefanerne under den planlagte bestigning af Axel Hambergs top, end til gletchervandring. Men der var intet reelt alternativ, skulle vi over, måtte det blive via gletcheren.
Ca. en kilometer opad i sindsygt hård terrræn i blokke, og gamle frontmoræner med indslag af kviksand. Havde jeg ikke ondt i knæene før start, så fik jeg det nu. Samtidig stod vandet ned i stænger, og med vindhastigheder anslået til 20 - 25 sek. meter (fuld storm) var det ikke nogen fornøjelsestur.
Selve krydsningen af gletcheren forløb helt uden problemer for os. Vandet løb faktisk ovenpå isen, og revner var der kun få af. De "modkørende" havde ikke isudstyr, så de tog sig over lige foran glecheren på sand, sten gamle snetunger og vad i et sammensurium. Det havde jeg aldrig turde forsøge, så hellere vende eller vente. Den ene blev da også smurt total ind i mudder, men kom op igen og tog sig over.
Nedturen på den anden side isen var mindst lige så hård som opturen. Efter yderligere ca. 4 km nåede vi frem til Soabbevágge udløbet. Der spottede jeg en lille plet, som der måske kunne teltes på. Vi fjernede lidt sten, og så kunne teltet præcis klemmes ind på en lille hylde med lidt læ mod øst. Vi stablede en mindre læmur af sten på den anden side, og uden videre dikkedarer røg vi i poserne. Totalt smadrede og noget forkomne efter knap 5 timer i elementernes vilde rasen, faldt vi straks i dyb søvn.
Ved 21 tiden vågnede jeg, og vi begyndte at besigtige grejet. Mit regnovertræk på sækken lignede en stjernehimmel. Det må være sliddet mod mine steigeisen, der har givet de små huller. Det klarede jeg med Gaffa senere. Dermed var der også lidt klamt i sækken, men ikke alvorligt. Så jeg slap med gennemblødt regntøj, vandretrøje og bukser. Har heldigvis en letvægts skaljakke med. Sønnen havde jo det våde telt i rygsækken, og i panikken om morgenen, var det ikke kommet i den medbragte plastpose, så en af hans pakposer var blevet våd. Selv min kamerataske fra Lowe pro, ALL Weather modellen med overtræk, var våd. Heldigvis var mit NIKON D60 pakket i plast indeni, så det fungerede stadig.
Ved 03 tiden flovede vinden lidt og regnen ophørte. Benyttede muligheden for at få de våde ting hængt til tørre, og resten pakket om.
Hvis jeg troede det værste var ovre tog jeg fejl. Ved 5 tiden tog fanden ved vejret. Stormen og den voldsomme regn hærgede igen. Så måtte de knap tørre beklædningsgenstande med ned i soveposerne, mens vi forsøgte at sove lidt. Det var svært, for ind i mellem blev teltbuerne presset rigtig langt ned over os. Men teltet holdt stand, og klarede sig uden skader, og ikke på noget tidspkt fik vi vand i teltet.
Midt i alle disse voldsomme negative hændelser glemmer jeg næsten at berette, hvilken vidunderlig verden vi ligger i. På sydvest siden af Ähpar med et lille kik op til Bierikjávre. Når blikket vandrer lidt længere mod nv ser vi direkte mod Sarekmassivet. Vilt og vakkert sagt på svensk.
Midt på formiddagen bedredes vejret langsomt. Fik fundet vand og kogt varm mad. De mange timers søvn havde gjort os godt.
Soabbevágges udløb til vadet ved Tjågnårisjiegna gletcherens udløb. Ca 8 km.
Har jo allerede taget hul på dagens tekst, men godt middag, var vejret klaret så meget op, at vi besluttede os for at fortsætte.
Når der skal pakkes inde i teltet, er det tidspkt jeg ønsker mig et større telt med stort apsis, men det lykkedes trods alt.
I ganske let regn startede vi vandringen omkring 14.15. Der var jo kun få hundrede meter til vadet, som normalt betragtes som uproblematisk. Ha.
Jonas er hammer god til at se mulige vadesteder, og vi drøftede en del, inden vi valgte en rute, hvor vi kunne tage vadet i tre tempi. Den malende grumsede strøm blev passeret, men den var godt nok barsk.
Vandringen fortsatte i nogle grusdynger af rang. Udsigten blev fantastisk. Bierikjávrre havde nogle helt ubeskrivelige farver, og hele deltaet lå som sølvfarvede felter adskilt af grøne områder.
Skyerne drev og gav lidt regn ind i mellem, så det blev faktisk et forrygende vandrevejr.Passerede syd om Pielastugan, og nåede i surt vådt og sumpet terræn frem til søernes afløb, Bielajåhkå. Det normale vadested, fra sten til sten, stod helt under vand i stærk strøm. Brugte en masse tid på at finde en mulig overgang.
Fandt en sted, og kom over i hel tilstand. Vadet snød os lidt, for det var dybere og med langt stærkere strøm, end det egentlig så ud til.
Vores plan var at gå ud til Mikka stugan, og så etablere lejr der, efterfulgt af en hviledag. Men da vi kom frem til vadet ved Tjågnårisjågåsj, måtte vi igen ændre planen. Vandstanden var så høj, at passage ville være uforsvarligt.
Teltpladser var der rigelig af, og der lå allerede flere telte på begge sider. Lidt før 22 var vi i pragtfuld vejr i færd med at indtage dagens hovedmåltid.
Vi snakkede længe om, hvor hurtigt tingene kan ændre sig i fjeldet. I 2 døgn kæmpede vi som besatte, for at klare os, og så får vi sådan en vidunderlig eftermiddag og aften, i direkte forlængelse.
Samtidig måtte vi erkende, at vores forskellige småskader ikke var forlignelige med planen om toptur, til Axel Hambergs
Top. Besluttede at gå den direkte vej ind i Ruohtesvagge. Hvis vores tilstand bedres vil vi nok forsøge os på en af de høje toppe på dalens nordside. Ellers vil vi med forholdsvis korte dagsetaper gå direkte ud til Ritsem, alt afhængig af vejret.
12 km fra Tjågnårisjågåsj til lejrplads vsv for Gavabakte.
På en vidunderlig plet lige under Gavabakte gletcheren har vi holdt store vaskedag.
Uden at være vulgær, må jeg tilstå, at det var forfærdelig koldt at dyppe en vis legemsdel i jokken.
Da vi efterfølgende drak vand fra samme vandløb til vores aftensmad, svarede temperaturen ganske til den isvand, jeg plejer at servere derhjemme.
Nå, tilbage til i morges, hvor vi stod tidligt op. Mens vi kogte müslien holdt vi øje med de andre telte. Det varede heller ikke længe, inden et af de øvrige hold var klar til vadet.
De valgte det sted, som vi også havde udset os. Vandføringen var sunket en del i nattens løb, men alligevel et barskt vad.
Mens vi pakkede det sidste ned, kom 2 tyske kvinder over det samme sted. Benyttede muligheden til at spørge til det næste vad, og de fortalte beredvilligt, hvor de havde krydset dagen inden.
Vi kom fint over Tjågnårisjågåsj. Enten bliver vi mindre sarte, eller også er vi ved at vænne os til de kolde passager.
Mens vi var i gang med at skifte til vandretøjet, gik en enlig svensk vandrer i lag med vadet. Stor tung 110 l rygsæk, spændt hoftebælte, bare fødder, bar overkrop og ingen stav(e). Vi var så tætte på at blive vidner til en vadeulykke, som man kan være.
Ved et under fandt han balancen igen, helt nede i en fuldstændig umulig vinkel. Pu-ha. Når man har overværet sådan en satsning, kan jeg bedre forstå, at der går folk til i vadene i Sarek stort set hver år.
Godt 2 km efter Tjågnårisj kom næste vad. Tog den præcis i strømfaldet neden for vandfaldet, som de tyske kvinder havde beskrevet. Det var ikke særlig svært, omend der var stærk strøm.
På ca 800 meter niveauet fortsatte vi i skønt vejr frem mod Skarja broen. Nød omgivelserne og vegetationen med de mange forskellige planter. Min gamle guide, Växter och djur i fjällen, måtte frem flere gange.
Der lå 6-7 telte inde ved Mikka stugan, og blandt dem et hold tyskere, vi ikke havde set siden vi gik opad i Basstavagge. Han viste det ene ben frem. Det meste af skinnebenet var et langt sår, som han havde reddet sig under et vad, hvor benet var kommet i klemme. De skulle bare ud, så hurtigt som muligt.
Efter en lang middagspause, hvor sønnen overraskede positivt med en dåse leverpostej til klodserne, valgte vi også at gå videre. Det var helt tydeligt, at det regnede voldsomt både syd, øst og nordøst for os. Kun op i Ruohtesvagge så det tilforladelig ud.
At komme ind i Ruohtesvagge, var som at komme i en anden verden. Dalen er langt bredere, med "deltalignende" vand i bunden, og omkranset af en lang perlerække af høje fjeld og gletchere. Vejret var med os. En blanding af sol og byger, som en kølig dansk sommerdag. Alt i alt en fantastisk dag i Sarek.
Ca. 18.30 smed vi sækkene. Den sump vi har vandret i det meste af dagen, har været hård ved os. Efter føromtalte bad, og rent tøj, stod den på ren råhygge. Lidt ekstra mad, cacao og overskydende chokolade. Efter dagens etape har vi omkring 30 km op til Kisuris stugan, hvor vi nok vil tage en overliggerdag, inden sidste rene transport etape på Padjelanta leden op til båden til Ritsem.
Fra Gavabakte til syd for Ahkka. Ca 12 km.
Teltet er igen kommet op på en ny plet. Midt mellem Gisuris og Nijak, 8 km stik syd
for Ahkkas dobbelttop, ligger vi på en perfekt lejrplads.
Har siden ankomst klokken 19 rigtig nydt lejrlivet. Op med teltet. Helt fast rytme med udpakning af sovegrej, sikring af barduner, kogeplads osv.
Har fået både suppe, frysetørret mad, en paellaret (køb aldrig "Paella"-grænser til det uspiselige, havde heldigvis kun den samme pose) og kaffe/cacao. Lå og gassede os efter oprydningen, inden vi måtte søge ly i teltet.
Regnen står selvfølgelig igen ned i tykke stænger.
Det gjorde den så sandelig også i morges, så den planlagte stå op tid klokken 8, blev skubbet. Vågnede ved 10 tiden, og da stilnede regnen af ret kort tid efter. Gik i gang med morgenrutinerne. Den skønne udsigt vi havde i aftes, var pist borte. Skyerne lå nede i højde med de trætoppe, der ikke fandtes, så hverken Niak, det
pragtfulde bjerg, eller Kisuris kunne ses.
Da vi pakkede det sidste i rygsækkene klokken 12.30 begyndte det igen at regne. Efter godt 2 km skulle vi til det igen. Smajllajåhkå skulle vades der, hvor den løber ud i Ruohtesvagge. Delt i mange strømme, og med fast grusbund, var det største problem kulden, og længden på vadet. I vand til og fra, over vel omkring 200 meter var altså rimelig koldt, men et nemt og ufarligt vad, til en afveksling.
Det gik rask fremad i nemt terræn til renvogterstugan, hvor vi nød frokosten og konstaterede vejret var blevet helt fint.
Her under den imponerende ubrudte række af af toppe med Nijak, Kantberget, Gavelberget og Gavabakte følte jeg mig helt i ekstase.
I løbet af eftermiddagen blev vejret næsten perfekt til vandring. Lidt drivende skyer, let vind og enkelte solstrejf var en behagelig afveksling til det sure vejr, vi har døjet meget med.
Da vi rundede Niak, og fik fri udsigt op mod Ahkka gik sønnen næsten i selvsving. Han har flere gange forsøgt sig på bjerget, men er ikke nået helt op endnu. Det kommer han nok næste gang. Denne gang måtte vi nøjes med udsigten til hele Ahkka, der lå der i al dens magt og vælde. Bare flot
Efter yderligere et vad, var vi enige om, at vi "gad ikke mere". Godt 12 km og 2 store vad måtte være det. Vi er lidt slidte, men "modkørende" har berettet om en rigtig dårlig vejrudsigt for de kommende dage, så
vi føler ikke trang til overliggerdag.
Lige efter det sidste vad, kom jeg i snak med to unge tyskere. Det var deres første fjeldtur overhovedet. Meget tunge rygsække begge to.
Den kvindelige part, var bestemt ikke tryg ved det. De havde planlagt at gå til Rinin ad præcis samme rute, som vi havde tilbagelagt. Uden at overdrive forsøgte jeg at forklare lidt om det, vi havde oplevet oppe i Basstavagge.
De lovede at vende, hvis der stadig var så meget vand, og så gå ud via Suorva dam. Vi så en helikopter flyve ind mod Alggavagge igår. Langt senere fik vi af stugværten på Kisuris at vide, at den havde været med i redning af to unge svenskere, der var kommet galt afsted i et vad.
De sidste ca. 15 km op til Kisurisstugan.
I aftes blev en rigtig dase aften. Vi vidste begge, at det var sidste rigtige fjeldaften. Da dagbogen var ført, og alle de små sysler udført, stak knægten mig den ene øresnegl til hans Ipod. Det var pudsigt at høre bl.a. Dalton på den måde. Ipoden fungerede også som radio på turen, dog ikke lige godt hver gang.
Det blev langt over midnat, inden vi kom til ro, og allerede klokken 5 vågnede jeg. Naturens orden kaldte.
Ingen vej udenom. På med støvler bukser og jakke. Det var en skøn morgen, og jeg benyttede lejligheden til at gå en tur. Satte mig på en klippeblok og nød den totale stilhed. Eneste afbrydelse var den renflok, der bimlede forbi med deres evindelige klokkespil. Rigtig god tid til at filosofere over livet, og hvilken kæmpe sejr, det for mig har været at gennemføre en Sarektur alene sammen med sønnen.
Al sund fornuft siger det skulle være umuligt, med den mængde skavanker og kroniske sygdomme, jeg slæber rundt på. Minimeret udstyr, sønnens vilje til at bære det meste af fællesgrejet i kombination med minutiøs planlægning og vilje til at ændre undervejs, har sammen med rigtig mange træningsture, på sammenlagt omkring 300 km, været fundamentet for turen.
Var tilbage ved teltet 7.45. Hev sønnen op ved hårrødderne. Det var tørvejr, men skyerne varslede regn. Hvis vi skulle nå Kisuris idag, skulle vi igang.
Klokken 9.40 lettede vi anker igen i småregn. Et vejr som vi kom til at gå i det meste af dagen.
Vi passerede tæt under Ahkka i et træls terræn, præget af megen sump, pilekrat og en masse vandløb, som bevirker mange op og nedture. Det er rigtig hårdt for især knæene.
Fri af Ahkkas vesttoppe, men inden vi kom ind under Sjnjuvtjudis, skulle der holdes hvil. Jeg vidste, at der fra den position skulle være muligt at fange telefonsignal fra masten i Ritsem.
Først på den tredie høj lykkedes det at fange en smule signal, men nok til at jeg kunne sende en SMS til fruen, som holdt ferie i Wien. Det var lækkert at kunne meddele hende, at vi var igennem i god behold.
Efter rasten begyndte den kedeligste del af turen. Begyndte at møde små forkrøblede birketræer, der langsomt blev til en tynd birkeskov. Hvor de tre store nationalparker mødes var der et leben af folk, som skulle i alle retninger. Vi gik til Kisuris stugan, og med stor fornøjelse tog vi et rum. De 500 kr er næsten de bedste jeg har givet ud på hele turen. At en vandskadet øl så kostede 40 kr, forbigår jeg i rungende tavshed.
En ordentlig omgang vask og rent tøj. Skønt. Forbandt sønnens ankel, som har smertet, knirket og drillet på den sidste del af turen. Han holdt sig i køjen det meste af tiden, med benet eleveret. Det hjalp lidt.
Jeg overstrakte højre knæ i et hul for 2 dage siden, og knæet fik et nyt skrub i en af vandløbspassagerne idag. Knæet er nok ca 25% tykkere end normalt, og har alle regnbuens farver.
På Kisuris mødte vi de to unge svenskere, som vi sejlede med på turen ind til Rinin. De havde modstået fristelsen til at slå teltet op, på den plads vi tog oppe ved vanddeleren. I stedet tog de, de næste vad med, inden det blev helt umuligt den næste dag. Det sparede dem for en masse bøvl.
Kisuris stugan.
Hold da helt ferie hvilken luksusdet har været at sove i en seng igen. Det gør godt nok alting meget lettere.
Sønnens fod er i bedring, og mit knæ er svundet betydeligt.
Vil tage en overliggerdag, og så gå den sidste dagetape op til båden i morgen.
Nappe en enkelt overnatning i Ritsem og så satse på et par dage som turister i Gällivare inden hjemturen begynder på søndag.
Gällivare Camping.
Turen fra Kisuris til Anonjälme var nærmest som en skovtur i lav birkekrat. Masser af udsigt primært til Ahkkas vesttoppe, men også vestpå mod Norge og Vuojatädno er værd at se på.
Stien er nærmest som en motorvej, broer og spang gør det nemt at holde en god fart, hvilket også er nødvendigt, for står man stille blot et øjeblik, bliver man straks overfaldet af myg og knot.
Padjelanta leden er vældig populær. Rigtig mange ældre går på leden, som hytte til hytte tur, og flyver så ud fra fx. Staloluokta.
Sejlturen med M/S Storlule var som sædvanlig flot. Personalet fortalte at vandsta
nden pt var nede med 16 meter, men stærkt stigende, fordi man var begyndt at slippe vand ud fra dæmningen længere oppe.
Ritsem forbigår jeg i tavshed. Fornærmende ringe udbud til tårnhøje priser i STF butikken, og generelt en rigtig dårlig standard på fjällstationen.
Nu nyder vi de sidste dage her i Gällivare.
En næsten perfekt tur, præget af en masse uforudsete hændelser og problemer, er gennemført. Vel vidende at det nok var min sidste off road tur, har jeg nydt det ekstra meget.
Det blev en lang artikel. Håber læsningen har givet inspiration til ture i Sarek. Selv med de ekstreme vejrforhold, som vi løb ind i gav turen stort udbytte.
Hvis du har holdt ud, og orket at læse hele beretningen siger jeg tak.
Fjeldbumsen
|
|
May 24Friday, 24 May 2013 19:005 attendeesUnlimited tickets
